Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre

Saga vol. 7 / G. Floy Studio / 152 sider
Tekst: Brian K. Vaughn, ill: Fiona Staples
Anmeldt 30/1 2018, 15:04 af Torben Rølmer Bille

Farlig mellemlanding


Farlig mellemlanding

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den fortsatte, fantasifulde sci-fi-fortælling Saga er nået til sin syvende del, og selv om man muligvis godt kunne tro, at kvaliteten af såvel tegninger som selve fortællingen godt kunne lide under dette, så har de seks forrige albums - lige som det aktuelle - vist, at der ikke er nogen grund til frygt. Serien har skabt sit helt eget excentriske univers, som for hver udgivelse bliver både større og mere komplekst.

Af samme grund kan nye læsere ikke bare droppe ind hér og regne med at få alle aspekter af historien med. Hovedplottet fokuserer som førhen på den lille familie, der består af en mor der kommer fra en planet og en far der kommer fra en anden, der mod alle odds - til trods for at de hører til to forskellige racer - alligevel har formået at skabe et charmerende barn sammen . Netop derfor jagtes familien af folk fra både hans og hendes hjemverden. Dette fremgår også tydeligt, hvis man vælger at starte med vol. 7, til gengæld vil man så have svært ved at forstå rigtigt mange af de mange intertekstuelle referencer og danne sig et overblik over det stadigt voksende figurgalleri, som optræder.

Da syvende bind starter er vore protagonister landet på en asteroide, idet de mangler brændstof til deres besynderlige trærumskib for at kunne fortsætte deres tur gennem galaksen. Her møder de selvsagt nogle nye, lokale aliens - nogle venligtsindede, nogle langt mere væmmelige, og da deres ophold pludselig kommer til at vare en del længere end først beregnet, vælger flere af de morderiske typer, der jagter Alana, Marko og lille Hazel også at droppe forbi asteroiden. Samtidig er der også andre ydre omstændigheder, der gør, at familien pludselig blive nødt til at forlade asteroiden, hvis dette altså i det hele taget er muligt.

Saga vol. 7 fortsætter lige som de sidste par bøger i et højt fortællemæssigt gear. Selv om der til stadighed dukker nye fantastisk tænkte skabninger op, så ligger fascinationen af denne serie ikke alene i den opfindsomme fantasiverden som bliver præsenteret, men idet man har fulgt den flygtende familie over så mange sider, så lærer læseren til stadighed også nye ting om dem. Jo flere bøger der kommer, jo mere plads er der til at man kan få skabt et forhold til de centrale figurer - som var dette en velproduceret tv- eller velskrevet romanserie, og lige som disse bliver det aldrig hverken trivielt eller kedeligt.

Dette skyldes som før den sprudlende fortællelyst, interessante dialoger og ikke mindst Fiona Staples fremragende streg. Det er også denne kombination, der gør at serien år efter år efter år høster den ene tegneseriepris efter den anden . Selv om der er mange science-fictiontegneserier af høj kvalitet på markedet, så er det som om Saga har fundet en formel som hæver den et betydeligt hak over resten.

Selvfølgelig skal man som anmelder ikke blive forblændet af priser, der uddeles, men seriens værd er da også helt åbenlyst, idet man åbner coveret. For foruden den helt åbenlyse tiltrækning ved de flotte, rene tegninger og den imponerende farvelægning er Saga virkeligt fint fortalt og får effektiv skabt en masse figurer som på én gang er fremmedartede og nemme at forholde sig til. For selv om det er en serie, der foregår langt ude i rummet blandt hybridvæsener og aliens, så er de problemer og ofte vanskelige valg som figurerne står overfor nogle som er alment menneskelige, nogle som langt de fleste af os vil kunne genkende.

Anbefalingen er derfor (som tidligere) soleklar: har du ikke hørt om Saga før, og elsker du tegneserier, så skal du skamme dig lidt og se at komme i gang med at få læst den. Hører du derimod til de, der har fulgt med fra starten, så giver det sig selv, du har ikke brug for at læse nogen anmeldelser for at vide, at du naturligvis også skal have Saga vol. 7 hjem på reolen.

Forrige anmeldelse
« Scrapbogen «
Næste anmeldelse
» Grus »