Den moderne opdatering af b-filmsklassikeren Death Race 2000 nu barberet ned til Death Race er nået til den foreløbigt tredje film i serien. Den første var instrueret af Paul ”Resident Evil” Anderson, og havde bl.a. Jason Statham på rollelisten. De efterfølgende to Death Race film, er blevet lavet til TV og har derfor ikke været ude i biografdistribution. Dette faktum betyder ikke nødvendigvis, at filmene dermed er dårligere end originalen, men der er desværre en hel del, der kan tyder på det.

Konceptet omkring serien, er - som undertegnede nævnte i anmeldelsen af den første film - ellers på papiret glimrende. I den nære fremtid er reality-tv gået et skridt videre og dødsdømte fanger kæmper nu på lukkede baner, i store, specialbyggede, pansrede køretøjer om at vinde Dødsræset, der samtidig streames live til betalende kunder overalt på kloden. Banerne er designet så snedigt, at bilernes våben først aktiveres efter et stykke tid og værre er det, at banerne i sig selv er fyldt med fælder og forhindringer.

Den ultimative præmie er kørernes overlevelse og frihed. I de første to film foregik dette løb i et kolossalt lukket fængsel, men Death Race: Inferno starter med at vi er vidne til en heftig diskussion mellem den forrige ejer af koncernen bag racerløbet - Weyland (et navn der klinger Aliens-ondt) og Death Races nye ejer Niles. Niles er ikke kun en nådesløs businessmand men også et stort, irriterende r*vhul. Lucas som overtager rettighederne, vil gøre væddeløbet verdensomspændende, hvilket vil sige at han vil ud af fængslet og benytte baner rundt omkring i verden. Til lanceringen af det nye koncept, vælger han en enorm bane i Kalahari-ørkenen.

Filmens hovedperson er, lige som i den forrige, den mystiske kører Carl Lucas – bedre kendt som Frankenstein. Frankenstein døde brutalt ved at brænde inde i en bil i starten af den allerførste film og toeren var en slags prequel, der fulgte hvordan Lucas blev til Frankenstein. Det store spørgsmål er naturligvis, hvordan de nu har fået genoplivet Lucas som Frankenstein? Det skal man dog se filmen for at finde ud af.

Frankensteins holdkammerater, der alle regnede ham for død, er naturligvis både overraskede og forståeligt sure da de møder ham, men inden det første løb kan starte har Niles planlagt en ny tilføjelse til sporten. For aftenen inden kæmper de kvindelige navigatører en meget svedig og nedringet kamp til døden – denne kamp skal afgøre hvilke af pigerne de der skal have lov til at sidde ved siden af de barkede chauffører og primært se fotogene ud, mens missiler, kugler og flammekastere affyres mod de køretøjer de sidder i.

Blandingen mellem biler, bryster og computerspilslignende bilvæddeløb er, som ide, helt fantastisk og man håber virkelig på at filmmagerne har fået blandet denne cocktail helt rigtig – men Death Race: Inferno lider under gentagelsens forbandelse. Ikke kun har de fans, der har set de andre film i serien, set historien før, de har set nærmest set nøjagtig samme historie før! For selv om filmen da har lidt af et twist mod slutningen, så er dette ikke væsentligt meget forskelligt fra det, den første film bød på.

Filmen handler i dens subtekst stadig om den reelle kriminelle, der med sit hjerte på rette sted, mod umulige odds skal kæmpe mod et usandsynligt, kapitalistisk konglomorat, der råder over uanede ressourcer og ikke mindst er villige til konsekvent at ændre på spillets regler til sin egen fordel.

I starten af filmen får Frankenstein at vide, at han under ingen omstændigheder må vinde løbet, da han allerede har vundet fire løb og vinder han et femte, så dikterer reglerne at han samtidig vinder han sin frihed. Frankenstein er nemlig en så populær kører, at Niles ikke vil lade ham gå, derfor truer han ham med at blive slået ihjel hvis han formaster sig til at vinde løbet, men som den kvikke læser nok allerede har regnet ud, så leder Carl og hans crew også efter en snedig vej ud af denne kattepine.

Selv om det har klædt serien at skifte det blågrå fængselsbeton ud med en større ørkenbane, hvor både lokale kriminelle og omgivelserne giver nogen mere variation. Det ændrer dog ikke ved, at hverken frekvensen af babes, syge våben, gode stunts eller en række meget sammenbidte, småskøre hovedpersoner gør Death Race – Inferno til en kongefilm. Selv om der er godt gang i den, så keder man sig altså bravt undervejs, for der er ingen overraskelser, ingen elementer som man ikke har set før.

Det bærende element, racerløbet er ganske fedt filmet og både billede og lyd tager sig flot ud i BluRays HD. Selv om production designet også er over middel, så kan man altså undre sig meget over eksempelvis hvorfor der er 10 cm vand på gulvet i Carls celle, især nu de befinder sig midt ude i en ørken. Spejlingen ser flot ud på film, men det må give seriøs fodsvamp i længden.