Lange togrejser er noget særligt. Især de eksotiske. Orientekspressen, Blue Train, Den Transsibirske Jernbane, for blot at nævne de mere spektakulære, klassiske togforbindelser. Et klasseinddelt rullende samfund. Første klasse, med velduftende sengetøj, bad og luksus betjening. Så alle de mange andre. Dem på tredje klasse, i overfyldte kupeer, med beskidte, snavsede toiletter, gangene fyldt op med rejsegods og passagerer uden pladsreservation. Sovevogne, eller rettere sovesale, med striber af treetagers køjesenge og beskidt sengetøj. Fælles for alle, et tvunget samvær, i en hastig fremdrift, mod et fjernt mål, ledsaget af damplokomotivets hæse fløjten og hjulenes larmende rytme.

Det er miljøet i den finske instruktør Juho Kuosmanens (Den bedste dag i Olli Mäkis liv, 2016), spillefilm Kupe nummer 6, belønnet med Cannes filmfestivalens Grand Prix. En strabadserende flerdøgns togrejse fra Moskva til den arktisk beliggende by Murmansk. En rigtig roadmovie på skinner.

Laura (Seidi Haarla), er en ung finsk arkæologistuderende, havnet i et intellektuelt kunstnermiljø i Moskva, hvor den erfarne og charmerende værtinde introducerer hende som ’min ny veninde’ - underforstået elskerinde. Laura er betaget af miljøet og den erfarne ældre tilbeder, men også optaget af sin faglige interesse for helleristninger, hvor netop Murmansk kan fremvise nogle sjældne fund.

Laura løsriver sig fra miljøet og hopper på toget med destination mod det barske sibirske vinterlandskab. Anden klasse, en kupe til seks. I første omgang kun én medpassager, Ljuka (Yuriy Borisov). En brovtende, halvfuld, vulgær, russisk minearbejder, med håndrullede cigaretter, vodka i tandkrus og saltagurker i sylteglas. Ljuka er på vej mod Murmansk for at søge arbejde. Laura appellerer forgæves til den strikse russiske kvindelige konduktør om et kupeskifte – men må i stedet søge ly i spisevognen. Først da Ljuka er faldet sovende om af druk, vover hun sig atter ind i kupeen.

Allerede i St. Petersborg er Laura ude på perronen for at proppe Kopeks i telefonautomaten – vi må være i slutningen af 80erne, før mobilernes tid. Hun savner den ny veninden og overvejer at afbryde rejsen og vende om mod Moskva. Da telefonforbindelsen endelig er nået igennem, er veninden stressende afvisende. Vi fornemmer, at elskerinden allerede har en anden i den varme seng. Så da bumletoget fløjter afgang, springer hun på toget, der nu haster gennem vinternattens mørke, med sne og iskrystaller på togruderne.

Laura og Ljoha er tvunget sammen i den lille kupes trange plads, med skiftende medpassagerer, der står af og på, ved de mange stationer toget standser ved undervejs. Tusinder af kilometrer skal det umage par sammen dele kupe, i det overfyldte tog. En charmerende ung russisk folkesanger, i skærende kontrast til den grove, upolerede Ljoha, skaber en kort overgang, en næsten harmonisk stemning i kupeen. Men ak, da han er stået af toget, viser det sig at han har snuppet Lauras videokamera!

Selvfølgelig er mødet mellem Laura og Ljoha filmens hovedplot, der handler om de tos ensomhed og længsler. Fremragende åbent og ærligt spillet af dem begge. Vi er hele tiden fysisk tæt på. Det klaustrofobiske miljø fordrer en nærhed, der igen kræver stor ægthed af de to, som de begge formidler troværdigt – med masser af humor og ironi. Kupe nr. 6 er ’en rejse’ både i menneskelig og bogstavelig forstand.

Hovedpersonen er togturen. Menneskemyldret, hvinene fra skinnernes, hjulenes konstante rytme. De øde natlige togstationer, mennesker på vej. Ikke nogen eksklusiv Orientekspres med smokingklædte gæster til stille pianoakkompagnement, men en brutal næsten dokumentarisk skildring, af et løsrevet miniunivers, der ikke er bundet af tyngdekraft eller fast tilholdssted. En flugt fra det stationære, på vej væk, i en stank af sved, uvaskethed og urin, i nært selskab med to ægte mennesker.

Nå vi står af toget i Murmansk, er vi ikke i tvivl om, at vi virkelig kender de to. Og at det har været hele rejsen værd.