Når man filmciterer, ”den med smørret”, behøver man ikke være filmnørd, for straks at tænke på Sidste tango i Paris, (1972). Filmen, vakte da den udkom forargelse, blev stemplet som pornografisk, blev bandlyst af den katolske kirke og forbudt i Italien og en række andre lande.

Den talentfulde, unge, italienske filminstruktør Bernardo Bertolucci ville med Marlon Brando og Maria Schneider i hovedrollerne skildre seksualitet mellem to fremmede, der end ikke kendte hinandens navne. Det kom der en rystende ærlig film ud af. Chokerende for tiden og nok til at stemple og brændemærke, den unge Maria Schneider – og dermed vanskeliggøre hendes skuespilkarriere.

Det er det forløb instruktøren Jessica Palud fortæller i Historien om Maria. En film i filmen. Det vrimler med klaptræer: ”Klar til optagelse. Action”. Oftest ”klap” til start på studieoptagelser til filmen, Sidste tango i Paris. Inden da skal vi introduceres til titelrolleindehaveren.

Maria (Anamaria Vartolomei) er 16 år, bor sammen med sin alenemor, stadig hadefuld overfor faren, der totalt svigtede hende og datteren. Selv om moderen hemmeligholder hvem faren er, finder Maria ud af, at det er den franske skuespiller Daniel Gelin, som hun opsøger – og bliver vel modtaget af ham og hans familie, hvilket gør moren aldeles rasende, for til sidst at smide Maria på porten.

Skuespillerverdenen tiltrækker Maria og et par småroller bliver det da også til. Først da hun charmer sig til en agent og selveste Bernardo Bertolucci (Giuseppe Maggio) får øje på muligheden for at kombinere superstjernen Marlon Brando (Matt Dillon) med den lækre velskabte, ukendte, nu 19-årige Maria, bliver det alvor. Manuskriptet kræver nøgenhed, det tør Maria godt. Den beskrevne sex de to imellem har hun fuld tillid til at Bertolucci kan styre.

Hun skal blive klogere.

For selvfølgelig er ”smør-scenen” med. Ret detaljeret endda. Vi er ikke i tvivl om at der er tale om voldtægt af pigen i den tomme lejlighed. Voldsomt, grimt dirigeret af Bertolucci og gennemført voldelig analsex, udført af Marlon Brando. Med nutidens Me-Too-moralkodex, en umulighed.

Datiden forarges. ”Du bringer skam over kvinden”, lyder det. Maria Schneider er overnight verdensberømt. Dog mest negativt, men som det siges, som trøst i filmen, dårlig omtale er bedre end ingen. Filmtilbuddene vælter da også ind til Maria – næsten alle med krav om nøgenhed og sex.

Historien om Maria fortæller herfra om stakkels Marias skæbne, brændemærket og såret efter at hele verdenen i forargelse falder over filmen og hende. Nok er der et par roller og et par instruktører, der bruger hende seriøst bl.a. i Antonionis The Passenger. Tilbage bliver et knækket menneske, hvis karriere og liv, midt i berømmelsen, synes knust. Heroin bliver Marias trøst, selv om hun til sidst finder hvile og lykke i en anden kvindes favn, har omkostningerne, for Maria, ved den kunstneriske sandhed Bertolucci søgte, været for store.

Historien om Maria er et billede af tiden, om patriarkatets magt, tydeliggjort i Marlon Brandos rolle – en svær rolle, men løst med afdæmpet troværdighed af Matt Dillon. Marias skæbne spænder i Anamaria Vartolomeis fremstilling over et imponerede følelsesregister. Fra ungdommens entusiasme og livsglæde til fornedrelse og håbløshed. En pragtpræstation.

Filmen er baseret på en bog af Vanessa Schneider - Marias kusine - er ikke kun en delvist dokumentarisk skildring af Marias skæbne, men mere et tidsbillede af filmens mandsdominerede miljø.

Fjernt, men alligevel genkendeligt.