Den danske arkitekt/revyforfatter med meget mere, Poul Henningsen, skrev en gang: ”Vi er selv historie”. Mere rammende kan det næppe siges om den franske instruktør Olivier Assayas ny spillefilm The Wizard of the Kremlin, om de sidste godt 40 år af Ruslands historie.

Vi er i begyndelsen af 90´ernes Rusland hvor ikke mindst Moskva, Kreml er et jublende kaos. Alt er tilladt. Diktatoren og kommunismen er fortid – men hvad er fremtid? Gorbatjov, Jeltsin, anarki, liberalisme eller oligarkerne?

Vadim Baranov (Poul Dakao) er, midt i brydningstiden, en ung talentfuld film/teaterkunstner med næse for politik og med analytiske evner, parret med en god del kynisme og egoisme. Alle evner, der bringer ham tæt på dem der vil magten og med alle midler vil forme det ny Rusland. Baranov er med hele vejen, ikke mindst som Vlademir Putins (Jude Law) nærmeste, der forstår magtens inderste styrke. En nutidens Rasputin, der uden skrupler 100% understøtter Putins blodige vej til den ubegrænsede magt. Da Putins stilling er urokkelig, trækker Baranov sig (med en pæn sum rubler) fra det politiske magtcentrum for at gemme sig fra omverden i sin luksus dacha. Tavs og fjern fra politik og medierne.

Nu 15 år efter beslutter han sig til at tale åbent og frit med den amerikanske journalist Rowland. Nu skal sandheden fra magtens korridorer præsenteres for omverdenen. En tid hvor privilegierne skiftede hånd alt efter hvad der tjener magthaverne. Det er Baranovs erindringer vi i bogstavelig forstand følger ord for ord. Som en voice-over der forklarer han fortidens manipulationer, hvor, hvem og hvorfor.

Langsomt bevæger vi os op i tiden, hvor som det siges ”Kitsch er det eneste middel til at kommunikerer med masserne” . Baranovs erfaring med iscenesættelse og tv-mediet udnyttes til det yderste. Vi møder en række af Kremls elite, hvor klimaks er Baranovs møde med Putin, den tidligere KGB-agent i Østberlin. Inden længe er de to magtmennesker fælles om en centralisering af magten i Putins hænder.

Fascinerende og kynisk.

Glemmes skal det ikke at Baranov er en fiktiv person, med en vis lighed med Vladislav Sukov, der regnes for en vigtig arkitekt bag magtovertagelsen. Filmen er i øvrigt baseret på en roman af Giulianno da Empolis (2022) der også er medforfatter på filmmanuskriptet.

The Wizard of the Kremlin er noget så sjældent som en politisk thriller, hvor autentitet, drama og plot er en gennemresearchet virkelighed. Helt igennem professionel film, men nuanceret og troværdig skuespilkunst.

Mest uhyggelig er dog beskrivelsen af magtens filosofi, hvor en sætning fra Putins mund lyder, i forbindelse med Ruslands overgreb på Krim: ” Jeg er ikke interesseret i Nobels fredspris - jeg vil have krig”.

AK, ja. Vi er selv historie.