I 2024 kom Jenny Rossanders debutroman Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen som nærværende anmelder virkeligt godt kunne lide.

I romanen fortælles en meget personlig historie om en ung musiker der får en ganske enestående mulighed for at skabe musikken til et teaterstykke i Århus. Inden længe er hun blevet involveret i ikke kun et men hele to teaterstykker og ikke mindst i et meget usundt forhold til stykkernes instruktør. Han er naturligvis både gift og har børn. Så sammen med romanens protagonist gennemlever læseren alle nuancerne i de op- og især de mange nedture som dette forhold bringer med sig..

Det skal siges med det samme, at undertegnede ikke kendte ret meget til Lydmors musikalske verden (Jenny Rossander er Lydmors borgerlige alter ego – red.) men da Kapellet fik mulighed for at se den nye dokumentar Jenny, der netop handler om både Lydmors arbejde med sin musik og ikke mindst hendes arbejde med ovennævnte bog, var det vanskeligt ikke at slå til med det samme. Det skulle vise sig at være en ganske formidabel beslutning, for filmen giver et virkeligt interessant indblik i Lydmors kreative processer.

Filmen er instrueret af Jenny Rossanders kæreste Sebastian Cordes. Det betyder naturligvis at denne portrætdokumentar muligvis ikke er hverken konfrontatorisk eller synderlig objektiv. Til gengæld får den både skabt et stærkt portræt af kunstneren, men viser også de mange gange hvor hun kæmper med sig selv. Det kan også postuleres, at hvis filmens kameramand/instruktør ikke havde været lige så tæt på filmens hovedperson, så ville den muligvis have haft en mere nøgtern vinkling, omvendt set, så gør det faktum, at instruktøren og den portrætterede danner par, at seeren kommer meget tæt på hovedpersonen.

Filmens struktur er nogenlunde kronologisk. Den starter med en meget frustreret hovedperson, der har meget svært ved at komme videre fra det meget destruktive og drænende forhold som de af os der har læst bogen også har kunne opleve. Hun beslutter sig derfor at kanalisere al denne negative energi ud i netop ovennævnte roman, for selv om det går meget tæt på hende selv, så virker det også som en ganske sund måde at forsøge at komme videre på. Filmen følger arbejdet med romanen og musikken og runder af efter bogen bliver lanceret.

I løber af disse arbejdsprocesser så oplever seeren at hovedpersonen flere gange reelt tvivler på både dette projekt og generelt konceptet med at benytte sig selv i så høj en grad i sin kunst i stedet for at benytte en persona, der potentielt ville gøre hende i stand til at distancere sig lidt mere fra det som er hændt. Samtidig med at vi ser og hører hendes tanker om arbejdet med bogen er hun ligeledes i gang med at lave albummet Nimue og give koncerter rundt omkring i verden. Vi ser Lydmor optræde foran en lille gruppe mennesker i regnvejr, til at hun står på en enorm scene foran tusindvis af mennesker i Asien. Seeren er med hele vejen.

Selv om man på den halvanden times tid som filmen varer bestemt kommer tættere på den måde Jenny Rossander griber sin kunst an på, så kommer man også tættere på personen. Som nævnt er filmen farvet af at instruktørens forhold til hovedpersonen, men det er heller ikke vanskeligt at gennem hans kamera og Karolina Bengtssons ekspressive og poetisk klipning at blive vildt fascineret af Jenny Rossanders skaberevner. Ikke sagt på den måde, at hun ubesværet kommer i mål med sine projekter, men den energi og vitalitet, som hun besidder og de mange tanker om processen som hun fortæller til kameraet er virkelig inspirerende og stærkt skildret.

Filmens stil placerer sig et sted mellem den poetiske dokumentar og fluen-på-væggen persondokumentaren. Selv om der da forekommer dialog mellem kameramanden og hovedpersonen, så er filmen primært konstrueret på en sådan måde, at det primært virker som om det er Jenny der nærmest er blevet bedt om blot at fortælle hvad hun tænker højt.

Som nævnt er den kreative proces ikke uden forhindringer. Eksempelvis vises den frustration og irritation hun oplever i forhold til at få skåret hvad hun mener er væsentlige scener og vigtige passager ud af romanen. Som hun siger, så er det som om hendes forlagsredaktør ”prøver at slette mig fra den her fucking tekst.” Det er naturligvis vanskeligt at afgøre om romanen ville have været blevet endnu bedre uden disse stramninger, men det er meget nemt at føle Jennys frustration over at opleve hendes meget personligetekst blive ændret så voldsomt.

Seeren er mod filmens slutning ligefrem med til medietræningen, før bogens udgivelse og oplever også hvordan flere journalister gerne vil interviewe hende, til trods for at flere af dem ikke har gjort sig ulejligheden at læse romanen først.

Lige som med romanen, så har du ikke nødig at kende hverken Lydmors musikalske universer eller for den sags skyld have læst Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen for at kunne nyde denne film (selv om Kapellet bestemt syntes at du bør læse bogen under alle omstændigheder). Jenny er en meget sympatisk portrætdokumenter, der tager sig sin tid til at skabe et nuanceret, ærligt og kærligt portræt af en vældig interessant multikunstner og hendes projekter.

En mulig konsekvens af at se filmen er nok at du – ganske som anmelder – også bliver fascineret af Lydmors musik som virker både superspændende og interessant. Det er selvsagt hendes musik der er benyttet som soundtracket til denne rigtig fine, lille dokumentarfilm så Kapellet kan kun anbefale at du ser filmen og måske også opdager hvor meget Jenny har at byde på.