Vi befinder os langt ude i fremtiden. Jorden er gennemgået en slags kataklysme og hvilket har kastet civilisationen tilbage til en form for ny udgave af stenalderen. Her møder spilleren den rødhårede pige Aloy, der uvist af hvilken årsag bliver nødt til at leve som udstødt af lokalsamfundet sammen med sin værge. Hun må ikke have nogen form for kontakt med indbyggerne i den nærliggende by, men dette ændrer sig hurtigt, da hun vinder ”prøvelsen”, en konkurrence, der afgør, hvem der er de bedste jægere i lokalsamfundet. Nu bliver de andre nødt til at acceptere hende, men dette betyder så også at hun må bryde al kontakt til den mand der har opfostret hende.

Ved første øjekast kan man ikke lade være med at drage paralleller mellem den handlekraftige Aloy og så hovedfiguren fra PS3 spillet Heavenly Sword der lidt på samme måde blev nødt til at bevise sit værd gennem kamp og snarrådighed. Her stopper sammenligningen så også, for efter Aloy er blevet optaget i stammen, opdager hun at der er mange hemmeligheder omkring hendes person. Dette drejer sig ikke udelukkende om hvem hendes mor var, hvorfor hendes værge blev udstødt men også hvad der i det hele taget er sket med den verden hun befinder sig i. Hvorfor bukkede den gamle civilisation under og hvor kommer de levende maskiner, som truer alle, der bevæger sig ud i vildmarken, fra?

Udforsk, indsaml, dræb og level up!
Aloys færden byder på mange vilde oplevelser. Da dette primært er et actionspil, skal der selvfølgelig kæmpes mod disse levende maskindyr med spyd, bue & pil, slynge eller en række andre primitive våben. Disse kan vanen tro opgraderes efterhånden som spillet udvikler sig. Dette gøres ved at spilleren køber sig til bedre udstyr, ved at indsamle ressourcer fra nedlagte robotter. Man kan også fremstille ammunition og helsedrikke af de ting man indsamler i naturen. Alt sammen noget spillere har oplevet i andre spil som f.eks. Far Cry: Primal. Et spil der (ud over robot- og teknologiaspektet) har en del lighedspunkter med Horizon.

Dernæst er den verden som Hollandske Guerilla Games har skabt både virkelig stor (måske ikke helt i Skyrim -klassen, men ganske tæt på) og den er virkeligt detaljeret gengivet. Selv om Aloy ikke kan gå ind i langt de fleste huse, så er dette nok ganske bevidst træk, idet Horizon: Zero Dawn primært er et udendørsspil. Det vil dog sige at spillet kræver at Aloy også går ind i en masse store hulesystemer, for at løse sin opgave og disse er til gengæld bevidst klaustrofobiske.

Landskabet kommer på den måde til at virke som en fabelagtig medspiller i helhedsoplevelsen. Vejret er omskifteligt: røde solnedgange kan afløses af en imponerende stjernehimmel, tåge og morgenregn. Der er både snedækkede landskaber, ørkener og frodig jungle idet man kommer længere og længere rundt på spilområdet. Det er bragende flot lavet, også for de der som garvede spillere har set imponerende landskaber i rigtigt mange andre spil.

Åbn verden
Hvis man vil afdække hele kortet (og score ekstra erfaringspoint) handler det om at lokalisere de enorme ”langhalse” - en slags blanding mellem en kolossal giraf og en brontosaurus. Disse kan man med besvær klatre op på idet de går forbi. Når man toppen af deres hoved, kan man – lige som i Assassins Creed eller Far Cry - få tilføjet en masse detaljer på det kort man bruger til at orientere sig efter.
br>
Modsat nogle af Guerilla Games' tidligere spil som f.eks. Killzone- er spilleren ikke fanget hovedsageligt på baner, men kan frit bevæge sig fra sted til sted, følge hovedmissionerne, de mange sidemissioner (der løbende afdækkes), gå på jagt, indsamle planter, dyreskind og robotdele eller for den sags skyld bare kortslutte en af de større robotter og så ride rundt i landskabet på ryggen af en flot animeret metaldims.

Mange timers spil
Både hovedhistorien og en del af de mange sidemissioner, som Aloy kastes ud i undervejs i spillet, er ganske fine og afvekslende. Det er svært ikke at blive imponeret af, hvor opfindsomme spildesignerne har været i deres tilrettelæggelse af missionerne. Ligesom man kan imponeres af den tekniske bedrift i den nyudviklede spilmotor som driver spillet frem. Det kan selvfølgeligt være lidt trivielt at jagte vildsvin, kalkuner eller kaniner for at få fat i nogle ressourcer som skal bruges til at kunne få lov til at købe en bestemt rustning eller våben-taske, men de missioner som kan tilgås ved at Aloy interagerer med folk hun møder, er for mestendels gode.

Sidemissionerne falder i en tre-fire overordnede kategorier. Der er de hvor Aloy skal forsøge at lokalisere folk der er blevet væk. Dette klarer hun bedre end de andre jægere i verden. I spillets start får en meget ung udgave af Aloy en dims (kaldet ”the focus”) som er et levn fra fortiden. Det er en slags øresnegl, der kan fungere som en slags scanner over nærområdet. Ved at aktivere dette fokus kan hun derfor udpege mål, scanne dyr og mennesker selv gennem forhindringer. Endelig kan dette fokus bruges til at finde ledetråde, som var hun en sporhund. Disse spor kan så følges indtil hun finder det eller de som hun er blevet bedt om.


