Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
6 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
7 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
8 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Efter brylluppet Betty Nansen Teater
Anmeldt 23/10 2017, 09:36 af Uffe Stormgaard

Et brag af en misforståelse


Et brag af en misforståelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Definitionen på en musical må være noget med musik, dans og sang, plus en fortløbende handling uden showstoppere. I modsætning til ur-moderen vaudevillen/operetten, bruges sangteksterne til at komme videre i historien. Allerbedst er det hvis musicalen også handler om noget væsentligt, som klassikeren Singing in the Rain, om talefilmens gennembrud eller West Side Story om bandekrig. Efter brylluppet opfylder alle de kriterier – ja, den kalder sig endda i bestemt form: The Musical.

Udgangspunktet er Susanne Biers Oscarnominerede spillefilm af samme navn, som instruktøren Peer Langdal har bearbejdet, iscenesat og fået sat sange og musik til. En moralsk nutidig historie om ulandshjælp, fattigdom, idealisme og de helt nære ting. Konfrontationen med, at den hjemvendte ngo’er, Jakob (spillet, sunget og rappet af Erann DD), opdager at han er far til en 23-årig pige, der netop står foran sit bryllup og som han har svigtet for at redde hele verden!

Der er både budskaber og nuanceret nærhed i Susanne Biers succesfilm – så Peter Langdal, der tidligere på Betty Nansens Teater, med stort held, har teaterfortolket Jaque Demies synge-film Pigen og paraplyerne, burde have fundet en oplagt vinder. For Anders Thomas Jensens filmmanuskript fejler ikke noget, hverken i dramatik eller personskildring.

Åbnings scenen er da også flot nok. Et mylder af børn og fodbolde. Der er fart og farver - netop Langdals speciale - til heftig discopop-musik. Vi er i Indien, et danskstøttet børnehjem, med skønne, livlige, fattige unger, der forguder danske Jacob. Det er ham, der som 68-hippie, er blevet hængende – og har skaffet børnehuset dets sponsormidler, der desværre er ved at slippe op. Jacob drager derfor modvilligt til København efter 23 års fravær, for at søge støtte til børnene. En livlig scene, hvor musikerne kommer på scenen i uvante indiske gevandter – medens kønne sarong klædte børnehavepædagoger og nuttede børn, ønsker Jakob held og lykke med fortagenet.

Tilbage i hovedstaden får vi oplægget til forestillingens dramatiske kerne: Stenrige Jørgen, gift med smukke Helene, har lokket Jacob til Danmark med den bestemte bagtanke – nej, ikke sponsorstøtten – men at konfronterer Jacob med Anna, der viser sig at være resultatet af fortidens kærlighedsaffære mellem Jacob og Helene. Far/datter sammenføringen sker lige før Annas bryllup. Jo, konflikterne er der - og dem blev der også loyalt redegjort for i filmen. Men ak, musik, forvirring, forenkling og lidt fjolle dans med børnekor og banale replikker, gør ikke forestillingen til det den gerne vil være: The Musical.

Peter Langdal har valgt at lade 6 anerkendte komponister, hver bidrage med individuel musik til de 6 hovedpersoner. På papiret sikkert en god ide, men her bliver det voldsomt rodet - og selv om flere af de mange sangnumre som Anna er min og Kan jeg nå dig? (begge af Tim Christensen) er smukke og rene, virker det kun som spredte glimt i et fortumlet sceneri, hvor både Anne Linnet, Sys Bjerre, Peter AG og hovedrolleindehaver Eran DD har lagt musik til.

Heller ikke skuespillerne har det let i dette brag af en misforståelse. Den hjemkomne hippie, Jacob, kæmper bravt med skuespil og stemme overfor de professionelle skuespillere, som Cecilie Stenspil (Helen), Hanne Uldal (Jørgens mor) og Kasper Leisner (Jørgen) – og det kommer der ikke altid noget godt ud af. Andy Roa og Al Agami får begge lavet små selvstændige fjollefigurer.

Musicalens budskab om vigtigheden af det nære, om medansvar for fattigdom og nød, om svigt og kærlighed – ja hov, det fortonede sig i bulder, brag, hurtige sceneskift og musicalreminiscenser, der bestemt ikke gav forestillingen mere perspektiv – eller værst, større underholdningsværdi. Ærgerligt, for stoffet er i udgangspunktet godt nok.

Forrige anmeldelse
« Sad i Parken «
Næste anmeldelse
» En smule i overkanten »