På Scala-scenen i Aarhus vader gode skuespillere rundt med komiske parykker og barokke kostumer i en grøn havelabyrint og rimer som dagen er lang. Til at hjælpe sig med det har de fløjet den velrenommerede litauiske instruktør Oskaras Koršunovas ind for at instruere dem. Oskaras snakker imidlertid hverken dansk eller engelsk, men så har man sørendansemig bare hentet en tolk ind, så INSTRUKTØREN OG SKUESPILLERNE RENT FAKTISK KAN KOMMUNIKERE. Ja, fine forhold!

Der er dog tilsyneladende gået et eller andet galt i kommunikationen, for store dele af forestillingen er simpelthen ikke sjov. Lad mig forklare:

Molières Tartuffe fra 1664 handler om et veletableret og rigt fransk hus ledet af den patriarkalske Orgon, der bor med sin mor, datter, søn, tjenestepige, kone og kones bror. Datteren er forlovet med den unge Valere. Den hykleriske og skinhellige Tartuffe er husets gæst. Han lader som om, at han er dydig og from, men i virkeligheden er han en liderlig løgner, der begærer husets frue. Den godtroende Orgon og hans salige moder ser imidlertid kun Tartuffes dydige sider, og snart vil Orgon give sin datter og sit gods til Tartuffe.

Den første halve time af forestillingen går med at forklare dette setup på en desværre alt for kedelig måde.


Tjenestekonen Dorine og husets frues broder Cleante, spillet af Kim Vejsgaard og Merete Voldstedlund, har meget taletid i første akt, og deres replikker er ikke morsomme. Man sidder og småkeder sig, lige indtil Andreas Jebro vælter ind på scenen som den ekstremt teatralske Valere. Og så bliver det pludselig sjovt! Andreas har for nylig vist sit talent for komikken i Aarhus Teaters opsætning af Romeo og Julie, og han er forrygende i Tartuffe. Han og Mette Døssing spiller fantastisk op ad hinanden og præsterer stykkets sjoveste scene.

Mens vi venter på Tartuffe
Stykket taber energi igen, indtil Tartuffe, spillet af Peter Flyvholm, efter omtrent tre kvarters forestilling endelig gør sin entré på scenen. Og Peter gør det sådan set godt som Tartuffe. Han er allerbedst, når han enten er hysterisk liderlig og savlende lægger an på husets frue, eller når han er manipulerende og ynkeligt jamrende. Der er sjove optrin både med husfaderen Orgon, velspillet af Anders Baggesen, og fruen i huset, habilt leveret af Dorthe Hansen Carlsen.


Men altid, lige når det begynder at være sjovt, så bliver der smidt et eller andet ind, der ikke fungerer. Som f.eks. en pludselig RAP, der da er et meget pudsigt indfald, men som igen ikke er sjov. Eller bare helt almindelige kedelige scener og replikudvekslinger.

Skuespilpræstationerne er overordnet gode, men på premiereaftenen kunne Merete Voldstedlund ikke huske sine replikker og skulle bruge sufflør adskillige gange. Hun måtte endda træde helt ud af rollen på et tidspunkt og råbe ”Hvad siger du?” til suffløren, fordi hun ikke hørte det første gang. Hun havde som sagt meget taletid, og det er egentlig okay at skulle bruge suffløren i løbet af en forestilling, men det her var småpinligt. Man sad og blev nervøs, når hun åbnede munden.


Tartuffe har alle forudsætninger for at være fantastisk. Scenografien er spændende og lækker, skuespillerne er generelt gode, og det er en velrenommeret instruktør. Der er eksperimenter i scenedesign og lydbillede, og der er kunstneriske ambitioner. Man har endda smidt en alternativ slutning ind i stykket. Men for meget af tiden keder man sig lidt. Og det duer. Altså. Ikke. I. En. Komedie.