Mere dramatisk kan en åbnings scene næppe blive. Vi er forsamlet til den store vielsesakt, hvor brudeparret sidder andægtige afventende foran giftefogeden. Hun i en drøm af en stor brudekjole. Han lidt mere tilknappet i kjole og hvidt. Begge omgivet af festklædte bryllupsgæster. Han har netop svaret et fuldgyldigt: JA, til: ”Vil du tage…”

Hun tøver.

Vi befinder os et sted i den afrikanske stat Elfenbenskysten. To afrikanere er ved at blive gift. Da hun, Aya, resolut rejser sig og med slør, slæb og blafrende skørter styrter afsted, kæmpende sig vej, ud mellem de bestyrtede bryllupsgæster. Ud på gader og stræder i sin flotte hvide kjole, flygtende ud mellem hverdagsmennesker, på markeder og i shoppincentre. Fabelagtigt godt filmet af Aymerick Pilarski, med spejl- og dobbelteksponeringer. Væk, videre væk, helt frem til storbyen Guangzhou i Sydkina, til kvarteret kaldet ”Chocolate City”. Et kvarter i millionbyen, hvor titusinder af afrikanske migranter lever tæt på kineserne.

Sikken en start.

For nu er vi i den lille te-handel, der ejes af kineseren te-nørden Cai (Chang Han), der har skabt en mini-verden omkring smagen/duften af te.

Det er herfra instruktøren Abderrahmane Sissakos verden udgår i den eksotiske spillefilm Black Tea. (Hans seneste film var den Oscar-nominerede Timbuktu 2014). Et forsøg på at skildre både den overordnede problematik/konflikt, når der sker migration mellem de to verdensdele Afrika og Kina, plus det helt nære, når de to, kineseren Cai og afrikaneren Aya nærmer sig hinanden.

Cai indvier tålmodigt og opstemt sin nye medarbejder Aya (Nina Mélo) i den kinesiske te-tradition. Hans entusiasme og viden smitter og hun viser talent både for duft, aroma og smag. Et te-ritual, der meget ligner vinentusiastens vinsmagning: tre slurke, dyb indånding, lad ganen og smagsløgene arbejde. Her når de to entusiasters smagning, at blive tæt på et romantisk kærlighedsforløb, der binder dem sammen i den lille te-butik.

De omgives af Cai’s 20-årige søn, der har et godt øje til den kvindelige kinesiske ekspedient, samt en fraskilt hustru, mm. Plus en nærkontakt til genboens kuffertbutik. Alt sammen i et forsøg på en udforskning af kulturidentiteten, oplevet i både nær- og totalbilleder.

Romantikken, og indføringen i te-verdenen, er fint og troværdigt gennemspillet af Nina Mélo og Chang Han. Hvor te-ceremonien bliver til en langsom metafor for kærlighed og overordnet, for den balancegang det er, når to kulturer mødes og skal arbejde sammen.

Black Tea er med sit fremmede miljø spændende, ikke mindst for os fra vestlandene. Som plot, temmelig kedsommeligt. Kun båret oppe af en fremragende personinstruktion. Hvor de to hovedpersoner sammen brillierer, hen over det varme vand og de tørre blade.

En smuk og nørdet film – men nok ikke rigtig min kop te.