A Reason to Live, A Reason to Die er en film om mænd, for mænd. Den er ikke chauvinistisk på nogen måde, men den kredser om maskuline forståelser af ære, retfærdighed og hævn. Mænd er sammenbidte, forknytte og gør hvad der er behov for, hvis de da ikke lige er grådige, utilregnelige eller psykopater. Det er tydeligt, at vi befinder os i en af de mere maskuline genrer, nemlig western-genren, og det endda i det allermest macho hjørne - spaghetti-westernen.

Det er en genre som man enten hader eller elsker, netop på grund af dens alt-dominerende overmaskuline forherligelse. Mænd taler i en-stavelsesord, ser altid ud som om de har solen lige i øjnene og gør altid hvad der er nødvendigt at gøre.

Her er det Løjtnant Pembroke (James Coburn), som er en vanæret oberst, fordi han tabte det uindtagelige Fort Holman til sydstatshæren under USA's borgerkrig. Da han bliver uskyldigt anholdt for at have stålet et kors som var hans kones, vælger han at samle en flok mordere og andre forbrydere sammen til en vanvittig mission mod Fort Holman, for at genoprette sin ære, og finde en masse guld.

A Reason to Live, A Reason to Die er fra 1972 og instrueret af Tonino Valerii, kendt for film som Mit navn er Nobody. Han var assistent til Sergio Leone og det er meget samme univers vi befinder os i, omend Valerii ikke helt har samme visuelle flair som sin læremester. Billedsiden er ofte mere funktionel end betagende, men skiftet mellem de store landsskabsportrætter og de stramme nærbilleder finder vi dog stadig.

Tempoet er, som man må forvente fra en film fra 1972, noget helt andet end nu. Der lægges meget vægt på selve rejsen frem mod Fort Holman, og det er også på denne rejse at vi lærer karaktererne at kende, og deres indbyrdes forhold skaber meget af filmens spænding. Pembroke må finde sig i meget, og navigere forsigtigt rundt for at holde sammen på disse helt klart uærlige banditter. Her er det kun Eli (Bud Spencer), som skiller sig ud ved at hjælpe Pembroke, fordi Eli har gennemskuet at Pembroke er en ærlig og retskaffen mand.

Skuespillet er teatralsk og overdrevet, og det samme er historien. Dette er larger than life og karakterernes næsten mytiske træk spejles i landsskabets lige så mytiske karakter. Det viser sig selvfølgelig at Pembroke har et opgør med Major Ward (Telly Savalas), som fravristede Fort Holman fra Pembroke i første omgang. Coburn og Savalas fungerer glimrende som hinandens spejlbillede, og Savalas - på trods af at han er for lidt med - skinner i sin fremstilling af den korrupte major.

Angrebet på Fort Holman, da det kommer, fungerer glimrende og er godt klippet. Det er en god action-sekvens, men den kommer først halvanden time inde i filmen. Man skal ikke se A Reason to Live, A Reason to Die for dens action, men i stedet for at nyde karakterenes umulige machismo, deres sammenbidte udtryk og lange tøven før de handler. Hvis man er til spaghetti-westerns er dette helt klart en film man skal se.