Besættelsestiden har været et vigtigt udgangspunkt for mere end 30 danske film. Fra Bodil Ibsens/Lau Lauritzens De røde enge (1945) til Ole Bornedals Skyggen i mit øje (2021) om bombardementet af Shellhuset/Den franske Skole.

Næsten alle hylder de den danske modstandsbevægelse og skildrer de lidelser som besættelsen påførte nationen fra likvidationer, sabotage, koncentrationslejre til hverdagen med udgangsforbud, rationeringsmærker, erstatningskaffe og mørklægningsgardiner.

”Her er London, Montgomery har oplyst at de tyske tropper i Holland, Nordtyskland og Danmark, har overgivet sig”, lyder det fra BBC om aftenen d. 4.maj 1945.

Danmark er frit efter 5 års tysk besættelse. Sådan starter 3. del af Anders Refns trilogi De forbandede år. Denne gang med undertitlen Fredens pris. Tiden er 1945-48.

Nu skal demokratiet, retssamfundet for alvor stå sin prøve. Frihedskæmperne, dem som regeringen i krigens start advarede imod, vil ´sende regningen´, for at citere fra filmen. Helst med en samfundsreform, anført af den kommunistiske del af sabotørerne. De første fredsmåneder, uden folkevalgt regering og tilstrækkeligt med dansk politi, er præget af selvtægt og vilkårlige afstraffelser.

Som i de to forrige film oplever vi tiden set gennem familien Skovs palæruder i luksusvillaen i Nordsjælland. Karl Skov (Jesper Christensen), gift med Eva (Bodil Jørgensen), er en selvskabt, succesrig fabrikant, der fra krigens begyndelse med stor iver følger regeringens opfordring til samarbejde med besættelsesmagten. En påfaldende naiv og respekteret forretningsmand, der nyder godt af fabrikkens givtige tyske eksportkontrakter – også efter at regeringen i september 1943 er trådt tilbage, ja, helt frem til at fabrikken saboteres – endda af hans egen søn!

Nu, efter befrielsen, er tiden inde til at danskerne (be)viser at de ikke kun var samarbejdsvillige, men bl.a. gennem sabotageaktioner, var en allieret i krigen mod Tyskland. Nu skal værnemagerne og de tyskervenlige udstilles og straffes.

Karl Skov, der straks bliver udpeget som værnemager flygter, for en kort stund, til Sverige, afventende at ´lov og orden´ genindføres i Danmark. Imens følger vi hans familie i Danmark.

Hustruen Eva, med tyndslidte nerver og et ægteskab der er ved at smuldre, hospitalsindlægges. Deres fire børn er splittet i mange retninger. Alle præget af krigen. Aksel (Mads Reuther) modstandsmand, Knud grebet af nazismens antikommunisme og dræbt ved Østfronten. Helene (Sara Victoria Bjerregaard) først til tysk, så til bebob-jazz. Valdemar (Sylvester Byder), lidt frem og tilbage. Fire holdninger til tyskerne, der repræsenterer et tværsnit af det besatte Danmark. Lyder plottet skematisk og konstrueret? Måske, men som film, derimod velfungerende og troværdigt fortalt.

Det er igen Karl Skov der er filmens omdrejningspunkt. Mesterligt, nuanceret, troværdigt gennemlevet til mindste rynke af Jesper Christensen, der nu efter multitalentet og Cyklemyggens far, Flemming Qvist Møllers død, også er krediteret som Anders Refns medforfatter.

Fredens pris belyser de første tre efterkrigsår, hvor regeringen grundlovsstridigt indførte dødsstraf og love med tilbagevirkende kraft. Oplevet gennem ´den gode danske mand´, der nu efter sin tilbagekomst fra Sverige, står anklaget for spionage og landsforræderi.

Filmen skildrer på mesterlig vis, gennem familien Skovs medlemmer, de mange efterkrigsskæbner. Vigtigt at fastslå, at det ikke er nødvendigt, men ikke skader, at have set de to foregående film. Trilogien De forbandede år burde indgå som fast pensum i Folkeskolen.

Vigtigst, at understrege, at filmen ikke kun er en dokumentation af en tid, vi ofte helst vil glemme. Velspillet, med et superprofessionelt team, med Jon Rudberg bag kameraet - og Anders Refn, der med stolthed kan se tilbage på sin trilogi, der vil blive stående som en klassiker, blandt de mange danske film om Anden Verdenskrig.

Spændende, underholdende - og til stor eftertanke.

Kort sagt: en film - gerne alle tre - der skal ses.