Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Lille mand, hvad nu? Folketeatret
Anmeldt 3/10 2016, 08:48 af Hans Christian Davidsen

Rutsjetur mod bunden


Rutsjetur mod bunden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hverdagsrealismen var kendetegnet for den tyske forfatter Hans Fallada. I mellemkrigsårene skrev han klassikeren Lille mand - hvad nu? - en kummerfuld, men også lidt sentimental fortælling om en af de små mænd, der i 1930ernes Tyskland blev mast af bureaukrati, overmagt og kapital.

Her portrætteres en lidt naiv flipproletar, der aldrig kom til at flirte med kommunisterne, og i sin småborgerlighed følte sig lidt finere end de fleste andre af sine egentligt ligesindende, og dermed gav næring til den utilfredshed, som nazisterne kynisk spillede på.

Johannes Pinneberg er hovedpersonen, der går fra den ene skuffelse til den anden. En ung konfektionshandler, der sammen med sin kone, Pusser, starter et liv i en lille nordtysk provinsby, men som i de svære tider tvinges til at søge lykken i Berlin. De kan ikke få økonomien til at hænge sammen. Pusser bliver gravid, mens krisen i Tyskland bare bliver værre og værre.

Ydmygelser
På arbejdspladsen bliver Pinneberg ydmyget af vekslende arbejdsgivere og ubehagelige kolleger, og hans stive, småborgerlige forventninger krakelerer. Frygten for arbejdsløshed hænger hele tiden over hovedet. “Jeg er så bange for, at Johannes skal ­miste sit arbejde”, lyder det konstant fra hans hustru. Man skal være effektiv, holde kvoten, holde tempoet, og hvad det ellers hedder.

Alt sammen formidler Hans Fallada i den stil, der blev kaldt for ‘Neue ­Sachlichkeit’ med detaljerede næsten journalistiske beskrivelser.

Der har været en tendens til at sætte forestillingen op på teatrene med situationskomik, sikkert fordi vi skal forstå eller snuse til den tidsånd af ubekymrethed, der gjorde sig gældende i 1920erne, inden depressionen ramte. Teatret Mungo Park viger da heller ikke tilbage fra grovkornethed og karikerede figurer i opsætningen af Lille mand, hvad nu? - en forestilling som er på turne i Folketeatrets regi.

Romanen har da også en tone af noget uhøjtideligt og er mættet af satire på en tyngende baggrund. Den fordringsløse og dystre scenografi - på en drejescene, som skuespillerne selv styrer - kaster det mørke og den desillusion ind i stykket, som det lever af.

Den rammer Martin Lyngbo fint i sin iscenesættelse, der er fyldt med stof til eftertanke i vores tid. Men instruktøren overlader fornuftigt nok tilskuerne at tænke selv. Det er heller ikke engang sikkert, at vi kommer til at udlede det samme af stykket som en Martin Lyngbo. Godt nok er der i 2016 utryghed, opbrud, populisme, fremmedangst og sandheder, som vi troede var vedtagne, og så ikke er det alligevel. Parallellerne til 1920erne og 1930erne er til at få øje på. Men det er forskellene også.

Rørende par
Jens Frederik Sætter-Lassen og Sofie Alhøj spiller autentisk og meget rørende det centrale par som Johannes Pinneberg og hans Pusser. Udenom suser Lars Bom og Lisbeth Gajhede ind og ud af rollerne. Hold da op for en omstillingsparathed.

Marianne Mortensen giver den gas som Pinnebergs prostituerede mor, der lejer værelse ud til sin egen søn for en ågerpris og i øvrigt skraber til sig på bankkontoen, mens hun har ondt af sig selv og kærester med plattenslageren Jachmann. Lars Bom som Jachmann, der ud over at gå i kassen med moren, også bager på Pusser, mens hun holder sin nyfødte i armene - og i en masse andre roller som moralsk anløbne arbejdsgivere, sleske kolleger, men ind imellem også en ven med hjertet på rette sted. Vennen er næsten så ren som en nudist, men tiden med de ekstremistiske tendenser var - eller er - blufærdig.

Skuespillet akkompagneres med Morten Hemmingsen stemningsfyldte guitarspil og tyske slagersang - ikke uden tydelig dansk accent. Ind imellem blander Lisbeth Gajhede og Lars Bom sig også i musikken med stor effekt.

Afslutningen på det hele må vi gætte os til. Pinneberg rutsjer ned ad den sociale rangstige og ender som forhutlet i en utæt rønne med kone og barn. Han bliver stående udenfor, mens Pusser forgæves kalder ham ind, udenfor i formørkelsen og uden for rækkevidde. Hans Fallada forudså nazismens magtovertagelse året efter, at romanen udkom.

Det er en vedkommende og gennemtænkt iscenesættelse, Mungo Park turnerer med.  Særlig stærk står det stemningsskifte, som kommer snigende til sidst. Da er det slut med den kabaretagtige leg med de store følelser. Depressionen har banket på, og undergangen er på vej.

216
Forrige anmeldelse
« Godnat Albert «
Næste anmeldelse
» Faldet »