Der har været enormt store forventninger til No Man’s Sky, et spil som også hare været udskudt et par gange. Da det for en lille måneds tid siden endelig dukkede op hos spilanmelderne, viste det sig at være et spil, der i den grad delte vandene. De der var kritiske overfor det hævdede at spillet basalt set var en slags Minecraft i rummet, hvor de opgaver som spilleren blev stillet hurtigt blev trivielle og af samme årsag var No Man’s Sky et spil der ikke var i stand til at holde spilleren fænget længere tid af gangen.

Mange af disse anmeldere kunne sagtens se fascinationen i at spillet genererede et fantastisk sci-fi univers på stedet , hvor både væsener, fauna, flora blev genereret mens man spillede. Det overordnede mål i spillet er at finde ind til universets centrum, for at se hvad der mon gemmer sig dér. Mange kritikere mente, at det ikke var særligt spændende konstant at lede efter ressourcer til ens rumskib, udkæmpe rumslag med pirater, høste forskellige typer mineraler eller besøge fremmedartede helligdomme for at lære det sprog som de alien-racer man møder taler.

Denne opfattelse deles dog slet ikke af kulturkapellet, for hovedårsagen til at det har taget så forholdsvist længe at få færdiggjort en anmeldelse af spillet, er at nærværende anmelder har haft alt for travlt med at dykke ned i spillets univers, i stedet for at fare til tasterne.

Forrygende venligt spildesign
Som anmelder modtager man ofte enten downloadkoder eller en spildisk fra distributørerne uden nogen form for medfølgende anvisning om hvad spillet går ud på, hvordan man opgraderer sit udstyr, mm. Dette var dog heller ikke nødvendigt, for har man blot lidt tålmodighed med No Man’s Sky vil man nemt kunne navigere i det, til trods for manglende instruktion.

Når man starter spillet op rejser man formløst gennem det kolossale univers, som man i løbet af spillet potentielt selv kan være med til at afdække et hjørne af. Stjerner og planetsystemer suser forbi spilleren idet titlen dukker op, med ens controller kan man se sig omkring - men ikke ændre hverken retning eller hastighed. Skærmen går i hvidt og da man kan ane ens omgivelserne, befinder man sig på en fjern planet ved siden af et rumskib, som i den grad har brug for at blive repareret. For uden et rumfartøj er det ikke muligt at bevæge sig fra planet til planet, fra univers til univers.

Det daglige fiks
For at kunne fikse skibet bliver spilleren nødt til at afsøge nærmiljøet udstyret udelukkende med et enkelt værktøj (multitool) og sin jetpack. Værktøjet kan takket være en laser kan fungere både som offensivt våben og som et hjælpemiddel til at nedbryde og indsamle råstoffer.


Eksempelvis har man brug for at smadre plutoniumkrystaller for at få skibets motor opladt, man skal høste og fabrikere jernplader, for at reparere skroget osv. I løbet af spillet er det også muligt at lokalisere andre, større rumskibe, som man kan føje til ens samling. Fordelen ved dette er at både ens rumskib og ens rumdragt har evnen til at bære X-antal mineraler eller skatte og man løber hurtigt tør for plads! Pladsen skal man nemlig bruge hvis man finder opskrifter på mere komplekse motorer, opgraderinger til jetpacken eller andre lignende hjælpemidler.

Samtidig lærer man undervej fire forskellige racer af aliens at kende. Det siges også, at man hypotetisk kan løbe ind i andre spillere, men idet universet er så stort, at chancen for dette er meget lille. Til gengæld er No Man’s Sky et af de spil, der er nemt at gå til men svært at forlade igen. Der er hele tiden et eller andet, som man kan give sig i kast med, hvad enten det er at lokalisere gamle templer, så man på sigt får mulighed for at lære at forstå hvad de fire typer af aliens spørger en om, eller baser som gemmer på arbejdstegninger, råstoffer, information om nedstyrtede skibe eller tilbyder spilleren credits for råstoffer. På den måde fungerer spilet både som casual game men så sandelig også som et man kan fordybe, nej - fortabe sig i.

Verdener af muligheder
Det er oplevelsen, snarere end et halsbrækkende action eller en fantastisk historie, der kendetegner No Man’s Sky. Oplevelsen af at udforske en endnu uopdaget klynge planeter. Finde og katalogisere mærkværdige dyr både på jorden, i vandet eller i luften, vel og mærke på de planeter der understøtter liv. Nogle planeter er golde men rige på mineraler, mens andre byder på en rig biodiversitet. Store underjordske hulesystemer strækker sig kilometervis under planeternes overflade – og alt kan man nå enten med sit rumskib, eller til fods, hjulpet godt på vej af den jetpack som man er udstyret med. Denne kan naturligvis også opgraderes undervejs, så spilleren er i stand til at svæve over større afstande.


