Det skete i de dage, at Danmark vidste, hvad de skulle lave om søndagen. Men som det essentielle syndefald måtte vi bide i æblet, og vi fik indsigt – Nanna Birk Larsens morder blev afsløret. Dermed er de elementer, nemlig uvisheden, der skaber den elementære suspense, udslettet af kundskabens klare lys. Klart stod det, at det ikke kunne være anderledes, end at den unavngivne kunne være den skyldige, selvom det dog for den enkelte, der har fortæret sin mængde af kriminallitteratur, stod klart, at det næsten var for selvindlysende. Den skyldige er nemlig den mest usandsynligt sandsynlige, lidt ligesom butleren, og derfor var det måske ikke det sværeste job, Sarah Lund stod overfor – men det er jo ikke sikkert, at hun har læst tilstrækkeligt med Agatha Christie, for det skulle tage hende tyve afsnit at opklare mordet.

Men det er derfor også centralt, at de mange afsnit ikke ødelægger Forbrydelsen som serie, idet fokus ikke kun er lagt på selve opklaringen af den centrale forbrydelse. Hvor krimien i sin yderst logisk funderede og ofte fastlagte grundstruktur har en form, som sjældent varieres, så er det muligt at placere yderst forskellige emnevalg ”imellem linjerne”. Og i krimien er der god plads imellem linjerne. Med den basale – for nogle banale – og minimale definition af krimien, som en fortælling om en efterforskers opklaring af en forbrydelse, bliver der velkendt plads til at indføre nogle tematiske sideplots, der kan variere selve oplevelsen af krimien. Det betyder, at selvom krimier – som de er flest – kan være forudsigelige og ’kantede’ i den elementære grundstruktur, så kan de for det første indføre forskellige perspektiver, og derfor for det andet forny sig gang på gang. Og så længe tiden går, opstår de nye problemer eller eksistentielle kontroverser i samfundet – og ligeså længe vil krimien bestå. Det gode mord går aldrig af mode, så vi kan kende forskel på ret og vrang.

Men hvad er det så, der gør, at Forbrydelsen har kunnet holde folk gennem tyve afsnit (hvoraf de sidste 10 netop er udkommet)? Ja, på sin vis skal vi ikke underkende effekten af veltilrettelagte cliffhangers, der får seeren til at vende tilbage uge efter uge – det er formentlig dér, Forbrydelsen formår en større succes end fx Ørnen, idet sidstnævnte er opbygget efter både en episodisk struktur og en fortløbende føljeton, mens Forbrydelsen handler om ét centralt mord (selvom der var flere undervejs). Men på dette punkt adskiller den sig ikke synderligt fra andre effektive krimiserier, så begrundelsen skal findes andre steder.

Som helt centralt fokus for serien har været den psykologiske profilering af mordets effekter, af hvilken grund vi eksempelvis bruger meget tid hos familien Birk Larsen – vi følger med, hvor det gør ondt. Den psykologiske indsigt – hvor letkøbt den end måtte være – formår at fastholde seeren i et melodrama, der binder følelserne, mere end vi higer efter erkendelse af den skyldige. Dette er nok også et centralt aspekt i spørgsmålet om, hvorfor de danske familier er gået til tv-alters 20 uger i træk (dog mistrøstigt afbrudt af en sommerferiepause). Denne brug af melodramaets mønstre bringer os videre til et andet aspekt, der fortæller noget om, hvad succesen bag serien kan være, nemlig genremikset.

Sammen med krimien som grundgenre, melodramaet som psykologisk eksistensdrama, forbindes serien ikke mindst med den politiske thriller. Dramaet omkring Hartman – der jo selvfølgelig, som det sig bør, tvinges grundigt ned i mistankens søl – tilpasser sig og supplerer spændingen med nogle samfundsmæssige diagnoser, et fokus på politisk spin og yderligere plotmæssige forviklinger, der helt sikker har bidraget med materiale til mindst fem hele afsnit.

Den politiske thriller bringer os videre til det næste og sidste element i Forbrydelsen som succes. Det blev fremhævet i forbindelse med Forbrydelsens 1. sæson, men det skal gerne fremhæves igen, men seriens stil viser sig som noget af det mest sammenhængende og stadig originalt kreativ, selvom det dog er tydelig, hvor inspirationen kommer fra. Den blå linse, de proportionelle opstillinger og den dystre lyssætning har vi også set i andre politiske thrillers, såsom Kongekabale og Kronprinsessen, men Forbrydelsen udmærker sig ved at sammensmelte denne stil med nogle af de mest associationsrige stiltræk fra film noir, og flere steder erstattes den blå farve af varmere, gullige farvekoder, som det er set i fx Se7en – uden at stilen dog på nogen måde bliver ligeså iøjnefaldende. Stilen veksler langt mere subtilt.

Det betyder sammenlagt, at et grundlæggende veltilrettelagt plot (som krimien sjældent kan klare sig uden), et ekstra melodramatisk psykologisk fokus, i ledtog med en oplagt genreblanding, og en stil, der holdes fra første til sidste afsnit, giver en sammenhængskraft afsnittene imellem, der kan være centrale aspekter i mysteriet om, hvorfor Forbrydelsen kunne holde så mange afsnit uden frafald af publikum. Men som krimier skal opleves, kan de nu tages i one sitting, hvis man da har energi til at sidde stille i et døgn, for anden og sidste sæson har netop ramt gaderne.

Læs også anmeldelsen af Forbrydelsen 1. sæson.