Er man (lige som Kapellets skribent) lidt kynisk anlagt, så ville man nok påstå, at den primære grund til at den nye gyserfilm Isabelle har fået denne titel, er fordi den gerne skulle lokke gyserfans til at købe eller streame den, i den tro at der var tale om en ny film i den mægtigt populære Annabelle-serie . Der er dog ikke mange dæmoniske dukker med i Isabelle. I stedet er det en gyser, der minder om ret mange andre gysere, der tematisk kredser om dæmonisk besættelse.

Isabelle er egentlig en film, der starter ganske fint ud, men som mange andre gysere, synes at miste sit greb om historien og dermed også sin seer idet man nærmer sig slutningen. Ærgerligt, når den indledningsvist viser fint potentiale.
I filmens start er alt selvsagt den rene idyl. Et ung ægtepar venter deres første barn og er samtidig flyttet ind i et dejligt, gammelt hus i et roligt kvarter. Der viser sig dog hurtigt sprækker i denne idyl. Det første møde med deres nabo – en gammel dame – er ikke godt. Den gamle, sure dame virker rimeligt utilnærmelig og kan dårligt nok hilse på sine nye naboer. Det er dog ikke dét der smadrer idyllen, det er derimod da den vordende mor - Larissa - mister sit ufødte barn.

Idet Larissas mand, bliver nødt til at arbejde, er hun overladt meget til sig selv med hendes sorg. Det er på ingen måde nemt. Hun er knust af sorg over situationen og for at gøre det hele endnu værre, virker det som om, at der er noget helt galt med beboerne i nabohuset. Den gamle dame er nemlig ikke alene. Larissa nedstirres konstant af en sorthåret, bleg pigeskikkelse, der tilsyneladende konsekvent opholder sig på førstesalen i naboens hus.

Som du, ærede læser, sikkert allerede har luret, er Isabelle en film, der ikke kun har lånt sin titel fra en anden film, men som filmens tagline også eksplicit afslører, så vil den gerne lægge sig op af film som Eksorcisten og Rosemarys baby. Nuvel, der er både en graviditet og muligvis noget dæmonisk på spil, men som du allerede har regnet ud, så når den ingenlunde de ovennævnte horrorklassikere til sokkeholderne. Naboens sorthårede, unge, blege kvindefigur virker snuppet direkte fra et utal af asiatiske gysere, mest tydeligt nok den skumle Sadako fra Ringu (The Ring). Selv om den mystiske kvinde da ikke er rar, så bliver hun på intet tidspunkt i denne film, bare halvt så skrækindjagende som sin asiatiske stedsøster.

Skuespillerne forsøger ellers at tage deres roller så seriøst som muligt. Især Amanda Crew er god i rollen som Larissa. Man føler virkelig med hende. Filmen spiller da også på idéen om hvorvidt det er Larissas sind, som er blevet knækket efter tabet af barnet, eller om der virkeligt er en spøgelsesagtig pige der stræber efter at overtage Larissas liv. Som nævnt i det ovenstående, er dette i filmens start en ganske fin idé (selv om den også er set udført mere effektivt andetsteds) og desværre bliver Larissas jagt på at komme til bunds i hvem denne mystiske pige er, og hvorfor hun tydeligvis har så meget ondt i sinde, aldrig særligt interessant.

Isabelle ender derfor med at være en af de mange gysere som man sagtens kan se, men som man bagefter lidt ærgrer sig over at spildt tid på. Denne følelse kan end ikke Amada Crews skuespilspræstation ændre på. Kapellets råd er derfor; gense en eller begge film som Isabelle sammenligner sig selv med på omslaget, for selv om disse er omkring 50 år gamle, så er de også ca. 50 gange så skræmmende som Isabelle.