Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Orlando Betty Nansen
Anmeldt 17/9 2018, 13:56 af Uffe Stormgaard

En gigantisk karusseltur i tid og køn


En gigantisk karusseltur i tid og køn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det røde fortæppe går langsomt op. En tom scene med et rødt bagtæppe, der synkront sænkes. Samtidigt rejser der sig i baggrunden et kæmpe spejl, som snart dækker hele sceneåbningen. Og hvem sidder nu oppe på scenen – det gør vi, tilskuerne. Teater i teater. Hvem er skuespillere, hvem er publikum? Hvem spejler sig i hvem? Hvem er vi? Hvilken identitet har vi? Det er det Orlando handler om.

Virginia Wolf skrev romanen Orlando for 90 år siden – som en kraftig reaktion/forståelse af hendes eget heftige lesbiske forhold til forfatterkollegaen Vita Sackville-West. Begge godt gifte (som datiden krævede), åndsaristokratiske kvinder, der lever i såkaldte åbne ægteskaber, hvor køns begreberne ikke længere er fastlåste. Alting flyder. Tiden, identiteten, kønnet. Orlando er en delvis selvbiografisk køns udforskende roman, flere gange filmatiseret og nu som teaterstykke på Betty Nansen Teater.

Og her står han, Orlando, foran det røde fortæppe, i hvidt kalvekrøs med papir og fjerpen klar til at fortælle historien om sig selv, omgivet af fire ens klædte omstillingsberedte figurer, parat til at følge Orlandos afsøgning af sin identitet: hvem er jeg?

”Jeg skriver for at behage mig selv”, siger Orlando med fjerpennen i hånden. Det bliver til lidt af et digterværk. Nu og her er Orlando en 16-årig dreng, smukke ben og en net fremtoning, en køn page, der behager Elisabeth den første af England. Det er starten på Orlandos centrifugering gennem 300 år, med sin litterære bagage og en kønsforvirring – eller rettere med en skiftende kønsidentitet. Snart er han udsendt af Charles den anden som ambassadør i Konstantinopel. Snart på en vidunderlig skøjtetur på den bundfrosne Themsen med en russisk prinsesse. Der er fuldt tryk på tids- og kønsskifte. Sidste ord før pausen – så er vi forberedte: Orlando er nu en 30-årig kvinde.

Ingen ringere end dronning Victoria tager nu, Orlando, kvinden med de smukke ben, til sin store barm – der er ingen tvivl om at omfavnelsen er til gensidig fornøjelse. Mange af de kvindelige kønsrelaterede egenskaber nyder lady Orlando til fulde, men må også finde sig i kønnets snærende bånd (korsettet!), de fjollede frier og manglende rettighed til arv og fast ejendom, en ejendoms retssag hun dog vinder.

En gigantisk karusseltur i tid og køn med Orlando som omdrejningsakse – visuel overraskende. Hele tiden med spejlglaseffekten, som gør at vi, helt i overensstemmelse med personskildringen, både er foran og bagved, de skiftende karakterer. Igen et visuelt mesterstykke fra scenografen Maja Ravns hånd. Sent glemmer man personernes kravlene rundt på gulv/husmure - det skal ses.

Elisa Kragerup, ny direktør på Betty, med et formidabelt kunstnerisk ry fra Det Kongelige har sat, denne forrygende og på ny aktuelle komedie – eller er det tragedie – stilistisk visuelt i scene, fyldt med overraskende kostumer og tableauer. En nuanceret personskildring, ligger nok ikke i teksten, der i den totale friheds navn, balancerer mellem det højkomiske og det nære universelt menneskelige.

Orlandos dobbeltsidighed er indforstået fremstillet af Maria Rossing. En kæmperolle, der kræver en næsten ufattelig udstråling for at dække en fantasiskikkelse, der selvmodsigende, skal virke ægte, for at vi kan to på den. Så langt når vi da ikke helt. Til gengæld går det op for en, hvor stor en karakterskuespiller Gylling Mortensen har udviklet sig til. Det er forrygende, som hun kan indtage scenen og skabe karakter – hun er Dronning Viktoria, litteraturkritikeren Nickolas Greene og alle de andre, der passerer forbi. Herresiden med Mikkel Arndt og Anton Hjejle forsøger med indlevelse, store fagter og farceagtig humor, at gøre opmærksom på verdens/kønnenes absurditeter. Xenia Noetztlmann er, som rollerne kræver smuk, men det kniber med den sproglige accentuering.

Orlando er en kæmpe indsats fra teatrets side. Fyldt med visuelle overraskelser og eksistentielle spørgsmål, som vi nok ikke fik løsningen på denne gang. Mindre kan også gøre det, så længe det er godt teater og det er det.

273
Forrige anmeldelse
« Seebach – The Musical «
Næste anmeldelse
» Aladdin »