Hjalmer Søderbergs roman fra 1905 Doktor Glas er en svensk litteraturklassiker. Tidligere filmatiseret seks gange. Måske husker man den dansk/svenske film fra 1968, instrueret af skuespiller Mai Zetterling med Per Oscarsson og Lone Hertz i hovedrollerne. Ikke ligefrem en kritiker- eller publikumssucces. Det vil Erik Leijonborg og hans team lave om på. De har valgt at modernisere og genindspille Dr. Glas, nu med Isac Calmroth og Thea Sofie Loch Næss i de to hovedroller.

Vi møder Dr. Glas på bilens bagsæde. Udslukt og desillusioneret taler han til kameraet om sine første år som læge. Alt føltes som et mareridt, siger han om dengang, han som 29-årig var jomfru og nyuddannet læge.

Sammen møder vi den 29-årig, der arbejder på en klinik i Stockholm. Han møder en for ham skæbnesvanger patient, der fremover vil påvirke og ryste hans sjæleliv. Helga Gregorius (Thea Sofie Loch Næss) er verdensdamen, velklædt, smuk og velformuleret. Gift med succesforfatteren Patric (Christian Fandango) i et elegant velhavermiljø.

Helga klager over rygsmerter og Gabriel undersøger omhyggeligt (lidt for omhyggeligt?) hendes skulder og ryg, mens han spørger ind til hendes privatliv. Diagnosen er han ikke i tvivl om: en voldelig ægtemand, plus at hun tydeligvis er stofmisbruger. Alligevel ender konsultationen med at han, lettere betaget af hendes elegante selvsikkerhed, udskriver smertestillende midler.

Her starter trekantsdramaet bygget op af løgn, begær og magtbrynde. For Patric opsøger Dr. Glas for at få en forklaring på hvad hustruen har fortalt om deres forhold. Besøget ender med en konsultation, hvor den forurettede forfatter, får stillet diagnosen depressiv og endda får udskrevet antidepressive midler.

Nu går snakken for alvor. Gabriells desillusion og ensomhed med porno og onani, afløses af de tres indbyrdes løgne og anklager, hvor Gabrielle forgæves forsøger at gemme sig bag sin tavshedspligt som læge. Men intet går som den unge læge kunne håbe.

En psykologisk gyser uden rigtige gys. Alt synes unaturligt selv om Christian Fandango forsvarer sin desillusionerede læge med alle midler og grimasser. Det er ikke rigtige mennesker. De er påstande. Selv om plottet i sin grundsubstans handler om kærlighedens trængsler, er vi langt fra erotisk besættelse eller romantisk nærhed. Næsten fejlplaceret er norske Thea Sofie Loch Næss, som Helga. Her mangler både lidt troværdighed og ægte udstråling.

Dr.Glas er desværre ikke med sin fremskrivning til i dag blevet vedkommende, selv om den både på kamera- og lydsiden er velfungerende og der indimellem er glimt af humor og smerte.