Film om politifolk har alle dage stået stærkt i Frankrig. For ud over amerikanerne, så virker det som om at det er franskmændene, der hyppigst skaber filmfortællinger der handler om livet som strømer, hvad enten det handler om den retfærdige, ubestikkelige panserbasse, eller ham som har ladet sig friste i løbet af karriereren. Sidstnævnte kategori hører filmen Nuit Blanche (der har fået den internationale titel Sleepless Night) til, for i denne film er hovedpersonen, betjenten Vincent virkelig kommet i problemer. Problemer der bare bliver ved med at hobe sig op idet filmen skrider frem.

Filmen starter med et røveri på åben gade. En par hætteklædte mænd holder en bil op og åbner ild da de der er i bilen umiddelbart ikke vil overdrage en taske til røverne. Det viser sig at tasken indeholder kokain (heraf filmens franske titel – Hvid nat) og at det er Vincent og hans kollega der er røverne. De to betjente står nemlig i gæld til nogle gangsters, så i ren desperation røver de en sending narko.

Planen lyder umiddelbart god, men det skal vise sig at røveriet giver betjentene bagslag. Kokainen var nemlig på vej til selvsamme gangstere som de skylder penge og værre endnu bliver det da bagmændene som oprindelig stod for leverancen også dukker op. Vincents søn kidnappes af den natklubejer som egentlig skulle have modtaget stofferne, så derfor må Vincent selv tage affære – forsøge at fremskaffe alle stofferne uden at samtidig totaltsmadre sin karriere, sit omdømme og naturligvis få sønnen sikkert hjem igen.

Selv om filmen starter i de tidlige morgentimer på åben gade, forflyttes det meste af handlingen herefter til det enorme diskotekskompleks, som gangsterne ejer. Det er her at sønnen holdes til fange, det er her at interne affærer følger efter Vincent, det er her de olme narkogangstere tager hen da de bliver røvet, og det er her at Vincent må kæmpe både mod tiden og mod en masse håndlangere om sit eget og sønnens liv.

Filmen er ikke en egentlig actionfilm, selv om der er masser af gang i den, for den lægger sig snarere op ad thrilleren i sin fortælling. Det er en næsten klassisk historie om den ene mand, der overfor uoverkommelige odds må forsøge at klare det umulige.

Filmen er helt klar i sit sprog. Den er nærmest et stileksperiment udi hvordan man kan bygge spænding kontinuerligt op i halvanden times tid. Selv om det måske kan lyde lidt Reservoir Dogs-agtigt at lade stort set hele filmen foregå indendørs, så fungerer det altså virkeligt godt. Det er en film, der er godt pacet og man keder sig aldrig idet man følger Vincents kamp mod både gangstere og kollegaer.

Det kan godt være at formlen er efterprøvet mere effektivt andetsteds, men ikke desto mindre er det en film der vil tiltale alle der holder af en god, minimalistisk thriller. Deadlines er klare, få fat i sønnen inden det er for sent - få fundet stofferne, som pludselig viser sig at være væk – alt imens alle er ude efter dig. Det er svært ikke at fatte sympati med Vincent, selv om han muligvis ikke er en engel.

Det kan godt også være, at der er enkelte nøjeregnende filmelskere, der undervejs vil pege fingre af at filmen måske ikke er gennemført realistisk eller at der er elementer i handlingen der i retrospekt måske kan undre lidt, da de ikke virker helt logiske, men da vi jo helt klart befinder os i et fiktionsunivers, der understøttes af de ofte noget karikerede figurer, så gør dette mindre. Det bliver blot nævnt her, da der måske er de der forventer sig en realistisk politifilm og da disse i så fald vil blive skuffede.

Selv om filmen oprindeligt er fra 2011 skulle der gå to år før AWE udsender den på det danske marked og tak for det, for selv om Nuit Blanche næppe vinder nogle priser for originalitet hvad angår filmens plotelementer, så er det narrativets måde at behandle disse på, der gør filmen ganske seværdig og yderst underholdende.