Den kritikerroste tegner, Craig Thompsen, sendte i 2011 sin seneste mastodont på gaden. Tegneserien bærer den besnærende titel Habibi og er et fabulerende vildskud i den mark, der blev gødet med mesterværket En dyne af sne. Vildskud kan lyde som en fornærmelse, men det er nu ment imødekommende; Habibi er en generøs gave fra Thompson til sine fans, men også et værk, der spænder over temmelig mange temaer. Det er derfor ikke let at lave en samlet læsning af tegneserien, hvilket de mange divergerende anmeldelser, nationalt og internationalt, også vidner om.

Plottet i Habibi er en slags eventyrlig coming-of-age historie om den lille pige, Dodolo, der bortgiftes som lille, men som hurtigt stjæles og bortføres som slave. Dodolo overtager her den lille dreng Zam, med hvem hun søger tilflugt i en strandet båd i ørkenen. Som fremmedelementer i en grusom verden installerer de to børn sig i dette ørkenens fremmedelement. Her kæmper de for livets opretholdelse og en stædig kamp mod verdens fordærv.

Thompson anvender et tematisk træk, som rummer et sart, kritisk potentiale. For selvom verdens fordærv truer med at blive børnenes undergang, så er det også på sigt deres redning. Dodola finder nemlig ud af, at mænd vil give meget for et hurtigt knald, så den bedste indtjeningskilde findes i en omkalfatring af ørkenens magtstrukturer - de djærve karavaneførere bliver medgørlige, ja, næsten underdanige, med udsigten til tilfredsstillet lyst. Og det er denne biologiske mekanisme, der skal udnyttes.

Senere vendes denne nyopdagede struktur på hovedet, da både Dodola og Zam bliver opmærksom på deres egen seksualitet, som indlejres i deres komplicerede fælles historie og deres kyske religionsforståelse.

Sådanne temagange indvikles på en række måder, da turen går fra ørkenen til en rig sultans harem, videre til en storbys slum og igen tilbage til ørkenen. Magt og afmagt, urbanisering og ruralitet, sex og askese, mand og kvinde befrugter og ødelægger hinanden i en uendelig dialektik. Grebet er spændende, men også ustruktureret. Planen med det fremstår ikke tydeligt, og det giver handlingen et lidt tumultarisk præg, som ikke klæder historien.

Billedets affekt
Dette ses også i den prægnante tegnestil, som Thompson anvender. En række forskellige teknikker flettes i hinanden, så de mange temaer i narrativet bliver spejlet i stregens mangfoldighed. Hele værket er holdt i sort-hvid, men sidernes enkelte karakteristika varierer meget. Det giver en varieret læseoplevelse, men også så varieret, at man taber pusten lidt undervejs. Billederne falder ikke rigtigt til ro.

Teknisk ser bruger Thompson lystigt af den arabiske kunst, hvor arabesker og ornamenteringer af siderne er helt centrale. Særligt i de passager, hvor der spilles på islamisk mystik og kalligrafi, er arabeskerne i centrum. Desuden benytter Thompson sig både af det store billede, hvor en hel side bruges til et enkelt frame og den klassiske stribe, hvor billederne afløser hinanden sekventielt.

Habibi er en personbåret fortælling, men portrætteringen af karaktererne svinger i kvalitet. Dodolo og Zam er generelt skarpt tegnet, og man forstår deres udtryks udvikling igennem fortællingen. Værre er det med de platte skildringer af sultanen; den pruttende hofdværg, Goojez; Den Store Sorte Chefeunuk, osv., hvor overdimensionering og naturstridighed fylder for meget. Det er selvfølgelig ment som et komisk element i fortællingen, men det takker over og bliver i stedet forstyrrende.

Mysticisme og sex
Ud fra denne generelle beskrivelse af Thompsons brug og misbrug af mange forskellige temaer og teknikker, vil jeg drage to temaer ud. For selvom Thompsons narrativ er stærkt, og det er en spændende rejse, der foretages, bruges to greb i plottet, som lidt klichefyldt skal forføre læseren. For det første skal læseren fristes gennem ørkenens og Islams mystik. I vestlig optik er Islam den rigide bogreligion, en dogmatisk fæstning, der ikke kan gennemtrænges af kritik eller fornuft. Men Islam har også en poetisk side, som kommer til udtryk i både Koranen, den kalligrafiske kunst og fx det poetiske storværk Tusind og én nat. Disse referencer trækkes der i stor stil på i Habibi men desværre på en måde, så det virker banalt. I En dyne af sne er religionskritikken i centrum, fordi Thompson selv har oplevet, at religiøse sammenhænge kan skabe social isolation. Men i Habibi vinder ørkenmystikken over socialkritkken.
For det andet skal de mange sexscener udpensles, så historien tipper over til at blive et manifest for seksuel frigørelse. Det er jo fair nok, men det er ikke, hvad historien overordnet vil. Dermed mistes fokus, og det forlænger bogen med unødigt mange sider.

Flere udenlandske anmeldere har påpeget, at bogens karakterer er stereotype og tenderende til platte. Jeg er ikke uenig, men det forstyrrer ikke min læsning så meget, som det måske gør for folk, der bedre kender arabisk kultur. For mig ligger forstyrrelsen på et billedmæssigt plan og ikke den eventuelt bagvedliggende ideologi. Jeg læser Thompsons historie, som en stiløvelse, hvor mystik/religion og sex/pubertet skal clashe og befrugte hinanden på nye måder. Og som sådan fungerer den fint. Hvis Thompson strammer sin narrative ramme, så kan han endnu mere, men som ung forfatter er Habibi et flot og storladent værk.