Jalousi er en grim ting. Det ved alle, der enten selv har oplevet at blive jaloux, eller som uden grund er blevet anklaget for utroskab. Det er en destruktiv, ofte irrationel følelse som kan være endog meget svær at slippe af med, for mistro er i den grad ødelæggende for alle forhold. Endnu mere vanskelig er situationen, hvis den ene part i parforholdet faktisk har været utro. Denne situation er udgangspunktet for thrilleren Welcome Home der her i sommeren 2019 er dukket op til din hjemmebiograf.

Det amerikanske par Cassie og Bryan er taget på kærestetur til Italien, hvor hun har fundet en rigtig lækker vingård med tilhørende pool. Her vil de to forsøge at lappe på deres forhold, for som seeren finder ud af i løbet af filmen, så har hun været ham utro til en julefrokost. I stedet for at gå hvert til sit, er de blevet enige om at forsøge at genopbygge forholdet, selv om det er meget svært for alle involverede, ikke mindst Bryan, der har rigtigt svært ved at tænke på andet end Cassies sidespring.

Stedet de har lejet virker utroligt lækkert og i starten tyder alt også på, at turen var en helt rigtig beslutning. Selv om det er svært kommer de ud med deres frustrationer og får snakket om sagerne. En morgen da Cassie er ude at løbe en tur, skvatter hun og vrider om på anklen. Heldigvis lykkes det hende at humpe hen til den nærmeste vej, hvor en venlig mand - Frederico - samler hende op i sin bil og kører hende hjem til gården. For at gengælde venligheden inviterer Cassie hendes redningsmand indenfor til en kop kaffe, men selv om han indledningsvist takker nej, så ombestemmer han sig. Bryan er dog slet ikke så begejstret for at en anden mand pludselig dukker op på matriklen, det sender ikke kun hans tanker i retning af førnævnte julefrokost, han fornemmer desuden, at der er noget helt galt med Frederico. Cassie slår dog dette hen med at det blot er Bryan, der lader jalousien styre ham.

Seeren finder til gengæld hurtigt ud af at Bryans mistanke er ganske velbegrundet, for selv om man indledningsvis ikke helt ved hvad Fredericos motiver er, så er det helt tydeligt at han vil gå langt for at så splid mellem parret. Kort sagt så er alt i denne ellers så hyggelige sommerresidens ikke hvad det ser ud til. Der er eksempelvis også placeret skjulte kameraer op i alle rum, men hvem der monitorerer gæsterne og hvorfor, finder man først ud af til allersidst.

Det er Aaron Paul (der nok er bedst kendt for sin rolle som Jessie Pinkman i den fantastiske tv-serie Breaking Bad) der spiller Bryan, og det gør han ganske fint. Riccardo Scamarcio er i rollen som Frederico er også rigtig slesk og væmmelig. Deres talenter til trods, er det som om, at filmen aldrig helt formår at komme op i kadence. Det er ikke fordi at det hele bliver vildt utroværdigt, men der er et eller andet ved timingen i dramaet der gør, at man som tilskuer aldrig kommer helt ud på kanten af sofaen. Muligvis er det fordi man han set andre, lignende thrillers tidligere, der langt bedre har formået at være mere spændende.

Der er også enkelte handlingselementer i filmen, der gør at man bliver en smule skeptisk. Eksempelvis virker der ikke overbevisende at man halvvejs i filmen oplever Bryan, der ”tilfældigvis” møder Frederico på en bar i den nærliggende by. Selv om Bryan tilsyneladende er meget skeptisk indstillet overfor den fremmede mand, så har han tilsyneladende ikke nogen problemer med at lade ham bestille drinks til dem begge. De falder i snak og det hele ender selvfølgelig med en veritabel druktur. Det er ganske enkelt utroværdigt, når det er blevet etableret at Bryan er så jaloux, som man ser ham være i starten.

Welcome Home er ikke en decideret ringe film, men det er en af den slags film, som man bliver småirriteret over hvis man giver sig til at tænke for meget over det man præsenteres for i løbet af filmen. Dette handler både om figurernes motivationer for at gøre det som de gør, men lige så meget om hvordan filmens overordnede plotelementer hænger sammen. Mest irriteret kan man blive over hvad Fredericos motivationer for at opføres sig som han gør er, for selv efter det antydes hvordan det hele hænger sammen mod filmens slutning, så kan denne præmis også godt kan være ret svær at acceptere.

Der findes et utal af thrillers, der lige som denne opererer med et klassisk trekantsdrama med et twist, men mange af disse er langt mere vellykkede. Filmens sidste tyve minutter er klart de bedste, for her frigøres al den indebrændte frustration og det går ikke stille af sig. Her bliver filmen ganske sort og får et humoristisk islæt, men det er ikke nok til at redde den times klichefyldte konfrontationer, som går forud for klimaks.