Rejseholdet – Det første mord (127 min.) Købefilm / Nordisk Film
Anmeldt 22/1 2026, 17:24 af Torben Rølmer Bille
Solid retrokrimi
Solid retrokrimi
« Tilbage
Tv-serien Rejseholdet, der første gang blev vist på dansk tv tilbage i 2000, blev en af de største succeser i dansk tv-historie. Ud over at serien sørgede for at booste en lang række af de medvirkende skuespilleres karrierer, var det den første danske tv-serie der vandt en Emmy for bedste udenlandske tv-serie.
Hører du til den ubetydelige minoritet, der af uvisse grunde ikke så serien da den oprindelig blev vist eller har missede genundsendelserne eller DVD-boksen med alle afsnit, så tog serien udgangspunkt i virkelige danske drabssager. Selv om seriens skabere ofte dramatiserede begivenhederne betydeligt og ændrede navnene på ofre, mistænkte og lokationer, så var seriens relation til virkelighedens verden en af de elementer, der trak seere til. Dertil kom også det holdbare koncept om at vi uge efter uge fulgte relationerne mellem de dygtige og meget forskellige efterforskere, der rejste landet tyndt og fangede den ene mere skumle forbryder efter den anden.
I 2025 dukkede der en ny spillefilm op i de danske biografer, der også bar titlen Rejseholdet. Med undertitlen Det første mord kunne langt de fleste opmærksomme filmsfans godt selv regne ud, at dette næppe var en film der bød på et gensyn med LaCour og Fischer, men en film der i stedet tager sit udgangspunkt i etableringen af kriminalpolitiets allerførste rejsehold i 1927. Filmen har fundet sin inspiration i Jacob Jonias roman Den yderste grænse, der netop handler om dansk politis første mobile enhed, der som udgangspunkt havde til opgave at opklare sager om ildspåsættelse.
Samme filmfans har nok også opfaget at ordet ”mord” optræder, for idet denne nystartede enhed får til opgave at se nærmere på et nedbrændt sommerhus i Esbjerg, finder de på brændtomten også liget af en ukendt person. Det er hér filmen vælger at flette en fiktiv mordfortælling ind, hvilket i Kapellets optik bestemt ikke gør noget. For selv om en kriminalsag om en mulig påsat brand kunne have været dramatisk nok, så har det nok været endnu nemmere at finde financiering til ens film, hvis man smider et lig på bordet og bevæger sig ud i velkendt krimiterritorie. Ikke mindst med tanke på at alle vi der husker tv-serien nok forventer at en film der har fået titlen Rejseholdet selvsagt handler om et eller flere drab.
I denne oprindelsesfortælling består rejseholdet kun af tre personer og ingen af dem kører rundt i en specialindrettet bus. Gruppen består af den purunge betjent Otto (spillet af Alex Høegh Andersen der kendes fra bl.a. Vikings), den noget ældre, rutinerede P.R. (Nikolaj Kopernikus) og følges de af sekretæren Camilla i Mathilde Arcels skikkelse. Kort sagt en næsten klassisk trio, hvor Camilla i løbet af filmen på charmerende vis må overbevise sine fordomsfulde mandlige kollegaer om, at hun er i stand til langt mere end blot at stenografere. Faktisk viser det sig at hun ligefrem kan bidrage til opklaringen.
Filmen kan allerbedst beskrives som gennemført professionelt filmhåndværk. Dette handler ikke kun om billedsiden, scenografien og kostumerne, men instruktionen af skuespillerne, der med assistance fra den meget dygtige Christoffer Boe ender alle med at fremstå som troværdige og i hovedpersonernes tilfælde meget sympatiske figurer.
Hr. Boe har gennem sin karriere vist at han kan skabe meget opfindsome og utroligt originale film som eksempelvis Cannes-vinderen Reconstruction (2003), Offscreen (2006) eller Beast fra 2012. Selv om han muligvis af enkelte filmaficionados primært forbindes med kunstfilm, så har han i løbet af de seneste år fokuseret på film og tv-serier der tager udgangspunkt i kriminalfortællinger. Tænk blot på Kriger med Dar Salim eller den fremragende Forhøret. Desuden var det Hr. Boe der instruerede filmatiseringen af Jussi Adler Olsens Journal 64.
Hvad enten man holder af Hr. Boes mere abstrakte film eller de fortællinger der har en bredere, mere folkelig appel, så kan man ikke komme udenom at han er vildt kompetent og garant for at det man ser er ordentligt lavet. Dette gælder også for Rejseholdet - det første mord. Missede du derfor filmen i biografen er der al mulig grund til at gå fat i filmen på fysisk medie (eller streame den – red.). Det er en velproduceret, spændende, underholdende og stemningsfuld dansk krimi.
Vi håber i al fald på, at filmen får et stort publikum på hjemmevideomarkedet. Det fortjener den i al fald! Sker det, så kunne det jo være at kimen hér er lagt til at denne første film om rejseholdet potentielt og over tid kunne udvikle sig til en interessant franchise. Idet rulleteksterne begynder, er denne anmelder i al fald klart sulten efter mere.


