Den spanske instruktør Pedro Almodóvar er en europæisk Cannes-specialist. Han er nærmest selvskrevet til en nominering eller to, når hans næsten årlige film kommer ud. Men han er samtidig en instruktør, der ikke efterlader publikum uden underholdning. Med stilsikker klarhed omfavner han komedien og parodien i en grad, der vil vedkomme de fleste. Det gælder især hans seneste film De elskende passagerer, der er en af de letteste sager i mange år fra Almodóvars produktive hånd. Men ikke uden den vanlige, spidende satire.

Filmen indledes af et komisk optrin med stjernerne Antonio Banderas og Penelope Cruz. De er kærester og arbejder begge som bagageoperatører i en lufthavn. Da hun ved et tilfælde røber, at hun kan være gravid, sættes en lavine i gang, der resulterer i, at en blokaderne foran et landingshjul ikke bliver fjernet, inden flyet letter. Derfor beskadiges hjulet, så flyet må cirkle i luften, indtil en landingsbane kan klargøres til nødlandingen. Det er i luften med forskellige tråde til jorden, at filmens egentlige handling udspiller sig.

Her møder vi en lang række personer, der på skift kommer i fokus. De homoseksuelle stewarder. Den ufrivillige seerske. Fyren på flugt fra økonomisk kriminalitet. Den prostituerede med følsom information om alle magthavere. Og mange, mange flere. Alle sammen stærke og overdrevne karikaturer, men alle stadig med en satirisk forbindelse til det, de udspringer af. Almodóvar smører tykt på med fordomme om homoseksuelle, men gør det på en original og kærlig måde, så det stadig holdes sobert. Så sober, som nu det drikfældige og narkoafhængige crew kan være.

Der er intet helligt hos Almodóvar i De elskende passagerer. Eller i det hele taget. Det er en grotesk komedie, hvor alt endevendes. Som sædvanlig er det koreograferet i et farveorgie af dimensioner. Almodóvar er de klare primærfarvers funklende paradis. Religion, politik, prostitution, autoriteter, kærlighed, seksualitet og kønsrollemønstre er alle emner, der stedvist stikker hovedet frem i en ret detaljeret komedie, der i det simple hele tiden formår at indføje og tilføre det komplekse. Keder man sig i selskab med dette luftbårne ensemble, er der noget helt galt.

Filmens handlingstråde stikker hele tiden af ned på jorden. Flyets nødtelefon er i stykker, så alle samtaler, som passagerne fører privat, sendes ud i flyets kommunikationssystem. Vi kan alle følge med i de intime detaljer, som de enkelte sender hjem af frygt for, at de skulle omkomme ved nødlanding. Opkaldene sender derefter små digressioner ned til de personer, der modtager dem. Det er en specielt og velvalgt fortælleteknik, der løsner op for det snævre kammerspil i luften. Hele tiden klart og velstruktureret.

De elskende passagerer er ikke så kompleks en fortælling som eksempelvis de seneste Huden jeg bor i, Brudte favntag eller Volver. Den er lidt mere i stil med senfirsernes komiske produktioner som Bind mig, elsk mig eller Kvinder på randen af nervøst sammenbrud. Men i alle Almodóvars film er der en særlig nerve, en kendetegnende stemning og stil, der gør, at de fra start til nu ligner hinanden. De elskende passagerer viser, at den efterhånden aldrende instruktør stadig er i veloplagt storform.