”Jeg er gud”, sådan begynder Amélies liv ifølge hende selv. Fødselslægen mener at hun snarere er ”en grønsag”. Amelie er 2 ½ år da vi møder hende som veltalende, omvandrende identitetssøgende lillesøster. I lyse pastelfarver med baby-look, bar mave, opstoppernæse og filosofiske tanker om mødet med Japan, den verden hun engang i 60´erne er født ind i.

De kuglerunde, overdimensionerede øjne er europæiske, der nysgerrigt møder alt det fremmede, men først og fremmest øjne hos animationsfiguren Amelie, der nysgerrigt og velformuleret tager os på en opdagelsesrejse til afdækning af det essentielle spørgsmål ”Hvem er jeg?”

Den fransk/belgiske tegnefilm Lille Amelie er skabt af Maïlys Vallade, baseret på belgiske Amélie Nothombs bestseller erindringsroman Métaphysique des tubes fra 2000. Med udgangspunkt i hendes egne oplevelser skildrer hun en europæers møde med Kejserriget i øst. Forfatterens far var belgisk ambassadør, udsendt med hele familien til den japanske ambassade – de bor og tænker europæisk, i fremmede omgivelser. Dét er det filmen handler om.

Og dog.

For en animationsfilm kan meget mere end en tør dokumentarfilm. Farver, farver. Fast tegnede baggrunde. Tyngdekraften og sund fornuft er sat ud af kraft. Fantasien er grænseløs.

Hør blot: Amelie bliver først genfødt (dvs. erkender sin eksistens), da hun spiser et stykke hvid (belgisk!) chokolade. Nu klar til at sige sit allerførste ord: “STØVSUGER”, til forældrenes store forbløffelse.

Heldigvis har hun den japanske barnepige Mishio-san at knytte sig til. Sammen vælter de sig, i bogstavelig forstand, i Japans skønhed. I ekspressionistiske billeder og i et flydende farvevæld, oplever de/vi de japanske landskaber, bjerge og søer. En billedbog med naturens vidundere. Helst i styrtende regn, for barnepigen forklarer at det kinesiske tegn for regn, netop er indeholdt i Amelies navn.

”Jeg vil se alt, jeg vil føle alt”, er den snart 3-åriges udgangspunkt. Selvtilliden fejler ikke noget selv om den er præget af forvirring. Stort som småt. Forældre/søskende konflikter. Farmors kloge og kærlige besøg.

Vi møder også de farlige karper, der stikker deres grådige gab op af havet – symbol på drenge, forstår vi! Gud er også ind over selvdyrkelsen. Ja, selv japanernes lidet flatterende holdning under 2.verdenskrig får vi præsenteret elementer af.

Tegnefilmens univers er grænseløst. Vi svæver, dykker op og ned i livets mening. ”Når man er 3 år, ser man alt, men forstår ingenting”, sådan lyder Amelies slutreplik.

Her er kun at tilføje, at generationer ældre end hovedpersonen, forstår heller ikke alt – og slet ikke, når det gælder Lille Amelie. Det gør ikke den visuelle oplevelse mindre spændende. Et lille hjertevarmt udviklingsdrama, med et kultursammenstød, hvor musik/rytmen er lige så intens og overraskende som det tegnede univers i regvejr.