Nogle planeter er af is, andre radioaktive, nogle er meget varme og oven i dette er der både storme eller andre typer vejrlig der påvirker oplevelsen. Den stemningsfulde underlægningsmusik passer fint til alle lejligheder. Opdages du af de mystiske droner kaldet ”sentinels” der flyver rundt på alle planeter, bliver musikken dramatisk og actionpræget, for er du blot på opdagelse for at finde ressourcer til at opgradere våben/rumskib med præsenteres du for et ambient, electronica lydbillede, der passer fint til de mange LSD-farvede verdener, som spillet genererer. Det er både udsyret og sært fascinerende, at indsamle data om både flora, fauna og selve planeternes geologi og klima, mens man forsøger at lære de forskellige alien racers sprog og ikke mindst forsøge at nå universets centrum.

Fra det nære til det fjerne
Det mest fascinerende er, at spilleren kan bevæge sig overalt i dette univers. Der er sømløse overgange fra det kolde himmelrum til planeternes dybe grotter og kun meget får gange vil man opleve at grafikmotoren ikke kan følge med. Når man får samlet en hyperdrive-motor bliver man i stand til at springe fra solsystem til solsystem og opgraderer man denne motor, kan man ligefrem warpe gennem en række solsystemer. Når man foretager springer i hyperrummet, eller er så heldig at opdage et sort hul, er det det eneste tidspunkt at spillet bruger lidt tid på at loade og derfor præsenterer en pause fra interaktionen. Det er vel også bare rimeligt når softwaren skal skabe et fungerende system af planeter, rumstationer, fantasivæsener og fremmedartede bygninger.


Det eneste der i øvrigt er med til a hive spilleren ud af den fascinerende verden som spildesignerne og deres proceduralt skabte verdener, er når spillet fryser og man bliver nødt til at genstarte det. Det er lidt af et irritationsmoment, men omvendt skal det siges at det måske er sket tre eller fire gange i løbet af de over 60 timers sammenlagt spilletid som undertegnede indtil videre har lagt i spillet. Ud over dette er det et spil som kører flydende og har en rigtigt god motor bag sit gameplay – både hvad angår grafikafvikling og fysik.

Elite light
Da der for kort tid siden blev afholdt den første Gamescope festival i Aalborg (en messe for computerspil og spiludvikling) holdt Troldspejlets alfader Jakob Stegelmann et oplæg om film og spil og sammenlignede her No Man’s Sky med det klassiske Atari-500 spil Rescue on Fractalus, men det ville også være fair at sammenligne det med en lige så gammel, klassisk spiltitel nemlig Elite (som nærværende anmelder i sin tid spillede ihærdigt på sin Spectrum zx-48 K) . Der er selvsagt sket en revolution i forhold til grafik, men basalt set forekommer sammenligningerne fair. Rescue on Fractalus handlede om at redde nogle nødstedte astronauter på en 3D-planet og Elite handlede om rumkampe og handel med råvarer på forskellige rumstationer i en række forskellige galakser.


Heldigvis er det ikke kun grafikken, men også gameplayet der er blevet voldsomt forbedret i No Man’s Sky. I Elite var det nærmest en kunst at lande sit fartøj sikkert på en rumstation. I det nye spil går dette nærmest automatisk, idet spilleren kommer tæt nok på indgangen til rumstationen. Samhandelen med forskellige aliens, der kan give spilleren de fornødne credits til at opgradere enten våben eller ens rumskib med, er fælles for begge spil, forskellen er at i No Man’s Sky kan man se dette væsen. Så for alle de der har brugt uger eller måneder på at opnå Elite-status i det gamle spil, vil No Man’s Sky forekomme som den kulørte, brugervenlige udgave af spillet. Men også som et spil der tilføjer en lang række eksplorative og sansemæssige oplevelser undervejs.

Ingen haters på kapellet
Den endelige dom er derfor at du - hvis du altså tør stole på kulturkapellet - ikke må snyde dig selv for det eventyr og det kulørte rumeventyr som Hello Games har skabt til os. Måske er spillet i sidste ende ikke endt med at blive helt så ambitiøst som først antaget og i skrivende stund er der kommet endnu en patch, der forhåbentlig sikrer at nye spillere ikke oplever at spillet fryser.

Der er masser af timers opdagelser og udforskninger i spillet og selv om anmelder endnu ikke helt har fundet vej til universets centrum, så fortsætter rumeventyret så snart der er mulighed for det. Det er et spil der med sikkerhed vil begejstre alle de, der i forvejen holder af Minecraft-lignende spil men som ikke vil bruge al deres tid på at bygge ting. Det er også et spil der bare er flot at se på og som potentielt kan spilles af både unge og gamle, for det er hverken blodigt eller skræmmende, der er i stedet smukt og endeløst fascinerende.