”I will be back” sådan lyder sidste linje i det afskedsbrev som mor efterlader til sine fem sønner d.5.september 2007. Et brev som den yngste søn af de fem, Adrian Hughes, kendt tv- og radiovært, først finder i arvechatollets gemmer, lang tid efter hendes død.

Et brev, der ryster familien. Her erklærer den afdøde nemlig at de tre ældste af sønnerne er: uduelige, fede, uintelligente…. Hvorimod de to yngste er, så godt som alt det en mor kan ønske sig.

Om denne familiekonfrontation har Adrian Hughes indtalt en meget aflyttet DR-podcast, Mors afskedsbrev og desuden skrevet bogen Mors dreng – Erindringer om familien Dreyers magt og millioner.

Oveni kommer NU den halvdokumentariske spillefilm Mors drenge instrueret af Jesper Dalgaard (Kandis for livet, 2021). Plus til næste år en TV2-serie, ligeledes baseret på det dysfunktionelle familieliv og ”afskedsbrevets” smertefulde grovheder.

Jesper Dalgaard har valgt en meget interessant filmisk form, hvor nutid blandes med fortid og figurerne skabes af de nulevende fem sønner. Læg dertil et kommenterende kor, a la græsk drama, og et synligt orkester for at understrege stemningen. Plus en dekoration, der er en nøje kopi af morens hjem, hvor de fem brødre nu kan mødes og mindes deres liv på ´åstedet´, skabt af kulisserne.

De fem sønner mødes, for sammen med udvalgte skuespillere at rekonstruere fortiden. Mor, Jette Dreyer, spillet af Birthe Neumann, er fra helt lille, adopteret ind i multimillionæren Thorvald Dreyers jetsetverden, hvor alt hvad der kan købes for penge, bliver købt, men hvor ægte kærlighed og nærhed er fiktioner, langt fra det overfladiske velhavermiljø.

Jette, forkælet, forvirret og umoden, bliver gift og hurtigt skilt, gift igen med ham, der bliver de fem drenges far – dog mest på afstand. Vi møder ham som ung i Jakob Cedergrens fremstilling, fremmedgjort og ret usympatisk skabt gennem sønnernes kommentarer og tilrettevisninger.

Men her har vi også den ægte vare. Den 96-årige far er stadig i live og klar til at bidrage til ´sandhedens time´. Han erkender sit fravær både fysisk og psykisk. ”Jeg tror ikke jeg ved hvad det er at elske”, fastslår han med et strejf af smerte.

Tilbage står et billede af en fraværende, iskold far, en lystløgner og alkoholiseret mor. ”I ser mig som en omvandrende whiskyflaske”, råber hun i et af de mange flashbacks.

”Jeg vender tilbage”, er det famøse afskedsbrevs sidste truende ord. Det må man sige, hun har gjort. Et kraftigt modermærke har hun sat, som ingen af de fem brødre næppe kan vaske af, uanset hvor mange film, podcasts, tv-serier og konfrontationer de end producerer.

Med Mors drenge får vi et indblik i en familietragedie, der gjorde/gør ondt. Fremragende filmisk fortalt, i en sjældent vellykket blanding af dokumentarisme og nuanceret skuespilkunst. Alt sammen gjort i en spændende cinematografisk kontekst.