Den pukkelryggede og latterliggjorte hofnar, Rigoletto, kæmper indædt for at blive respekteret. Han har ét lyspunkt i livet – sin elskede datter, Gilda. Rigoletto vil gøre alt for at beskytte hende fra livets sorger, men en frygtelig fejltagelse får hans verden til at styrte i grus, og i mareridtsagtige hallucinationer genoplever han denne begivenhed, mens sindssygen får stadig større tag i ham.

Følelserne er stærke og rørende i Rigoletto, og heldigvis kan Operaen rumme noget af det smukkeste musik, der findes i operaer og især i Rigoletto. En af de mest kendte operaarier, La Donne è Mobile (kvinder er lunefulde), bliver sunget, men allerede på det tidspunkt er du hooked.

Det sker tidligt i Rigoletto, at en forbandelse bliver lagt på hovedkarakteren af samme navn, en forbandelse som vil forfølge ham gennem resten af historien. Men Operaens genfortælling af en af Verdis favoritter, som åbnede d. 10.9.17, er heldigvis velsignet fra begyndelsen med en superb rollebesætning, som på åbningsdagen var anført af Sebastian Catana i rollen som Rigoletto, en af operahistoriens mest tragiske roller.

Det kan godt være, at Catana er klædt ud som en hofnar, men han regerer over hele scenen som en konge, med en autoritær, lidenskabelig lyrikisme som fylder hele Operaen, og han giver os et mesterfuldt portræt af en far, hvis datter betyder alt for ham. Som Rigoletto gør han nar af samfundet, han lever i, men han er også bevægende at se på og fylder sit publikum med næstekærlighed for denne tragiske figur, idet han bliver mere og mere sindssyg af den forbandelse, som blev lagt på ham.

Tyske Aniara Amos er både instruktør og scenografen for dette stykke. Hun har tidligere instrueret Don Juan og The Fairy Queen på Gamle Scene. Hun har opført ”Rigoletto” som en foruroligende fortælling i et skørt og vanvittigt David Lynch-agtigt univers, fuld af billeder, kunst og et helt nyt greb på den klassiske og elskede historie. Sammen med en generel faretruende belysning er der hele tiden en følelse af, at Rigolettos forbandelse kan vende tilbage og hjemsøge ham hvert øjeblik, det skal være.

På åbningsdagen fik vi fint besøg af Sofie Elkjær Jensen som Rigolettos datter, Gilda. Hendes varme, kraftfulde stemme glider let og elegant gennem salen, især i sangen Caro nome che il mio cor. Gilda falder for en af operaens mest berygtede kvindebedårer, hertugen af Mantua, sunget af Peter Lodahl. Lodahl ser ud som og opfører sig som en mand, der ingen bekymringer har i verden, og det passer ganske glimrende til hertugens rolle. Hans stemme er klar og rammer alle de rigtige punkter.

Hvis du tager selve stykket Rigoletto i betragtning, er der ingen tvivl om, at den syder med seksuelle undertoner hele vejen igennem, og det må siges, at instruktøren har taget de undertoner helt frem til forgrunden, så vi hele tiden bliver mindet om, hvad der er på alle karakterernes sind. Hertugen tænker kun på at forføre kvinderne, Gilda bliver i sin naive, beskyttede tilstand ophidset af sin bedårer (med ufattelige konsekvenser), og Rigoletto bliver forfulgt af tanker om at holde al seksualitet for døren for at beskytte sig selv og sin datter (med endnu ufatteligere konsekvenser).

Dette er med til at give stykket en meget syret fornemmelse med faretruende farver og, som nævnt, en voldsom belysning, mens erotiske billeder viser sig i baggrunden som en evig påmindelse om de tre hovedrollers sindsstemninger. Det er ikke nødvendigvis en god fortolkning af stykket, men det er skam interessant at se på og bliver aldrig kedeligt.

Rigoletto synges på italiensk med danske overtekster.