Ensomhed er et problem overalt i verden. På verdensplan anslår WHO, at hver sjette beboer på jorden føler sig ensom i større eller mindre grad , det til trods for at vi aldrig tidligere i historien har været så mange mennesker på planeten, eller har haft muligheden for at kommunikere på så mange måder.

Årsagerne kan være mange, men som den nye dokumentarfilm Ensom i Tokyo viser os, så synes den måde vi indretter vores samfund på samt tilstedeværelsen af ny kommunikationsteknologi, at være blandt årsagerne til dette voksende fænomen.

Ensomhed er både et stigende og et meget alvorligt problem. Følgevirkningerne af ensomhed kan give dårlig livskvalitet, selvmordstanker, potentiel selvskade, nedsat livskvalitet og sammenlignes i filmen som et folkesundhedsproblem, der bør tages mindst lige så alvorligt som eksempelvis rygning.

I filmen, der kan ses på DR-TV og DR2 den 23. september 2025, følger seeren to personer, der begge føler sig meget ensomme. Faktisk så ensomme, at de ikke rigtigt kan se nogen mening med deres eksistens. Flere gange undervejs fortæller de til læger, præster eller skriver på den japanske hjælpelinje ”Et sted for dig”, at de mener at de lige så godt kunne være døde. Filmen informerer helt i starten seeren om, at Japan har et særligt stort problem med ensomhed. På landsplan er procentandelen af folk, der føler sig ensomme 40%, mens der er tale om halvdelen af alle japanere under 40, der har det på den måde.

Alarmerende!

Filmen kan bedst beskrives som en mellemting mellem en portrætdokumentar og en poetisk dokumentar. Dette fordi vi dels kommer ganske tæt på henholdsvis kvinden Koki og manden Masato, dels fordi filmen gennem valget af dækbilleder og mere rolige, lyriske passager, visuelt forsøger at gengive følelsen af isolation, ensomhed og konceptet med at føle sig helt alene, selv når man færdes på gaden eller på anden vis er sammen med andre mennesker.

I filmen ser vi hvordan disse to personers dagligdag fungerer og hvad de selv forsøger at gøre, for at bekæmpe deres ensomhed. Masato har en del dyr i sin lille lejlighed, både fisk, insekter og så ser vi ham anskaffe sig en ugle, for at have noget at komme hjem til.

Koki fører dagbog, og lige som Masato benytter hun sig også af ”Et sted som dig”, et chatforum, der i stil med Livslinjen (www.livslinjen.dk / tlf: 70 201 201) er et forum du kan henvende dig til, hvis du har det svært. Ud over at filmen portrætterer de to hovedpersoner, så får vi også et indblik i hvilke tiltag der i Japan gøres, i forsøget på at komme ensomhedsproblemet til livs. Kameraet og vi inviteres indenfor hos førnævnte ”Et sted for dig” og vi er også vidne til at den Japanske regering udnævne landets første ensomhedsminister.

Det er meget muligt, at næsten halvanden times tid om ensomhed udefra set kan virke voldsomt, men omvendt så taler statistikkerne desværre deres eget alt for tydelige sprog. Kapellet vil i al fald mene at det er en både vigtig og vedkommende film, som alle bør se. For Masato og Koki bliver ikke kun konfronteret med ensomhed i halvanden times tid, men det er derimod en grundtilstand i deres liv.

Som det siges i filmen, er problemet måske særligt stort i netop Japan, takket være mange traditioner om stoltheden i at skulle kunne klare sig selv, den øgede individualisering og selvsagt også den forbaskede pandemi, der også har gjort ensomhedsproblemet endnu større.

Selv om man kan mene, at det at følge to individer ikke giver et retvisende billede af ensomhed og årsagerne til dette, men om ikke andet får man sat et par konkrete ansigter på problemet, samtidig med at filmen også synes at præsentere for forskellige metoder de måske kan benytte for at bryde deres ensomhed.

Det er Kasper Astrup Schröder der både har instrueret, filmet, lavet manus til og har tillige sammen med Laura Skiöld Østerud også klippet filmen. Det har resulteret i en meget seværdig dokumentarfilm om et problem vi alle bør tage langt mere alvorligt.