Instruktør Alex Garland har i Kapellets optik indtil videre ikke lavet en dårlig film. Ud over at have instrueret glimrende science-fiction film som f.eks. Annihilation og Deus Ex, var det også Garland der leverede manus til film så forskellige som The Beach og 28 Days Later.

Garlands seneste film Warfare lægger sig på mange måder i direkte forlængelse af den mesterlige Civil War, idet begge film handler om krig. Hvor den forrige foregik i en imaginær, men desværre ikke alt for urealistisk nær fremtidsudgave af USA, så er Warfare en skildring af en ganske virkelig krigshandling, nærmere bestemt en som medinstruktør og -forfatter Ray Mendoza selv har oplevet på egen krop.

Mendozas krigsfortælling udspiller sig i Irak i 2006. Her befandt Mendoza sig i en bygning sammen med sit team. Selv om filmen starter stille og roligt ud, med soldaterne der henholdsvis træner, keder sig og forsøger at holde øje med de nærmeste omgivelser, så ændrer dette sig selvsagt, så filmen kan leve op til sit navn. Inden længe omringes soldaternes opholdssted af et ukendt antal fjender, opsat på at indtage bygningen og dræbe alle.

I løbet af den halvanden times tid filmen varer følger vi soldaternes kamp minut for minut. Ikke forstået på den måde at filmen lige som Sam Mendes´ imponerende 1917 er lavet i en form for one-take, men i stedet flytter kameraet sig kun meget sjældent udenfor bygningen og vi oplever derfor denne kamp fra samme udgangspunkt som amerikanerne. Seeren deler deres usikkerhed, uvished og deres reelle frygt over hvad de næste timer byder dem.

Ser du på rollelisten vil du opdage, at der stort set ikke er nogen kendte skuespillere med. Det virker også som et helt bevist valg. Havde der sneget sig eksempelvis en Hemsworth-bror med blandt de khakiklædte tropper, så ville genkendelsen potentielt bryde med den næsten dokumentaristiske grundtone som filmen leverer. Når Mendoza også har arbejdet tæt sammen med Garland, så må man gå ud fra, at hans tilstedeværelse har sikret at filmens skildring af situationen er så tæt på den, Mendoza oplevede på sin egen krop tilbage i ´06.

En af de mest bemærkelsesværdige ting ved filmen er, ud over kammerspilsaspektet, filmens lyd. Foruden musikken til Eric Pryds´ Call On Me, som SEAL-teamet naturligvis er meget begejstrede for i startscenen (et nummer der i øvrigt samtidig er med til at pege på tidspunktet hvor filmen foregår på - red.) forekommer der ingen underlægningsmusik i resten af filmen. Det til trods vil Kapellets anmelder anbefale at du fyrer helt op for surroundanlægget hjemme i stuen, for det er måske især dette aspekt af filmen der imponerer. Lyden af skud, skrig, eksplosioner, ordrer, der skråles og jagerfly, der passerer hen over området i lav højde, er intet mindre end Oscar™-værdigt materiale. Vinder filmen ikke adskillige priser for dens lydside, er der ingen retfærdighed til. Lyden er nemlig sammen med filmens rå, kinetiske billedside med til at placere dig i centrum af denne meget intense, klaustrofobiske kampsituation.

Warfare er en krigsfilm der placerer sig midt mellem krigsfilm (film, der glorificerer krigshandlingen og de der ´heroisk´deltager i den) og antikrigsfilm, idet selve situationen som skildres bestemt ikke er særlig rar. Det er en film, der benytter en enkelt, konkret kampsituation til at skabe et øjebliksbillede i realtid af moderne krigsførelse. Her kan du ikke nødvendigvis starte forfra hvis du bliver ramt, lige som i mange af de mest populære skydespil. Her møder stål knogler og muskler.

Selv om Warfare er en meget realistisk og intens film, så mangler den til gengæld også lidt dybde, for filmen graver på intet tidspunkt dybere ind i soldaternes psykologi, forklarer modstandernes motivation eller viser konsekvenserne af soldaternes oplevelser, ud over af der vises billeder og lidt tekst om virkelighedens kombattanter under rulleteksterne. Det er muligvis også et bevidst valg, da det muligvis ikke er den enkelte soldat, men derimod holdarbejdet, som er i fokus.

På den led skiller filmen sig ganske drastisk fra Civil War der, til trods for at den er fiktion, fortæller historien om et USA der er så splittet, at befolkningen potentielt har grebet til våben og startet landets anden borgerkrig. Et skræmmende billede, der desværre virker alt for sandsynligt – også selv om man ikke bærer sølvpapirshat på daglig basis. Civil War er en tankevækkende og skræmmende vision – en advarsel, der ætser sig langt ind i seerens bevidsthed. I al fald i denne seers.

Dette ændrer dog ikke på at Warfare er solidt og kompetent filmhåndværk, der både imponerer rent lydteknisk og byder på troværdigt skuespil fra de mange unge talenter. En film om en krigssituation, der ulig mange krigsfilmsklassikere (og dem er der mange af – red.) til trods for sine mange gode elementer ikke efterlader et varigt indtryk.