Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Efter Festen Café Liva
Anmeldt 28/9 2017, 16:00 af Hans Christian Davidsen

Rocken skrælles af Sneakers


Rocken skrælles af Sneakers

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Rockorkestret Sneakers hører 1980ernes Danmark til. Også selv om man var mere til The Cure, Depeche Mode eller Siouxsie and the Banshees. Der var ikke det gymnasiegilde eller den ungdomsfest, hvor Sui-Sui ikke drønede ud af højttalerne. Selv de typer, der gik i sort, var nødt til at lytte til Sanne Salomonsen, hvis de ville være med, hvor der var sjov og sex.

Sui-Sui drøner dog ikke ud af højttalerne i cabaretten Efter festen, selv om den både har taget navn efter et af Sneakers’ store hits og i undertitlen kalder sig en Sneakers-cabaret. Jazzmusikeren Olivier Antunes har arrangeret sangene om til ukendelighed. Det er kun teksterne, man kan genkende sangene på. Der er ingen Sanne Salomonsen her. Er det godt eller skidt?

Jo længere, man kommer ind i musicalen, jo mere ligegyldigt bliver det, at den er så langt fra Sneakers. Den får sit eget liv med idékvinden Pernille Sørensen og Jens Gotthelf som et ægtepar, der er på vej til at blive 50 år.

Usande gentagelser
De to blev studenter i 1985, da Sneakers gik i opløsning, men alderen betyder ikke pind. Slet ikke. Det er overhovedet ikke noget, de tænker på. Som Pernille Sørensen siger i sin rolle som den midaldrende kvinde, der lyttede til Sneakers i sine unge dage: “Jeg har det bare så skidegodt med min alder”.

En løgn bliver dog ikke til sandhed af at blive gentaget. Voksenlivet har overhalet begge to med forfald, for meget rødvin, lig i skabet, sidespring og til sidst skilsmisse. Sneakers-sangene flashbacker tilbage til dengang, livet lå foran dem begge to, og alting var muligt, åbent og verden for deres fødder. Nu ryges der ikke pot mere. Nu knokles røven ud af bukserne. Stress og selvrealisering fylder de to hovedpersoners liv, der kører i femte gear.

Rocken skrælles af
En aha-oplevelse fik anmelderen her med hjem: Jeg vidste ikke, at Sneakers’ tekster (som Hans Henrik Koltze stod bag) var så gode, men når rocken skrælles af lyrikken, og de synges som bittersøde og afdæmpede ballader - blot akkompagneret af Mads Christian Strandgaard - bliver man snigende opslugt af deres univers.

Ind imellem spiller Pernille Sørensen og Jens Gotthelf både humoristisk, eftertænksomt og selvironisk skuespil, der ikke har et påtrængende budskab, men blot vil vise os noget. Der er fine replikker, tankevækkende pointer og skuespil, der sidder lige i skabet. Man kommer dog næppe ret meget klogere hjem, men har dog taget en dyb indånding - sådan én, som ægteparret i cabaretten måske også godt kunne have trængt til.

En Sneakers-cabaret skulle jo så lige være til målgruppen bestående af dem, der var unge i 1980ernes Danmark eller Sydslesvig. Men det var da så lige noget, man selv gik rundt og troede i sin naivitet. Publikums aldersgennemsnit lå betydeligt højere ved den forestilling, jeg var inde for at se. Kun få var på alder med dem, der fik studentereksamen omkring 1985 som cabarettens hovedpersoner. Men var det ikke også “nå”-generationen, den blev kaldt? 1980ernes unge, der – ifølge forældre-generationen – forholdt sig med en ligegyldig og nå-agtig attitude over for samfundet og fællesskabet. Titlen Efter festen kunne ikke have været mere velvalgt.

251
Forrige anmeldelse
« Rigoletto «
Næste anmeldelse
» Ritual »