Den amerikanske indiegyser Starry Eyes hører til den type film, der langsomt men sikkert bygger sin fortælling op. Af samme grund er det ikke en film, der vil appellere til dem, der i stedet jagter det hurtige, effektive gys, for der bydes ikke på mange chokeffekter undervejs. Til gengæld fungerer den opdaterede faustfortælling faktisk overraskende godt, såfremt man altså besidder tålmodigheden.

I filmens begyndelse møder vi den unge, lettere generte og introverte Sarah, der mere end alt her i verden drømmer om at blive skuespillerinde. En drøm, hun næsten vil gøre hvad som helst for at få realiseret. Mens hun venter på opringningen, der vil ændre hendes liv, forsøger hun at få dagligdagen til at hænge sammen. Hun bor med sin veninde i en lejet lejlighed, arbejder på en slags billig kopi af Hooters, kaldet Taters, og hun omgiver sig med en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de er rodløse, kreative (i al fald i deres egen opfattelse) og alle håber på at kunne få en karriere i LA.

Sarah tager tilsyneladende til en række auditions, som ikke fører til noget. Det er faktisk så grelt, at hun har mareridt om natten, der kredser om den type situationer. En dag får hun dog endelig det break, hun har ønsket så længe. Efter en ydmygende audition, hvor det er gået helt galt, opdager en af casterne, at Sarah sidder på toilettet og hiver hår ud af skalpen på sig selv af ren og skær desperation. Hun bliver efterfølgende bedt om at gentage hendes meget private tvangsritual foran casterne. Endvidere går hun med til, at de optager hende, mens hun klæder sig af. De må tydeligvis have kunne lide hendes performance, for kort tid efter bliver hun bedt om at dukke op til et møde med producenten på The Silver Scream, som filmen hun gik til prøve på hedder.

Ivrigt begejstret og forførende velklædt dukker hun op, men kun for at finde ud af, at producenten forventer lidt mere, end blot at se den unge kvinde afklædt. Han forventer helt klar seksuelle ydelser, noget som Sarah i første omgang bestemt ikke har tænkt sig at yde. Hun fortæller om denne bizarre situation til sin veninde, som støtter hundrede procent op om Sarrahs beslutning. Der går dog ikke længe før Sarah angrer og på trods af snusfornuft og rationale atter opsøger producenten, nu opsat på at give ham, hvad han vil.

Læser man ovenstående beskrivelse kunne man måske forvente at dette var omtalen af et forholdsvis realistisk drama om unge skuespillere i Hollywood, men så er det fordi man udelukkende har fået beskrivelsen af handlingen og ikke oplevelsen af, at filmen gennem sit billedsprog, klipning, kameraføring og dialog peger voldsomt i retning at gyserfilmen helt fra starten af.

Det skal også vise sig, at der er noget virkeligt skummelt ved de filmfolk, der viser interesse i Sarah, for selv om det aldrig siges direkte i filmen, er der antydninger nok undervejs, der peger i retning af, at disse magtfulde individer alle tilhører en mystisk sekt, karakteriseret ved deres okkulte halskæder og den måde de antyder overfor Sarah, at de har til hensigt til at bruge hendes krop som en slags fartøj, men for hvad præcis, det ved hverken Sarah eller os seere.

Langsomt men sikkert begynder den unge dame også at forandres. Hendes kropslige transformation manifesterer sig i første omgang kun ved tørre læber og rødmen omkring næsen, men inden længe begynder hun at miste hår og negle i scener, der sender reminiscenser om elementer, man tidligere har set i Cronenbergs version af Fluen. Jo tættere vi kommer filmens slutning, jo voldsommer bliver forandringerne, og de er ikke kun af fysisk karakter. Sarah ændrer sig også mentalt og tager for første gang til genmæle overfor de ”venner”, der tidligere har kritiseret hende, uden hun tog sig selv i forsvar.

Det er ikke svært at se at Starry Eyes har fundet inspiration i et væld af klassiske horrorfilmforlæg. Mest tydelig er nok Rosemarys baby i filmens fokus på dette diabolske selskab, der korrumperer den unge kvinde, men også både førnævnte Fluen og elementer fra Fulchi synes at blive antydet. Ret beset er denne horrorfabel jo en slet skjult, moralsk dannelseshistorie tilsat gyserelementer. For i trit med at Sarah hér gennemgår en psykisk og fysisk forandring i jagten på at realisere sig selv, få magt, indflydelse og succes, mister hun også samtidig sit selv(-værd), sin dyrebare sjæl.

Starry Eyes er ikke en åbenbaring af en gyserfilm, for den fører nemlig ikke meget nyt til genren, men til gengæld byder den på en velfortalt historie og præsenterer os for et hold forholdsvis ukendte skuespillere, der bestemt gør deres til at gøre filmen til en oplevelse. Dette sker også meget på baggrund af den måde filmen er blevet fortalt på gennem lyd og billede. Musikken virker som noget, John Carpenter kunne have tryllet frem (og det skal hér bestemt forstås som en kæmpe ros), og den lettere håndholdte kameraføring, giver filmen et finish, der lugter lidt af dokumentarfilm. Af disse årsager bliver Starry Eyes til en af de film, som skiller sig en smule ud fra mængden, da det er en film, man husker, ikke mindst på grund af Alex Essoes portræt af Sarah. Til gengæld er den noget forvrøvlede og opskruede finale sikkert en, der vil dele vandene. Personligt fandt nærværende anmelder den ganske fin, men det er heller ikke svært at forestille sig tilskuere, der vil reagere meget mere negativt på filmens slutning.