Andre missioner handler om at redde folk fra angribende maskiner, eller for den sags skyld nedlægge større robotter, for efterfølgende at indsamle en bestemt ressource som hun skal aflevere til den person, der har sendt Aloy på mission. For at lette rejsen i dette enorme landskab en smule kan Alloy som nævnt ”kortslutte” robotterne (alt efter hvor langt henne i spillet man er) som så kan benyttes som ridedyr, eller spilleren kan vælge at rejse hurtigt mellem de save-points i form af lejrbål, som man har passeret i løbet af spillet.

Snik snak
Da det er og bliver et actionspil, kan det godt blive lidt for meget når man igen og igen kastes ind i lange dialoger med de karakterer man møder. Selvfølgelig er det tænkt fra spildesignernes side, at disse samtaler, hvor spilleren til dels kan spørge ind til både disse figurers personlige historie eller få del i deres viden om den verden man befinder sig i, skal give en illusion om dybde, realisme og fordre fordybelsen. Heldigvis kan man dog med et enkelt tryk på ”X”-knappen, skippe disse dialoger og hurtigt komme videre til det det hele handler om.


Det er ikke for at nedgøre de mange hundrede timer som stemmeskuespillerne må have brugt i lydstudierne, men undertegnede blev bare ret hurtigt træt af endeløse dialoger figurer imellem og havde mere lyst til at komme i gang med at gå på opdagelse eller forberede sig til kamp, i stedet for at høre på endnu en figur,der plaprer løs. Måske tænker du – jamen sådan er det også i Mass Effect -spillene, eller i peg-og-klik spil, men her er forskellen blot, at spildesignerne har haft en langt bedre fornemmelse for timing, så deres dialogsekvenser faktisk bliver nogle, man ikke har lyst til at skippe.

Zero Dawn
Hvorfor spillet har fået denne titel skal selvfølgelig ikke afsløres her, men kommer man gennem hovedhistorien bliver dette naturligvis afsløret. og den er tilpas god til at Kapellets anmelder ikke sprang den over. Dette skyldes delvist at det er er den amerikanske skuespiller Lance Reddick (kendt fra bl.a. Fringeog X-Box spillet Quantum Leap som leverer meget af baggrundshistorien i dialogsekvenser mellem hans figur og Aloy.

Hele fortællingen om Aloys identitet, hvad der i det hele taget skete med vores planet, der gjorde at verden både huser ruiner, samtidig med at robotlignende væsener løber truende rundt i landskabet og ikke mindst, hvorfor menneskene nu lever i en form for primitive stammesamfund, er rigtig godt udtænkt og fortalt. Historien kan selvsagt godt minde om nogle lignende man har set i andre sci-fi-fortællinger, men måden den afvikles på er altså glimrende.

For at finde svar må Aloy også lokalisere en række enorme ruiner, der er gemt dybt nede under jorden. Her viger jungle eller slette pludselig for højteknologiske, metalliske undergrundsscenerier, der gemmer på en masse farer og ikke mindst på de hemmeligheder, der peger frem mod spillets egentlige klimaks.

Arkadefornemmelsen
En af de fede ting ved spillet er at det basalt set er rigtigt sjovt at spille. Både kamp, opgraderings- og fremstillingssystemerne er nemme at gå til, selv for de der ikke er så rutinerede gamers. Sværhedsgraden er heller ikke urimelig, men spillet er samtidig tilpas udfordrende og stort til, at man aldrig begynder at kede sig, selv ikke efter Aloy er blevet opgraderet til det maksimale.


Det er også fedt at spildesignerne har tilladt at enkelte elementer fraviger den ellers så realistiske grafik, og i stedet føles som ren leg. Et godt eksempel er at Alloy ved at hoppe og rulle kan enten forcere stejle klippesider, eller ved at time sit rul rigtigt, er i stand til at ”klatre ned” på steder som hun ellers ikke burde, uden at tage alt for meget skade. Det kan godt være at enkelte spillere synes det virker tarveligt og bryder med realismen, men det er altså også rart at man bare kan hoppe op et uventet sted, for på den måde at finde en ny måde at liste sig tæt på fjendens lejr på.

Horizon: Zelda Dawn?
Det er ikke fordi Kapellet vil begive sig ud i en egentlig sammenligning med Nintendos seneste Zelda-spil Breath of the Wild men det er samtidig tankevækkende at der er så mange lighedspunkter mellem de to. Begge er enorme open-world sandkassespil. Begge byder på centrale missioner der skal gennemføres, og en mængde sidemissioner, der kan til- og fravælges og begge foregår for det meste udendørs, i lukkede hulesystemer eller i kampe med bosser, der skal overvindes før man kan komme videre.

Nu tænker du måske: jo, men det kan man jo sige om spildynamikken i så mange spil – men bemærkelsesværdigt er det også at begge spil er titler der ikke kommer på andre platforme end hhv. Nintendos og Sonys. Horizon: Zero Dawn er dog bestemt ikke et børnespil, hvilket både fremgår af aldersgrænsen, men måske især også af de både komplekse handlingsforløb og de meget voldsomme scener, der optræder undervejs. På mange måder kan Zero Dawn derfor ses som Sonys bud på et spil, der kan tilfredsstille de Playstation-fans, der er ærgerlige over ikke at kunne spille det nye Zelda på PS4.

Der er dog al mulig grund til at spille både Zelda og ikke mindst Zero Dawn for spillene er heldigvis også så tilpas forskellige, at de kan pirre os på meget forskellig vis. Der er derfor en god grund til at spilanmeldere verden over har været helt oppe og ringe over begge spil – for de er fantastiske bekendtskaber, der tilbyder at skabe unikke verdener for spilleren. Verdener som spilleren har lyst til at vende tilbage til igen og igen og ikke mindst bruge rigtigt meget tid på.