Tyrefægtning er i sagens natur en begivenhed, der er meget delte meninger om. Er man vokset op i f.eks. Spanien er det en helt naturlig del af ens kultur og tæt knyttet sammen med begreber som ’machismo’ og mandsmod. Er man derimod vokset op i Ølstykke og meldte man sig ind i PETA da man gik i gymnasiet, så er tyrefægtning ondskabsfuldt dyreplageri og derfor deler man også videoen på Facebook når en tyr en sjælden gang imellem får dræbt en matador i stedet for omvendt.

Det kan derfor måske virke lidt mærkværdigt at vælge tyrefægtning som grundlaget for en animeret børnefilm, men bare rolig, for der er ikke en eneste dråbe blod i Ferdinand. Der er sikkert en hel del voksne læsere, der allerede før de ser den nye film kender historien om den fredelige tyr, der hellere vil lugte til blomsterne, frem for at slås med de andre tyrekalve. Det gør de fordi de enten har læst børnebogen af Munro Leaf eller fordi de har set den Oscar™-vindende korte tegnefilm, som Disney udsendte i 1938, baseret på netop Munros fortælling.

Hvad sikkert kun få ved var, at bogen i sin tid var omgivet af en del kontroverser. Selv om den blot handler om at turde stå ved hvem man er og ikke bare følge strømmen, blev den totalforbudt i Spanien da den udkom i 1936. Den blev opfattet som en slags pacifist-propaganda, især set i lyset af Den Spanske Borgerkrig de jo krævede at folk valgte side. Ferdinand var bestemt også en af de bøger som Hitler et lille årti senere lystigt smed på hans bogbål, da den ingenlunde passede ind i de idealer, som eksisterede i Det 3. Rige. Heldigvis er de fleste af os blevet langt mere oplyste end dengang og derfor er det ganske nemt at se de positive budskaber i historien om tyren der nægtede at slås.

Det kan måske være vanskeligt at forestille sig, hvordan fortællingen om Ferdinand kan komme til at vare over halvanden time, men det er faktisk lykkedes de dygtige folk på Blue Sky Studios at lave en hyggelig animationsfilm, der både introducerer en række nye figurer og samtidig holder fast i de elementer der gjorde originalhistorien så charmerende.

Vi møder først Ferdinand som lille. Han bor på en gård der specialiserer sig i opdræt af netop tyre og Ferdinands jævnaldrende tyrekalve undrer sig over at han ikke har lyst til at øve sig i kamp som de andre. Ferdinands far bliver udvalgt til at skulle kæmpe i arenaen og lover sønnen snart at komme hjem igen, et løfte han selvsagt har svært ved at holde. Efterfølgende lykkes det vores hovedfigur at flygte og ved et tilfælde kommer han til at bo hos en gammel gartner og dennes datter.

I mange år er livet perfekt, Ferdinand er en del af familien og vokser sig stor. Rigtig stor! Et år vurderer gartneren at tyren er blevet alt, alt for stor til at tage med til den årlige blomsterfestival, som ellers er et af højdepunkterne på hele året. Ferdinand beslutter sig for at snige med alligevel og da han ankommer til byen, sker det som alle husker fra den originale historie – en bi stikker ham og Ferdinand går mildest talt amok! Alle tror han er en vild og farlig tyr, så derfor indfanges han og fragtes tilbage til den gård som han i sin tid flygtede fra. Her er hans venner fra før blevet store og endnu engang hånes han over den manglende lyst til at slås, til trods for at han er den største af dem alle.

Det er også på denne gård at vi kan opleve en lang række nye figurer, blandt andet tre arrogante heste der alle taler med tydelig tysk accent, en ged, der har sat sig for at optræne Ferdinand i tyrefægtningens ædle kunst og selvfølgelig også de andre tyre. En af dem er Angus, et stykke skotsk højlandskvæg, der – da det er ganske svært at lave en dansk/skotsk accent taler som man gør det på Djursland. (Det er i øvrigt Jens Jacob Tychsen der har lagt stemme til ham, men var han ikke død, ville Ole Thestrup have været en perfekt stemme til Ferdinand). Mod filmens slutning ankommer også Spaniens mest berømte matador for at udvælge sig en tyr til hans allersidste kamp og han er muligvis en af de mest morsomt animerede figurer i hele filmen.

Hvordan det hele spænder af ved de fleste sikkert allerede godt, men selv om det er tilfældet ender Ferdinand alligevel med at være en rigtig hyggelig og sjovt animeret familiefilm, der nok især vil appellere til de alleryngste seere. Det er på mange måder en traditionel fortalt animationsfilm, der som nævnt hylder ideen om at stå fast ved den man er og ikke mindst konceptet med at man sagtens kan komme langt også uden at slås. Et budskab som er lige så vigtigt i dag som det var i 1936.