Når der skal symboliseres middelalder, skal det åbenbart være med gråt. Og når Dansk Danseteater tager fat på Carl Orffs eksalterede korværk Carmina Burana, er danserne i første del iklædt flagrende joggingbukser. Det er vanskeligt at se den dybere mening med og tilmed synd, hvis man havde sat næsen op efter at se toptrimmede danseres muskler arbejde - en central del af danseteatrets æstetik.

Det er et stykke moderne danseteater med forskellige former for dans, lidt tekst og performance, men forholdsvis få visuelle udtryk.

Da forestillingen blev præsenteret ved en lille velkomst fra teatrets side, fik vi at vide, at kulisserne var kastet bort og følelserne - især i første afdeling i Fabio Libertis koreografi - sat på spil, men emotionerne skulle være kørt til side efter pausen i Alessandro Sousa Pereiras koreografi. Det kan godt være, det var intentionen, men det var ikke noget, anmelderen magtede at se.

Tværtimod var de triste, grålige sparkedragtsagtige kostumer og en middelmådig lyssætning med til at trække følelserne ud af Fabio Libertis fortælling. Dertil kom et forsøg på en parodi eller noget komisk, der aldrig rigtig blev komisk.

Indestængt energi

De bedende nonner, tjenestefolk og hofriddere kommer i smukke optrin ind på scenen, men ledsages af Carl Orffs svulmende musik i en noget pauver gengivelse. Man kan mene om Orffs let anakronistiske komposition fra 1936, hvad man vil. Det er smag og behag. Men effektfuld, det er den, og her er det, som om Fabio Liberti ikke rigtig magter at følge med. Hans italienske baggrund fornægter sig ikke. Her og der er lidt commedia dell’arte.

Der er dog stærke solistiske plusser på en nøgen scene blottet for staffage og dans, der kan savne magi og dybde. Plusserne gælder især Emily Nicolaou, der farer vild og skjuler sig bag sit viltre hår, mens hun dygtigt, smidigt og præcist løfter forestillingen, og det gælder Jernej Bizjaks stærke optrin med kant og indestængt energi.

Energisk vrede
Efter pausen kommer der mere dynamik med Alessandro Sousa Pereiras koreografi. Der er mere på spil i dansen, og lyssætningen gør rummet mere levende. Særligt oplivende er det at se Stefano Bizas kaste sig ind på scenen med en energisk vrede i sin kamp for at være med i et fællesskab. De andre dansere agerer i gruppe og trækker ham væk fra scenen, men hver gang kæmper han sig fri og kommer tilbage.

Anden afdeling er generelt en god fortælling om mennesker på bunden af samfundet med stærke kontraster. Groteske skikkelser kæmper for at få en plads i lyset og higer efter lykken. Der er lidt af maleren Michael Kvium over det med surreale karakterer, der også kommer til at fremstå naragtige.

Det er en fysisk krævende forestilling med god timing, men også generelt mange gentagelser - nogle gange har de deres berettigelse, andre gange i mindre omfang. Generelt bliver modspillet til musikken blot for lille.