Det azurblå hav skyller op mod den hvide badestrand med de ranke palmer og det lækre luksushotel. Stedet oser af feriedrømme. Kæmpe swimmingpool, solbænke med bløde frottébadehåndklæder. Et serviceminded personale, der konstant søger for hygiejnen og renhed – og ikke at forglemme, drinks, med papirparasoller og sugerør. Kort sagt, et miniparadis skabt til afslapning og hvile for den fortravlede stressede, solsøgende nordbo.

En sådan kernefamilie, to voksne med to mindre børn, ankommer til lykkeland i den norske Maria Sødahls første danske spillefilm Paradis. Børnene udbryder begejstret, da den lille familie bliver installerer i en suite med balkon og havudsigt: ”Det her er det bedste sted vi nogen sinde har været”.

Et sorgfrit miljø, hvor de stressede forældre, Mikkel (Esben Smed) og Louise (Danica Curcic), let lader sig integrere. Han gymnasielærer, hun kontorchef i Sundhedsministeriet, begge veluddannede, humanister, tolerante, med de rigtige holdninger.

Parret falder helt naturligt i snak med andre af hotellets gæster. Den fordrukne pensionerede læge og et norsk ægtepar bliver de nærmeste. Idyl, idyl. Aner vi som hos de svenske filminstruktør Ruben Østlund (f.eks. Force Majeure 2017 ) noget der lurer, noget der bringer idyllen i fare? Ganske rigtig. En stor redningsbåd fyldt med afrikanske flygtninge strander tæt på hotellet, hvis ejer og personale ikke er i tvivl, de stakkels forkomne, udsultede flygtninge kan skade turistparadisets omdømme/omsætningen, hvis de installeres for tæt på ferieidyllens virkeligheds fornægtelse.

Konflikten skal blive konkret for den lille familie.

En sen mørk nat påkører vores ægtepar en afghansk flygtning. Rystet og omsorgsfuldt forsøger de at hjælpe den påkørte, der måske har brækket benet. De beslutter at køre ham til det nærmeste hospital, hvor køen er lang for akutpatienter, især når man hverken har identifikations papirer, opholdstilladelse eller penge. Natten skrider frem, det er sent for de to små piger, derfor beslutter de at forlade patienten til de trygge hospitalsomgivelser - dog efterladende sig navn og hotellets adresse.

Allerede næste morgen kommer den tilskadekomne afghaner, Ahmad, humpende ind på hotellet. Benet er kun lemfældigt, midlertidigt, behandlet af hospitalet. Mikkel får straks fat på den pensionerede svenske læge, der omhyggeligt undersøger benet, stiller diagnosen og får ordineret den relevante medicin, som en flygtning ellers ikke kan påregne. Vores lille familie involverer sig mere og mere i Ahmads skæbne, hans efterladte familie, asyl- og arbejdsmuligheder. Et medansvar for hans fremtid, lægges langsomt på deres skuldre hvis yderste konsekvens vil rumme svære valg og afsavn.

Nu kan Paradis for alvor løfte sin moralske pegefinger. Filmen viser, hvor let det er komfortabelt at sidde i et-planhusets samtalekøkken og være det gode menneske. Og hvor svært det er, når man konfronteres med virkeligheden, her flygtningenes håbløse situation. Ofte med tragiske baggrunde, som krig, hjemløshed, fattigdom og arbejdsløshed. Læg dertil et modtagerland, der ikke økonomisk magter at tage imod flygtningestrømmen.

Helt grotesk, når pigerne med mad og kærlighed tager sig af en køn lille huskat, med en lille medaljon med et arabisk tegn fæstnet i halsbåndet – for til sidst i medmenneskelig omsorg, at tage den fremmede kat med til Danmark.

Det gode menneskes ”godhed” sættes for alvor under debat i Paradis. Vi er ikke i tvivl om filmens budskab – sympatisk, men også stærkt moraliserende, når den gennem forenkling, sætter det gode menneskes humanistiske værdier på en prøve. Det er den ellers yderst velspillede films største svaghed. For vores, de velbjergedes, holdning til de millioner af mennesker der er på flugt, er nok værd at sætte fokus på – ikke mindst i den aktuelle valgkamp!