For en uges tid siden var der en rystende nyhed, der dukkede op på internettet. Den berømte NASA-astronaut og månebesøger Ed Michell indrømmede i et radioprogram, at ikke alene var den kendte Roswell-sag pure sandhed, men alverdens regeringer har i årevis været i jævnlig kontakt med væsener fra andre planeter men har af uvisse grunde fortiet det. Timingen kan næsten ikke være bedre, for nyheden falder konspiratorisk tæt på premieren på den nye X-files film, der synes at dele titel med både Dr. Edgar Michells fortælling og Fox Mulders ikoniske UFO-plakat: ”I want to believe”.

Det er efterhånden gået ti år siden den sidste X-Files biograffilm og hele 15 år siden fans for første gang fik deres afhængighedsskabende dosis af Mulder & Scully. Tv-serien var ikke kun nyskabende, men dens succes banede også vejen for andre science fiction/gyser serier som Lost og Heroes. X-Files var også en af de første amerikanske serier, der fik fans engagerede (både on- og offline) i at gætte med på, hvad der mon ville ske i næste uge. Forgængerserier som Twin Peaks benyttede sig heller ikke af de samme rendyrkede thriller-horrorelementer, og appellerede heller ikke til samme ufo-hungrende publikum. Spørgsmålet er så om Mulder & Scully stadig kan gøre et indtryk efter ti år på hylden?

Svaret kan bindes helt og holdent op på om tilskueren er rigtig fan eller ej. Hvis man ser nøgternt på det og ikke er fan af serien, så er X-Files: I Want to Believe ikke en film, der formår at imponere synderligt. På trods af glimrende skuespil, især fra hovedpersonerne, forbliver det et lettere forvrøvlet eventyr om ret så fjollede, mystiske, videnskabelige eksperimenter og en pædofil præst, der påstår han har overnaturlige evner. Er man derimod fan, er det nogle helt andre ting, man fokuserer på. For rigtige fans handler det snarere om den evige duel mellem tro og overtro, religion og konspiration, empirisk videnskab og humaniora – en duel der foregår åbent mellem henholdsvis Dana Scully og Fox Mulder.

Da en FBI-agent kidnappes, opsøges bureauet af en præst, der hævder at havet fået et syn. Han ved ikke præcis, hvor agenten holdes fanget, men han ved hun er i live. Desuden finder han en afhugget arm fra en af gerningsmændene begravet dybt i snelandskabet. For at verificere om den synske blot er i ledtog med kidnapperne, eller om han vitterligt har overnaturlige evner, bliver Scully bedt om at kontakte Mulder. Han er først afvisende, men da han får at vide, at FBI er villige til at droppe anklagerne mod ham og med udsigten til en ny udfordring, barberer Mulder sit fuldskæg af og takker ja.

Filmens overordnede mysterium er fokuseret på både makkerparrets holdninger til, hvorvidt den synske præst er, hvad han udgiver sig for, og desuden på de grusomheder, der ligger bag de kidnapningssager, som følger i kølvandet på FBI-agentens forsvinden. Sideløbende med disse to plotlines følger vi Scullys liv på hospitalet, hvor hun arbejder. Scully har måske har fundet en kur, der kan helbrede en meget syg dreng, og må derfor håndtere både de meget fordømmende præster, der bestyrer hospitalet, og forældrene til Christian, som drengen meget sigende hedder. Hendes stærke katolske tro og de svære valg, Scully må træffe, kan måske forekomme uvedkommende og som fyldstof i forhold til hovedfortællingen, men er det bestemt ikke ligegyldigt i forhold til udviklingen af hendes karakter.

Mulder er ikke nær så kompleks en størrelse som Scully, da han jo, som titlen siger, gerne vil tro, at der er ting, som videnskaben aldrig formår at give svar på. Inden længe er han tilbage, glatbarberet og i storform, hvor han får rig mulighed med at komme med sine lakoniske og ikke så lidt morsomme oneliners. Han får også sin sag for, idet han danner par med den rødhårede videnskabskvinde. Selv om man siger, at modsætninger tiltrækkes, så går der ikke længe før Mulder, ganske som i gamle dage, får kamp til stregen. Hele tiden tvinges tilskueren til at vælge side, og uvisheden om, hvem der har ret lurer konstant lige under overfladen.

Filmen bevæger sig ikke som i den sidste film (og som Ed Michell nok ville have ønsket) på jagt efter væsener fra fremmede planeter, og tager heller ikke tråden op fra mange af de afsnit med uhyrer, som mange af os husker fra serien. I stedet læner den sig op af den rendyrkede thriller kombineret med venlige nik og referencer til 50´ernes science fiction B-film og ikke mindst Mary Shelleys hovedværk. (Indsæt selv en vits hér efter at have set filmen).

Et enkelt morsomt politisk vink bliver også uddelt i scenen, hvor Scully og Mulder venter uden for forhørslokalet i FBI-bygningen. På den ene side af døren er et billede af George W. Bush, på den anden side et af J. Edgar Hoover – den velkendte temamusik afspilles da vi ser W. Man kan så undre, om vi skal læse ind i scenen, at han er lige så stor en røv som hans kommunistforskrækkede kollega, eller om W. måske i virkeligheden er fra det ydre rum?

X-Files: I want to Believe er ikke nogen stor film. Den ser ud og føles som om, den har haft et forsvindende lille budget, faktisk som et forlænget afsnit af serien. Men filmen tilbyder stadig en del nyt materiale til os gamle fans. Duchovney og ikke mindst Anderson spiller lige så fint, som de altid har gjort, og det kan ikke skjules, at de har levet med deres respektive roller i mange år efterhånden. Endeligt er den skrevet af seriens skaber Chris Carter og mangeårige samarbejdspartner Frank Spotnitz, og det er helt tydeligt, at de to er lige så velbevandrede i serien som de to hovedpersoner. Der er heller ikke er lagt skjul på, at hverken Duchovney eller Anderson er blevet ældre - der er kommet nogle rynker i øjenkrogen, og det klæder dem. Bedst af alt er dog, at man igen får lyst til at se mere X-Files, for selv om filmen måske hverken er det mest spændende afsnit, ej heller det mest konspiratoriske, så er seriens univers stadig dybt dragende for alle, der er til den slags.