Piller man alle de ydre lag af den irske gyserfilm Cherry Tree fra 2015, vil man opdage at den måske har mere til fælles med eventyr og folketro, end den har med gysergenren. Det er der egentlig ikke noget galt i, for folkloren deler mange fællestræk med gysergenren. Problemet er derimod, at filmen starter fint ud men som så mange andre film i gysergenren falder den desværre fuldstændigt fra hinanden mod slutningen.

Præmissen er ellers glimrende. Kirsebærtræet fra titlen er et sagnomspundet træ, som de lokale myter påstår skulle være forbandet. Af samme grund har den lokale sammenslutning af hekse fundet i århundreder tilbedt træet og brugt det til deres ritualer. De har endda oprettet en krypt under dets rødder hvor de kan samles til sabbat. Det er dog slet ikke her – dybt under jorden- at filmen starter.

Cherry Tree starter derimod med en stor sorg i en lille familie. Pigen med det passende navn Faith er en ganske normal gymnasiepige, der bor alene sammen med sin far. Han arbejder som kok på byens lokale restaurant men har været syg af kræft tidligere. Selv om alle håbede at kræften var væk er den vendt tilbage i en endnu mere aggressiv form. Lægerne giver ikke faderen mere end en måneds tid at leve i og både han og datteren er selvsagt dybt berørt over dette.

Selv om alt håb synes at være ude, åbnes der pludselig en dør på klem, for tilfældigvis får lederen af den lokale heksecirkel Sissy nys om Faiths desperate situation. Hun fortæller Faith, at hun gerne vil og kan helbrede faderen, men på den betingelse at Faith bliver gravid og når barnet bliver født så skal pigen straks overlevere babyen i heksenes varetægt. Selv om Faith ikke just finder tilbuddet fristende, indvilliger hun i ren desperation alligevel i aftalen og lader sig befrugte. Som både hun og seeren allerede har gættet er har Sissy dog ikke tænkt sig ligefrem at forkæle den nyfødte. Faith bliver derfor nødt til at beslutte hvad hun gør, i det øjeblik babyen kommer til verden.

Som nævnt synes filmen at trække på en mængde velkendte temaer fra eventyr og folkesange, som eksempelvis sort magi, hekse, ulykkelige mødre, der indgår en pagt og skal aflevere deres førstefødte i pant og så videre. Idet filmen er optaget i Irland er det også indledningsvist troværdigt at have en lokal myte som baggrund for en film som denne, uanset hvor fantastisk præmissen ellers er.

Filmen starter også ud med at få etableret nogle ganske troværdige figurer, især Faith der spilles af Naomi Battrick sørger for at fylde sin rolle godt ud og hendes store følelser for hendes far lader vi os overbevise af, men i trit med at fortællingen skruer op for de overnaturlige elementer, synes hendes figur også at blive utroværdig og Faith forandres i løbet af meget kort tid til en figur, der ikke rigtigt stemmer overens med den Faith vi lærte at kende i filmens begyndelse..

Det er dog ikke kun hovedpersonen som man har svært ved at tro på, der er også en række elementer, som ikke skal afsløres her, som gennem filmen ikke synes at give megen mening. Der er også andre figurer der opfører sig alt andet en logisk, eller som træffer nogle meget mærkværdige valg undervejs. Ok, indrømmet – det er tale om en film der benytter blodmagi, hekse og et magisk træ, men det handler i lige så høj grad om at filmens interne logik synes at bryde sammen og det er virkelig en skam, når nu ellers filmen starter ganske stærkt ud.

Cherry Tree ender derfor desværre med at modarbejde sin egen præmis. Selv om filmen byder på virkelig hæderlige ubehagelige scener og væmmelige effekter på udsatte steder, er det også en film der på mange måder ikke fungerer optimalt som gyser. Selv om der er lighedspunkter med klassikere som Rosemarys baby eller mange lignende film, så udebliver det genuint uhyggelige elementer, mest af alt fordi man holder op med at være fanget af historien qua de logiske brister.

På det sparsomme ekstramateriale, der blandet andet byder på en kort ”making of”-dokumentar, fortæller instruktøren at han heller ikke var ude efter at lave en traditionel gyser, men derimod en film der ville påvirke seeren stærkt. Det gør den indledningsvist, men den forfalder også til chokeffekter der ikke er ordentlig timet og en hysterisk slutning, som i den grad modarbejder den gode start. Det er altså en nobel tanke at instruktøren gerne vil påvirke os, men påvirkes man er det er nok mest af alt er det med en følelse af frustration over at filmen tager de uheldige drejninger den gør.