De er der alle sammen. Fransk films farverige miljø af passionerede filmfolk i slut 1950’erne og 60’erne, hvor ideer og ambitioner bobler op. En generation, der er drevet af kærlighed til filmkunsten og et ønske om at bryde med fortidens konventioner.

Det er dem den amerikanske filminstruktør Richard Linklater (Boyhood 2015 ) sætter fokus på i spillefilmen Den nye bølge. Et levende og loyalt portræt af oprøret mod tradition og sådan plejer vi at gøre. Eller rettere, med udgangspunkt i tilblivelsen af Jean Luc Godards debutfilm Åndeløs (1960) skildrer filmen den entusiasme, oprørstrang og fornyelse, der kendetegner periodens filmfolk, fotografer, klippere, assistenter og producenter.

Alle er de samlet omkring filmtidsskriftet Chaiers du Cinema, datidens franske Kosmorama eller nutidens Ekko. Dem der med Truffaut, Chabrol, Vadar, Godard i spidsen udgjorde ”la nouvelle vague”, der i tresserne skyllede hen over biograflærrederne. 162 instruktører debuterede i løbet af tre år i Frankrig!

Jean-Luc Godard (Guillaum Marbeck), med solbriller og jakkesæt, er i centrum sammen med de to hovedrolleindehavere i Åndeløs, Jean Paul Belmondo (Aubry Dallintch) ) og Jean Seberg (Zoey Deutch) - ikke at forglemme storbyen Paris. For det er i byens gader, stræder og ikke mindst på de små cafeer det foregår.

Nogen egentlig drejebog har Godard ikke, kun noter fra cafébordene, replikker improviseret og skabt over den krimi-ide, der kort hedder: ”en pige og en pistol”. François Truffaut er hans nærmeste sparringspartner, der selv er på vej med debutfilmen Ung flugt – klar til at blive præsenteret og hyldet på Cannes Filmfestivalen 1959.

Med en fhv. mesterbokser med blød hat og en smøg i flaben og en ung venstre-veldrejet, amerikansk Black Panter-entusiast i hovedrollerne, er Godard godt på vej til at skabe sit skelsættende unikke værk – i dag en ægte klassiker.

Er Den nye bølge en dokumentarfilm? Slet ikke.

Selvom instruktør/manuskriptforfattere viser en loyalitet i skildringen af produktionen af Åndeløs, er der kun få klip fra dengang. Det myldrer med en detailrigdom, hvor nutidens skuespillere i forbløffende grad ikke kun spiller, men også ligner deres forgængere, en til en. Filmen er (naturligvis) i sort/hvid, lidt kornet og i det gamle filmformat 4:3 – med masser af skøn 60’er jazz på lydsiden.

Vi kommer tæt på filmholdet, deres skænderier og begejstring. Hele tiden med Godard og hans to skuespillere i centrum, men der er også plads til producentens helt forståelige bekymringer, ikke mindst når Godard hellere vil stå ved cafeens flippermaskine end passe sit arbejde. Pengene er små og produktionstiden kun 20 dage. Kort sagt vi lever og ånder med filmholdets mange udfordringer, plus at vi møder deres mange filmvenner – hver gang præsenteret med en navneundertekst. En fin publikumsservice, der understøtter nostalgiens genkendelses glæde.

Den nye bølge er ikke kun en ubetinget hyldest til datidens skaber af filmbølgen, men filmen får os på forunderlig vis trukket ind i filmmiljøet ikke mindst gennem de fremragende skuespilpræstationer, sammenholdt med en sikker miljøbeskrivelse - sjældent har man set så mange 50’er biler i Paris’ gader.

En film ikke kun for filmnørder - de har allerede købt billetter - men også for dig, der vil opleve en professionel underholdende og loyal film, om tilblivelsen af et cinematografisk mesterværk. En hyldest til auteur-teorien, der fordrer, at filmen alene ses gennem instruktørens øjne. Det er ham der er skaberen, det er hans film, langt fra Hollywood producentens indgriben.

Det er nok også sådan Richard Linklater selv, helst vil have det. Derfor er filmen så fascinerende, at man med hans film, bliver helt åndeløs i biografens mørke.