I startfirserne var der i Danmark primært to fraktioner af computernørder. Der var dem, der påstod at Commodore-64 var den bedste maskine og dem, der vidste bedre og derfor købte en Sinclair Spectrum ZX-48k. Da afløseren skulle findes kom begge maskiner først i 128k-versioner, men her var det primært et spørgsmål om mere hukommelse til hardwaren. Den første reelle efterfølger hed for Spectrum-entusiaster 3+, men det må med skam indrømmes at Commodore-fansene trak det længste strå: de fik Commodore Amiga. I denne fine maskines levetid komme en lang række legendariske spiltitler. Et af disse var Shadow of the Beast.

Moderne spilfirmaer har for længst indset, at mange af de spillere, der var børn og unge i slutningen af firserne og starten af halvfemserne, her i 2016 er blevet voksne. Voksne der ofte trodsigt holder fast i deres indre nørd. Så under påskud af ”at børnene i familien skal have noget at lege med”, har disse (som oftest fædre) anskaffet sig nye spilkonsoller og bruger dem tit mere end ungerne. Spilfirmaerne har derfor indset, at det er en god idé at lave nye versioner af klassiske spil til netop denne målgruppe, for selv om spillene har gennemgået en forrygende udvikling på 30+ år, så er der stadig mange der sukker og længes efter gamle, klassiske spil. Det er nok en af grundene til at Shadow of the Beast er kommet i en opdateret version til PS4.

Brutalt og blodigt
Spillet har fået en kraftig visuel opdatering, men grundlæggende har spildesignerne holdt fast i mange af de aspekter der var sjovt ved det oprindelige spil, nemlig side-scrollende- platform-hopperi tilsat en hel masse nærkampe. Spillet har fået en form for rammehistorie, men dog kun en som man får det fulde udbytte af, hvis man lægger noget energi i at klare banerne rigtigt godt og sørger for at score mange point. Jo flere fjender det lykkes en at dræbe i streg, uden man selv bliver ramt, jo større bonus får man i sidste ende.

Det er også muligt at komme helskinnet gennem en kamp og så modtager man en eliksir som kan bruges hvis ens hvis man senerehen dør. Hvis ikke man har en eliksir ved hånden, kan man i stedet vælge at starte helt forfra eller at ”sluge en uskyldig sjæl” for på den måde at blive genoplivet med rigtig dårlig samvittighed. Vælger man dette mister man også en hel del optjente point, der som nævnt kan bruges til at låse op for f.eks. undertekster til de forskellige mærkværdige væsener man møder på sin vej. Der er i alt 6 forskellige typer af væsener, så for at få det hele med skal man altså låse op for undertekster for hver enkelt, det koster 6 millioner point i alt!

Brug dine point
De optjente pointe kan dog også bruges på meget andet godt, bl.a. kan du låse op for bedre kampfærdigheder, nye specialtræk og ikke mindst er der muligheden for at låse op for det originale Amiga-spil !!!. Synes du dette er alt for svært (og indrømmet det er lige så udfordrende i dag som det var tilbage i 1989), kan man endog låse op for ”uendelige liv”, hvis man altså er villig til at bruge endnu en million surt sammensparede point på det.


Spillet byder som nævnt på en rammefortælling, der dog i store træk kan forstås uden der låses op for underteksterne. Du – bæstet fra titlen – er en slags mellemting mellem en slave, Wolverine og en kamphund. En mystisk kutteklædt skikkelse holder dig i stram, højteknologisk laser-snor mens du guides gennem et frodigt landskab hen til et slot, hvor du tvinges til at dræbe nogle munke, så din herre kan stjæle et spædbarn. Da dette sker, får du selv et flashback til dengang du blev revet væk fra din familie og da du vågner op fra trancen, er slottet i flammer og det lykkes dig at give din herre en på lampen – inden han smutter, kæden brydes og du så begynder på at følger efter de neongrønne blodspor, din tidligere ejermand har efterladt.

