Seriemordere er populære på film, hvad enten det er fiktive mordere som Norman Bates, Patrick Bateman, Tandfeen, eller det er mordere hentet fra virkelighedens verden, som eksempelvis Richard Kuklinski, John Wayne Gacy eller Henry Lee Lucas. Til den sidstnævnte liste kan tilføjes Robert Hansen som måske ikke hører til blandt de mest kendte seriemordere. Ham kan man lære bedre at kende i filmen Frozen Ground, der af uvisse årsager her droppet originaltitlens bestemte artikel til det danske marked.

Filmen er meget traditionel i sin opbygning, for parallelt med seriemorderens handlinger, følger vi politiets besværlige opklaringsarbejde, der denne gang bliver gjort endnu mere besværligt af, at politiet selv har syltet en lang række sager om forsvundne personer. Det er først da en betjent vælger at trodse sine overordnede og videresende en rapport til efterforskeren Jack Halcombe, at der kommer skub i efterforskningen.

I rapporten fortælles om en ung prostitueret, der ifølge sit eget udsagn blev holdt fangen, voldtaget og mishandlet af en mand, som i øvrigt anses som en hæderlig borger i dennes lokalsamfund, og det var primært derfor, at sagen aldrig blev fulgt til dørs. Det lykkedes kun luderen med nød og næppe at undslippe morderen, da han var i færd med at flytte hende fra sit hjem til sin flyver. Det lykkes politiefterforskeren Jack at opspore den unge luder og efter han er begyndt at undersøge en række drab- og forsvindingssager i Alaska, at han bliver overbevist om, at Robert Hansen er skyldig i mange af disse kvinders forsvinden, måske flere end politiet har opdaget.

Problemet for ordensmagten er at få håndfaste beviser på bordet, for idet politiet begynder at stramme nettet om den formodede gerningsmand, så forsøger Hansen samtidig at få fjernet beviserne mod ham. Der er jo ingen dommer der vil udstede ransagningskendelser, hvis de eneste beviser består af indicier og mistanker.

Kort sagt er dette en film, der fortæller sin historie helt efter bogen. Det er instruktørens debutfilm og det er blevet en film han sluppet ganske heldigt fra, selv om han synes at have satset på det helt sikre og ikke har taget sig hverken narrative eller stilistiske risici. Den eneste afvigelse fra skabelonen er, at Frozen Ground i høj grad bliver fortællingen om et offer, der takket være omstændighederne pludselig kan blive den, der fælder den person, der har gjort hende ondt.

Den unge pige stoler forståeligt nok ikke meget på politiet. Hun er en person, som både morderen og betjenten har en enorm interesse i, spørgsmålet er så hvem der mon først får fat i hende? Den unge luders historie er derfor den mest interessante i filmen. Hun er nøglevidnet der potentielt kan fælde Hansen, men hun er også ekstremt mistroisk, da hun før har oplevet voldsomt svigt fra såvel ordensmagten som på hjemmefronten.

Skuespillet er glimrende, til trods for at Nicolas Cage er med. Han gør det faktisk helt hæderligt i denne film og overspiller ikke helt ekstremt, som han ellers har ry for. Dernæst er det skønt at opleve den altid charmerende John Cusack, som en mentalt forstyrret seriemorder - en rolle man normalt ikke forbinder med skuespilleren – men faktisk er han velvalgt i dobbeltrollen som kontrollerende familiefar og kynisk morder. Bedst af alt er dog Vanessa Hudgens i rollen som den unge luder. Hun tilføjer noget nærvær i en film, der ellers primært er handlings- og ikke karakterbåret.

Frozen Ground tager sig, lige som mange af de andre kriminaldramaer der tager udgangspunkt i virkelighedens forbrydelser, en del friheder, hvad angår dens forbindelse til den virkelige kriminalsag. Dette er forståeligt, idet virkeligheden næppe benytter sig af de samme deadlines, handlingstwists og klemmer, som filmen har mulighed for, men det forhindrer ikke filmmagerne i (lidt usmageligt i denne anmelders øjne) at dedikere filmen til Hansens ofre, både de der er blevet fundet og de der ikke er. Musikken spiller vemodigt, mens der vises billeder af gerningsmandens virkelige ofre. Hvordan familierne til disse unge kvinder har det med at deres døtres ulykke på denne måde bliver spredt ud til et filmpublikum, der tydeligvis bevidst opsøger fiktioner om mordere, kan man derfor kun gisne om.