Super8 er en alternativ filmskole med fysisk beliggenhed i Filmbyen i Århus. De beskriver deres uddannelse på følgende vis: ”formål[et] er at udvikle aspirerende filmskaberes talent og kompetencer inden for film- og tv-produktion hen over et treårigt forløb. Hvert andet år skal de nuværende medlemmer af Super8 optage en ny årgang, der skal fortsætte foreningen. Foreningen består af 32 medlemmer fordelt på to årgange med henholdsvis fire instruktører, fire manuskriptforfattere, fire filmfotografer og fire producere. Medlemmerne kommer fra hele landet og med vidt forskellige baggrunde.”

Super 8 havde her i slutningen af november 2025 premiere på de såkaldte ´midtvejsfilm´, som det nuværende hold elever har begået. Lige som beskrivelsen af dem er slutresultatet blevet til fire kortfilm, der alle er meget forskellige rent visuelt og indholdsmæssigt. Godt nok er der to af filmene, der tematisk synes at overlappe lidt, men mere om det herunder. Æstetisk er de i al fald ganske forskellige.

Da Kapellet blev spurgt om ikke vi havde lyst til at skrive lidt om disse såkaldte halvvejsfilm, slog undertegnede til og herunder kan du læse lidt mere om hver enkelt film, som du selv kan se ved at klikke på linket i bunden af artiklen.

De efterladte handler om to mænd, der begge er alene. Vi møder begge helt i starten, hvor den yngre mand er taget hen til et plejehjem, for at se sin far en sidste gang. Før han når så langt er der en ældre herre, der spørger om gæsten ikke er hans søn, der er kommet for at hente ham? Efter at den unge mand har besøgt liget af sin far, sidder han efterfølgende og græder i bilen, da det banker på ruden. Det er den gamle fra før der gentager sit spørgsmål. I næste klip befinder de sig begge i en bil, der kører derudad.

Filmen fungerer virkeligt fint, idet den tager fat i emner som er universelle. Den fortæller så fint om både frygten for at miste et nært familiemedlem og ultimativt sig selv, idet alderen sætter ind, og man enten takket være ens svigtende syn eller demens ikke længere er i stand til at genkende sine egne børn. Umiddelbart kan det lyde som sytten lange minutter, men der er en visuel poesi på billedsiden og en ganske vedkommende historie der udfolder sig. Filmen præsenterer dig for en fin lille fortælling, der bevidst benytter lange kameraindstillinger til at formidle følelsen af ensomhed, forspildte chancer og sorg. Fornemt, enkelt fortalt og knugende i sin intensitet til trods for sine kun sytten minutter.

Full Facial er i modsætning til de øvrige en grotesk men stilren film, der foregår i en nær fremtid. Den handler om en velhavende kvinde, der ankommer til en dyreklinik med sin gamle mops. Filmen starter med utallige flotte billeder af kvindens røde Lotus-sportsvogn. Måske lidt for mange, for det virker som om at bilen skal filmes fra mange lækre vinkler, selv om den ikke spiller nogen større rolle ud over at indikere kvindens status.

Kvinden ankommer til en eksklusiv skønhedsklinik for dyr, for hér har hun bestilt en operation for at få hendes gamle hunds ansigtstræk strammet op. Scenografien i denne film er lige så stram, lige som billedkompositionerne er det. Det er nok også helt bevidst at den skal minde om en reklamefilm, idet filmens fokus jo er på samfundets fokus på ungdom, succes og skønhed, sin ret bizarre præmis til trods.

Med frygt for at afsløre for meget, så viser filmen også hvor desperat nogle mennesker kan være i jagten på at have det perfekte image udadtil. Noget som også midtvejsfilmen White Box også synes at kredse om. Det er tydeligt at de unge filmfolk fra Super8 på hver deres måde gerne vil fortælle noget om den medierede virkelighed og ”like”-kultur, som vi efterhånden alle deltager i, om vi vil det eller ej. I Full Facial bliver dette naturligvis sat lidt på spidsen og budskabet serveres hér med en god portion humor.

Moderinstinkt er en visuelt meget anderledes film end de tre andre. Den er fortrinsvis holdt så afdæmpede toner, at man nærmest kan tro den er filmet udelukkende i sort/hvid. Den starter med forvrængede billeder af scanninger, hospitalsudstyr og lignende.

I denne film følger vi et ungt par, der skal til at være forældre og selv om det er manden i forholdet, der primært har taletid i de fjorten minutter filmen varer, så er det den kommende mors perspektiv den fortælles fra. Hun deler helt tydeligvis ikke partnerens begejstring for deres kommende forældreliv, hvilket først ikke siges direkte, men fortælles gennem en lang række visuelle og lydmæssige antydninger. Som mediefagslærer råder jeg altid mine elever til at ”fortælle i billeder” og det råd har folkene bag denne film i al fald også fået, og er lykkedes med. Fortællingen er helt klar også selv om den ikke er synderlig dialogtung.

I en af scenerne i starten af filmen, spørger han hende om hvad hun synes om forskellige navne til deres kommende pige, men hun svarer fjernt og er filmet forfra, så hendes ansigt spejles ind i den busrude hun sidder op af. Hans stemme fader ud og vi ser hende betragte en ensom stork på en mark udenfor.

Spejltemaet gentages i den efterfølgende badeværelsesscene, som for at vise at kvinden bogstaveligt talt er splittet i sin situation. Det bliver måske lidt for tydeligt et billedsprog, men omvendt så fungerer det og så er det også interessant at lave en kortfilm der i løbet af en kort, fortættet fortælling skildrer den tvivl mange kommende forældre kan have, men måske kan have meget vanskeligt ved at udtrykke. Det er jo ”naturligt” at være glad for at blive mor, det er jo, som titlen fortæller os – et ”instinkt”.

