Der er film man aldrig glemmer. Selv 50 år efter. Ikke nødvendigvis store kunstneriske mesterværker, snarere film, der rammere rent, med genkendelige menneskelige følelser, tja, ofte uforløst kærlighed.

En sådan film er Claude Lelouchs franske film Manden og kvinden, der havde premiere på Cannes filmfestivalen 1966 og opnåede både stående applaus, (jeg var der selv), Guldpalme og senere to Oscars. Ikke nogen nybølgefilm, som fransk film ellers repræsenterede i det årti, med håndholdt kamera, gadescener og fotomodelskuespillere. En traditionel film, mere i slægt med reklamefilmens æstetik. En velfortalt kærlighedshistorie, om en feteret racerkører fra Monacos Grand Prix-løb, med mange sejre, Jean-Louis Trintignant, og Anne, den dejlige scriptgirl, Anouk Aimee (gennembrud i Jaques Demys Lola, 1960), der møder den store kærlighed i Deauville i Normandiet –som de ikke magter at realisere. Betagende og forførende, smukt/sørgeligt. En film, der gik rent ind hos kritikken og publikum, og hvor Francis Lais udødelige Chaba-daba-da-daba-daba-da, da-da-da chaba-daba-da… melodi, stadig fremkalder filmens smukke billeder. Ikke?

Ja, det var dengang.

Claude Lelouch, der idag har mere end 40 spillefilm bag sig – de fleste ikke særlig bemærkelsesværdige - forsøgte i 1986, at gentage mand/kvinde succesen ved at genforene de to elskende og følge dem ”20 år efter”. Filmen floppede. Han måtte vente 52 år før det lykkedes, at genskabe stemningen fra dengang. Det gør det til gengæld i Livets bedste år.

Vi er på et luksusplejehjem, i herskabelige omgivelser, med masser af plejehjemspersonale, hvidt flygel og en stor velplejet park. Vi er i fuld gang med hukommelsestræningen. Ivrigt råber de gamle i munden på hinanden, når de kender svaret på, hvornår de Gaulle blev valgt og den første mand landede på måneden….

Langsomt zoomer vi ind på et passivt, gammelt, rynket ansigt, fyldt med skægstubbe. Han er udenfor, senil, smådement, mumler brudstykker fra klassiske digte – det er ham fra Michael Hankes Amour (2013) – det er Jean-Louis Trintignant, manden fra Manden og kvinden – nu verdensfjern, vrissen og egen – i kørestol, tæt på de 90 år, men stadig med et glimt i øjet, når det gælder det kvindelige personale. Ellers afvisende – selv sønnen Antoine er han fremmed overfor.

Mest taler/mumler han om sit livs kærlighed, Anne, når han sidder i sin ensomhed i parken, med vilde drømme og planer om at flygte fra plejehjemmet. Den kvindelige læge, som bestemt er faldet for den gamle charmør, og sønnen bliver enige om, at måske kan det hjælpe på farens hukommelse, hvis de lod de to mødes igen – nu 50 år efter. Planen lykkes.

Nu gennemlever vi filmens smukkeste/rørende scene.

Anne, Anouk Aimee, går målrettet hen over den stor græsplæne, hen til Jean-Louis, der som altid sidder drømmende, isoleret i sin kørestol. Hun sætter sig i sofaen tæt på ham. Langsomt afsøger de hinandens ansigter. Genkender han mon hende? ”Er du ny her?”, spørger han. Måske er det på skrømt. I en lang nærbilledesekvens følger vi de tos forsøg på at afdække fortiden – og nærme sig hinanden. En tolkning af ansigternes reaktioner, kropssproget. Bevægende og rørende. Hun stadig smuk og medfølende, tålmodig, når han snakker sort og vil lokke hende med på sine flugtplaner.

Kemien fungerer, humoren slår igennem. ”Hvorfor ser du så meget yngre ud end jeg”, spørger han. ”Fordi jeg bruger make-up”, er hendes rappe forklaring. Erindringerne tegner sig mere og mere skarpt. Besøget gentages. Sammen laver de nu udflugter, i hendes 2CV (samme model som dengang) - en hest til hver, som den gamle racerkører bemærker. Gensynet med deres kærlighedsrede, på luksushotellet i Deauville er romantisk nostalgi, så det driver ned ad tapeterne – sammenklippet med filmen fra dengang, da de elskende var unge og smukke.

Livets bedste år er en supersentimental film, der behændigt jonglerer med nu-og fortiden, fortalt med stribevis af gamle filmklip, også fra andre af Lelouchs film, i alt ca. en tredjedel af filmen. En tidlig morgen, på tværs gennem Paris gader med 200km i timen, hentet fra hans kortfilm Cetais un rendez vous (1976), er et herligt gensyn for Pariser nostalgikere – men nok lidt overflødig i filmen. Bittersød fransk nostalgi, uden nogen egentlig dramatisk handling, med to legendariske skuespillere, peppet op med romantiske flashback fra dengang, akkompagneret af variationer over Francis Lais evergreen. Måske har Anne ret, når hun i filmen siger: ”Alle kærlighedshistorier ender dårligt, det er kun på film de ender godt.”