Voldsomme kampe
Det er og bliver kampen, der er det centrale i Shadow of the Beast, for de opstår hyppigt og er både afvekslende og vilde. Det er en nådesløst brutal verden du befinder dig i. Kampene foregår som regel på afmålte områder, hvor en usynlig barriere forhindrer dig i at bevæge dig alt for meget fra side til side. Fjenderne kommer fra begge sider og så er det op til dig, gennem forskellige slag- og greb-kombinationer at få nakket så mange fjender som muligt. Føler du dig alt for klemt kan du også benytte et af tre voldsomme specialangreb, plus en særlig angrebsserie (der dog kræver at du er meget præcis på på din controller) for at få ryddet op i rækkerne.

Især i disse sekvenser har animatorerne gjort sig meget umage med at få det hele til at ligne en afvekslende, brutal ballet med dig som et voldeligt epicenter. Blodet fra fjenderne farver jorden mørkerød, mens hoveder flyver og maver flænses op. Har du ikke meget helbred tilbage, kan du også overfalde en såret fjende med et specialtræk og suge hans blod til dig, for på den måde selv at gå op i helbred, men dette kræver også timing. Selv om Shadow of the Beast basalt set er et flot arkadespil, så bør man som ansvarsfuld foræder måske lige spille spillet igennem før man lader familiens yngste sætte sig til at spille det.

Nemt at gå til, svært at mestre
Spillet er meget nemt at komme i gang med og dens linearitet er med til at gøre det ganske enkelt. Svært er det til gengæld, hvis man har tænkt sig at slippe gennem alle dele af de enkelte episoder udelukkende med platinmedaljer. Selv om kapellets spilanmelder gennemførte det på ”normal” var det bestemt stadigt mægtigt udfordrende.


Der kommer, vanen tro, også nogle regulære boss-kampe undervejs – sædvanligvis umiddelbart før det kapitel du er i gang med at spille er slut. Disse kampe er også af meget vekslende sværhedsgrad. Endelig er der nogle baner, der også byder på udfordringer som f.eks. platforme i bevægelse som ens bæst skal lande sikkert og præcist på, for ikke at få massiv skade. Ind imellem er dette næsten så frustrerende, at man skal passe på ikke at komme til at kaste sin controller hårdt ind i væggen. (Der er sikkert flere end man lige går og tror, der har oplevet dette). Disse frustrerende svære ting trækker lidt ned i den samlede bedømmelse, men er bestemt også med til at gøre spillet udfordrende for selv den garvede spiller.

Kort, men godt
Det tager ikke flere uger at gennemføre spillet, som nok mest af alt skal ses som en form for lækker casual-gaming-snack til de der har brug for lidt uforpligtende arkadevold, mellem de større, mere komplekse spiltitler på markedet i øjeblikket. Til gengæld er det heller ikke et spil der vælter husholdningsbudgettet, for med en pris på lidt over 100 Dkr, er det faktisk ganske imponerende at man både får det nye, flotte spil og den klassiske Amiga-version med i købet.

Spillet byder på en global scoreliste, så spilleren kan se hvordan man klarer dig i forhold til andre spillere på samme sværhedsgrad. Desuden kan du, hvis du gerne vil have flere kræfter undervejs i spillet finde nogle sorte tåger – de repræsenterer steder hvor andre spillere er døde. Du kan så vælge at give disse en gave, eller – som nok sker mere hyppigt – at fortære andre spilleres ”sjæle” for at få lidt ekstra livskraft. Det virker måske lidt brutalt, men har så vidt Kapellet kan se ingen egentlig indflydelse på deres videre spil. Det er blot en gimmick, der er fed, men som til gengæld kræver at du spiller online. Ud over disse to elementer, har spillet ingen egentlig onlinefunktioner, hvilket også er ok, med tanke på at det jo ”bare” er et fint lille action/arkadespil.

Så hvad enten man er kæmpefan af Amiga-spillet eller blot synes PS4-versionen af Shadow of the Beast ser sejt ud, så er det helt bestemt værd at få fat på. Du får i al fald både tilfredsstillet din blodtørst, får oplevet et flot, flydende arkadespil og med lidt øvelse, får du sikkert også fat i nogle platinmedaljer og en masse eliksirer.