Grænselandsudstillingen er navnet på en af Danmarks veletablerede kunstnersammenslutninger. En gang om året viser dens medlemmer deres bedste værker i Sønderjyllandshallen i Aabenraa, og bagefter sendes udstillingen videre til en lokalitet i Nordtyskland og et andet sted i Danmark.

I år er det Sydslesvigs Danske Kunstforening, der har taget opgaven på sig syd for grænsen. Til og med 26. september viser foreningen udstilingen på Dansk Centralbibliotek i Flensborg. Det er dog kun et ekstrakt af den udstilling, der for få uger siden blev vist i Aabenraa. Nogle værker er blevet solgt, andre var der ikke plads til. Bibliotekets lokaler er væsentligt mindre end Sønderjyllandshallen.

Grænselandsudstillingen har 35 medlemmer. Det er både danske og tyske kunstnere, der primært bor i Sønderjylland eller Slesvig-Holsten eller på andre måder har relationer til grænselandet. Og så inviteres der gæster. I år 12 danske og tyske gæsteudstillere, der sørger for lidt blodtransfusion. Mødet med kunstnere med rødder i et andet kulturrum viser det frugtbare ved en grænsetilværelse. Der opstår en dynamik, og den forstår udstillingens kuratorer at udnytte.

Der vises maleri, skulptur og grafik på årets udstilling, mens de moderne medier, videokunst og installationskunst er ikke-eksisterende. Det sidste kan nok overraske en smule, når man ser, hvad den censurerede udstilling, Landesschau, hvert år har at byde på. Denne udstilling tilrettelægges af billedkunstnernes forbund i Slesvig-Holsten (Bundesverband Bildender Künstler), og her bobler det med nye udtryksformer med kunstnere, der har hentet inspiration i Berlin, Köln, Stuttgart, Düsseldorf eller Hamborg. De var måske værd at invitere på de kommende års grænselandsudstillinger.

De klassiske discipliner dyrkes til gengæld seriøst og overbevisende. Det er ikke de vilde eksperimenter, de kaster sig over, hverken de faste udstillere eller gæsterne, men der er alligevel flere, der giver gæsterne tankevækkende oplevelser.

Gæster og gamle kendinge
Morten Krogsgård kan lide traumer og tabuer. Han har tidligere sat hippier, roligans og tilslørede muslimske kvinder ind i en kontekst med nederlaget på Dybbøl Banke i 1864. I år blafrer Dannebrog nok så frejdigt i en tropisk plantage med sorte slaver, og så har han klippet Christian firtal ud fra Vilhelm Marstrands berømte maleri fra skibet »Trefoldigheden«. Det var her, han mistede synet på sit ene øje, og på Krogsgårds maleri er kongen omgivet af sorte, der slider på dækket.

Enhver må afgøre med sig selv, hvor elegant akrylmaleriernes symbolik er. Den kan også virke lidt klodset. Ligesom de kuraterede udstillinger kan medføre forudsigelighed, så er der også en fare ved de udstillinger arrangeret af kunstnersammenslutninger. Kunstnerne bestemmer selv, hvem de vil lukke ind, og der kan gradvist opstå indavl. Med gengangere er der da også en vis genkendelighed på Grænselandsudstillingen 2014. Det gælder for eksempel Ole Prip Hansen, Jes Mogensen, Hans Lembrecht Madsen og Alfred Friis og Dan Thuesen, der i den traditionelle afdeling fortolker marskens og vadehavets vekslende rytmer. Thuesen er bosiddende i Højer, og i hans figurative landskabsbilleder er det lyset over Vadehavet, digerne og profilen af Højer by, der fanges ind.

Der er naturligt nok ingen linje gennem udstillingen. Den giver en fornemmelse af, hvad de deltagende kunstnere er optaget af just nu.

Sydslesvigeren Nils Vollertsen har flere gange ladet sin datter føre pensel eller blyant, og om få år vil han kunne trække bukserne ned på alle sammen og sige, at det var hans datter, der havde lavet alle billederne. Men det sker næppe, for billederne på udstillingen ligger i god tråd med det, han gennem årene egenhændigt har præsteret med enkle streger i et grafisk univers.

Uformel stemning
Fordelen ved de kunstnerstyrede udstillinger er, at kunstnerne ikke skal tage hensyn til magtfulde samlere, professionelle kuratorer og gallerister, fremhæver Grænselandsudstillingens formand, Bente Sonne, i udstillingskataloget.

»Grænselandsudstillingen er en kunstnerstyret udstilling, og denne udstillingsform er en vigtig spiller i den samlede vifte af udstillingsplatforme i Danmark. De bedste kunstnerstyrede grupper er kunstfagligt professionelle. De viser måske ikke udstillinger med en rød tråd, et tema eller et samlende hele, men det ville også være kedeligt, hvis alle udstillinger var formet efter denne skabelon«, skriver Bente Sonne.

Tidligere på året tog kunstkritiker Lisbeth Bonde fra Politiken kunstnersammenslutninger som Grænselandsudstillingen i forsvar. Hun fremhævede dem som »historiske og unikke« og en dansk udstillingsform, som »der også bør være plads til på den danske kunstscene« ved siden af de professionelt kuraterede udstillinger i gallerier, kunsthaller og på museer.

Stemningen på Grænselandsudstillingen er altid uformel, men fagligt går kunstnersammenslutningen ikke på kompromis. Lidt mere fremtid kunne der dog sagtens være blandt de retrospektive vinkler. Det er heldigvis ikke en eksklusiv udstilling i den forstand, at den kun taler til få. Alle kan finde et eller andet, der henvender sig specielt til dem.