Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Z - Monikca Zetterlund Teatret ved Sorte Hest
Anmeldt 23/10 2018, 17:58 af Uffe Stormgaard

En forelskelsens rus med masser af tømrermænd


En forelskelsens rus med masser af tømrermænd

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lad mig straks tilstå: jeg har siden jeg hørte/så Monica Zetterlund, engang først i tresserne i Stochholm på Berns Salonger og hos ”Knäppupperne”” (det hed de faktisk!) – en super musikalsk, vittig, skæv revy skrevet af Povel Ramel, Hasse og Tage mfl., været ”kär” i hende.

Jeg har gennem et langt liv, ”Sakta vi gå gennom stan”, med denne dejlige gennemmusikalske kvinde – der som få har rummet jazzens sjæl og rytme, med poesi og smerte. Tåre og smil. Aldrig, aldrig banalt, men befriende vedkommende. En forelskelsens rus med masser af tømrermænd – og fantastiske mænd. Sådan var Monica.

Jan Hertz har på Teatret ved Sorte Hest valgt at sammensætte, det man med et gammeldags ord kunne kalde et potpourri af Monica Zetterlunds sange – ingen dramatisk handling – selv om sangerindens liv var dramatisk nok – ingen forbindende tekst, men Monica rent. NEJ, NEJ Camilla Bendix er ikke Monica Zetterlund - hun er Camilla Bendix. Og det er også godt. Instruktøren har klogeligt valgt, at lade Camilla Bendix fortolke, aldrig kopiere udlægningen af de mange tekster skrevet netop til Monica Zetterlund.

"Snart er livet borte” synger hun, akkompagneret af den fremragende jazzpianist Benjamin Nørholm Jacobsen, mens hun kærtegner en stribe herreskjorter hængt på snor hen over den lille sceneåbning, med en tagryg som baggrund, som hun forestillingen igennem adræt hopper op og ned ad. Sådan åbner forestillingen Z-Monika Zetterlund.

På forunderlig vis deler hun ud af Monicas livs, synger hendes livs melodi, viser hendes ensomme sjæl, der toner ud i: snart er livet borte. Vi oplever glæden, musikaliteten og poesien i teksterne med en sødme og indforståethed, der ikke i det ydre er Monicas, men i sit indhold bliver vores. For vel har Camilla Bendix ikke Monicas super-sensitive musikalitet, så formår hun alligevel i sin fortolkning, at nå den elementære nærhed, der gjorde Monica så stor.

Det er ikke Monicas liv – som Per Fly så fremragende har skildret i filmen Monica Z http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1543– derimod et nænsomt udvalg af de tekster, der illustrer en kvindes nuancerede følelsesliv, hvor blottelse af smerte og begær ikke er bandlyst. For det var det Monica turde, en ærlig nådesløs fremstilling af en kvinde.

”Sange får kvindekrop” er forestillingens underrubrik. Så langt når Camilla Bendix ikke. Det er kjønt og dejligt at lytte til hendes loyalitet mod titelfiguren – men (og der må naturnødvendigt være et ”men”, alene det at hun ikke synger på svensk, som blev Monicas adelsmærke) også jazzens nerve, bluesens smerte og dybe mangler. Det er stille smukt og varmt – men ondt gør det ikke – vi nynner med, mere på nostalgiens melodi end på Camila Bendix’ spinkle toner.

Monica Zetterlund havde et voldsomt liv. En forfærdelig tragedie sluttede hendes liv i kørestol – hun brændte inde. Det behøver vi ikke at vide – men det sætter den store kunstners virke i perspektiv. Monica kom aldrig gratis til sin kunst.

I Ved Sorte Hest nynner, småmumler vi med på de mange tekster (flest af Bibbe Wolgers) – og det er dejligt. Vi fik 50 minutter med en skøn solist – der fik os til at huske en stor svensk jazzsangerinde, der bare var underbar. Og det var hele aftenen værd.

277
Forrige anmeldelse
« Grounded «
Næste anmeldelse
» I sidste øjeblik »