Sådan forholder det sig bare ikke altid og selv om det er en kortfilm, så formår den på sine fjorten minutter at kommentere og skabe en enkelt, men samtidig kompleks lille fortælling om de følelser der går mod normen. Da hun endelig konfronterer kæresten med at hun ikke tror hun kan magte opgaven, svarer han ”selvfølgelig kan du da det – du bliver en god mor.” Selv om filmen stopper langt tid før barnet er en realitet, så kan man godt have sine tvivl om mandens udsagn. Idet storken, som hun nu ser i sin egen baghave letter og vi ser hun kigge efter den med en tåre på kinden, virker det i al fald ikke som om hun er overbevist om moderrollen.

Både visuelt og måske især lyddesignet er i denne film ganske fremragende – og bidrager til at centrale dele af denne kortfilm nærmest fremstår mareridtsagtige og meget ubehagelige, til trods for det totale fravær af gysereffekter. Man kunne godt postulere, at folkene bag havde set Eraserhead sammen på et tidspunkt, til trods for at denne film er langt mere jordbunden en David Lynch nogensinde har været det.

White Box benytter sig også af spejle i sin åbningssekvens, hvor denne films hovedperson øver sig på sit badeværelset på åbningstalen til den udstilling hun er kurator på. Kunstneren ”NoName” har lavet en installation der består af en hvid kasse med en dør du kan gå ind af. Du går selvsagt først ind i kassen efter du har lagt dine personlige genstande og ikke mindst dine smartdevices i et pengeskab udenfor. Indenfor er der skabt et kvadratisk frirum, hvor de der besøger det har mulighed for at være helt sig selv for et øjeblik

Selv om kunstnerens idé med værket var at den hvide kasse kunne være et sted hvor du kunne være dig selv uforstyrret uden at blive filmet, beslutter vores hovedperson sammen med museets handyman alligevel at installere et skjult overvågningskamera inde i boksen, idet et forsikringsselskab tydeligvis insisterer på at er et krav for at de må åbne udstillingen. Det er for folks egen sikkerhed. Samtidig med at hovedpersonen skal forberede sig til ferniseringen, så er hun også ved at søge nyt job på et andet kunstmuseum, som dog først vil se hvor godt det går med den nye udstilling. I starten svigter de besøgende og derfor beslutter kuratoren at stjæle de skjulte optagelser fra White Box og lække dem online.

Filmen når på sine blot 22 minutter både at kommentere den moderne kunstverdens artefakter (og at uanset hvor mange flotte ord man har i sit ordforråd, så er en hvid kasse indimellem bare en hvid kasse – red.), på hvor optagede vi er af at være ”på” i sådan en grad at muligheden for at opholde sig et sted uden at blive filmet og hvor folk ikke kan høre hvad man siger bliver fremstillet som noget helt unikt. Endelig leverer filmen selvfølgelig også en budskab om hvor langt nogle er villige til at gå i forsøget på at fremme deres egen karriere.

Der nås meget på 22 minutter og filmen er lige som de øvrige både visuelt flot, godt klippet og samtidig har den noget på hjerte. Det eneste aber dabei som anmelder kan finde, er at det er ret tydeligt at museet set udefra er Kunsten i Aalborg, til trods for at det har fået en ny, digital titel i filmen. Det er vanskeligt at abstrahere fra, lige som filmen også flere gange benytter Olafur Eliassons skulptur i skulpturparken som stemningsbillede.

Som kan ses af de overstående beskrivelser af Super8s midtvejsfilm 2025, så har folkene bag både meget på hjerte og er virkelig opfindsomme i såvel billedsprog som i deres meget forskelligartede fortællinger. Hvis du er i tvivl om denne påstand, så kan du stadig nå at fange filmene online (se linket herunder) og selv opleve , at der er megen fortællelyst og stærke holdninger blandt de næste generationer af danske filmfolk. Kapellets anmelder er i al fald ikke i tvivl om, at alle disse kortfilm vidner om, at dansk film nok skal klare sig godt både nationalt og internationalt de næste mange år.

LINK til Filmmagasinet Ekko - hvor filmene kan ses indtil den 16. december 2025



MODERINSTINKT
Instruktør: Frida Stannum
Producer: Sidsel Buhl Jeppesen
Manuskriptforfatter: Jonathan Rafael-Weis
Fotograf: Valentin Christensen
Cast: Minna Flyvholm og Jacob Skyggebjerg

WHITE BOX
Instruktør: Selma Munksgaard Hansen
Producer: Anna Lomholt Madsen
Manuskriptforfatter: Benjamin Colding
Fotograf: Christine Wennerstrøm Radl
Cast: Maria Bouras, Henrik Ipsen, Niklas Herskind og Bjørn Valentin

DE EFTERLADTE
Instruktør: Jakob Korsholm Borum
Producer: Maria Schumann
Manuskriptforfatter: Christian Rom
Fotograf: Malte Klarskov Hermansen
Cast: Jonas Lindegaard og Joen Bille

FULL FACIAL
Instruktør: Jakob Krog Lebech
Producer: Sophie Eberhard
Manuskriptforfatter: Laura Hildebrand
Fotograf: Gustav Stella Skjellerup
Cast: Ellen Hillingsø, Oskar Salvatore og Olivia Franciska Fevel Borgels