Det 20. århundredes mest indflydelsesrige danske teolog, Knud Ejler Løgstrup, skrev en række indflydelsesrige værker i sin levetid blandt andet med det uortodokse særkende, at han beskæftigede sig med et bemærkelsesværdigt få antal kilder. Modsat ærkefjenden, Johannes Sløk, der læste alt, han kunne opdrive, var det nærmest Løgstrups kongstanke, at han ville besidde en ”encyklopædisk u-belæsthed”, som hans ven, Hal Koch, skrev til ham i en kendt brev-passus.

Men nu viser det sig så, at Løgstrup ikke blot læste et meget stort antal kilder, men også indoptog langt flere input i sin tænkning – på sin egen kreative måde – end traditionen ellers har tilskrevet. I Løgstrup og Luther gennemgår Løgstrup-eleven, professor i Etik og Religionsfilosofi ved Aarhus Universtet, Svend Andersen, nemlig (dele af) Løgstrups efterladte notater (der er ca. 70.000 sider!) og dokumenterer, hvor intensivt han beskæftigede sig med den tyske reformator og dennes teologi. Det er måske mere overraskende, end de fleste er klar over, af den grund at Løgstrup blot udgav én sølle artikel med fokus på Luthers teologi i hele sit offentliggjorte arbejde.

Af Andersens kildearbejde er der kommet en kompakt, indholdsmæssigt, men stadig oplysende bog på gaden. At Andersen er ovenpå sit stof og derfor hist og her kan finde de små henvisninger mellem Luther og Løgstrup (og internt i deres værker) er evident – og ganske imponerende – men det er for så vidt ikke det interessante. Det virkeligt interessante er gennemgangen af de store linjer, hvor Luthers massive påvirkning på store dele af Løgstrups tænkning påvises.

Andersen fokuserer på Løgstrups bestemmelse af Luthersk kristendom, af menneskesynet, Luthersk etik, samfundsetik, økonomi, ægteskab og skabelsens Gud. Afsluttende er der et udblik til Løgstrups komparation af Luther og Kierkegaard og en efterfølgende epilog. I epilogen samler Andersen op ved at pege på den mest overraskende pointe i læsningen af de efterladte papirer: ”Allermest bemærkelsesværdigt finder jeg de overvejelser over Luthers syn på oprøret, som fører til den overraskende opfattelse, at rollerne mellem øvrighed og undersåtter kan byttes om, så de sidste bliver den sande øvrighed”. Hvorfor er det bemærkelsesværdigt? Dels fordi denne anvendelse af Luthers toregimentelære er højest original, dels fordi det muliggør en anvendelse af selv samme toregimentelære i dag.

Hvis man har fulgt med i reformationsårets debat om Luther, så vil man vide, at debattører som Frederik Stjernfelt og Jens-André Herbener netop er kritiske overfor Luthers øvrighedslydighed, men Løgstrup muliggør en anvendelse af Luthers teologi, som ikke blot føjer magten i alle forhold. Det sås konkret i Løgstrup kategoriske afvisning af nazi-riget, og det er den tråd, der ifølge Andersen, muliggør en anvendelse af Luther i en teo-politisk tænkning i dag.

Diskussionen om den kristne etik
Løgstrup er kendt for at hævde, at der ikke gives nogen kristen etik. For Løgstrup er kristen etik lig med den etiske fordring, at man skal lide ondt for sin næste. Pointen er så, at det forsøger kristne at gøre, fordi Gud siger det, mens ikke-kristne gør det, fordi det ligger i den etiske fordring, der er indskrevet i universets morallove (eller i skabelsen). Når mennesker ikke kan imødekomme det, må Gud træde til med tilgivelse. Det er kristendom ifølge Løgstrup. Den pointe bliver noget udfordret i bogen her, og Andersen siger flere gange, at han ikke er enig med Løgstrup på dette punkt (hvilket er nyt for mig, men vist nok noget, han har hævdet i adskillige år, har jeg ladet mig fortælle).

Uenigheden skyldes, at Løgstrup kobler talen om en kristen etik sammen med sin tolkning af Luthers ordningsteologi, hvor sidstnævnte udspringer af den almengyldige naturlige lov: ”Indholdet af den Lov, som Mennesket hører i den Situation, der er skabt af Ordningen, er Kærlighed til Næsten, der derfor ikke er en specifik kristelig Lov” (s. 49, Andersens kursivering). På den måde ophører det særligt kristne ved næstekærligheden, for den er jo fordret fra naturens side og dermed rettet mod alle mennesker. Dén udlægning finder Andersen så for ensidig, og det kan her bemærkes, at det er en diskussion, der pågår blandt en international kreds af lutherforskere og teologiske etikere, hvor tolkningen lige nu peger i retningen af at tilskrive Luther en særlig kristen etik, særligt pga. hans udlægning af Jesu bjergprædiken. Der er nogle etiske påbud, som alene er rettet mod kristne, og som derfor kan sige at repræsentere en særlig kollektiv moralforståelse (som det kendes fra den angelsaksiske ”kommunitarisme”).

Bogen er en myndig vejledning i Løgstrups efterladte papirer, og den rummer et væld af interessante betragtninger, som er langt flere, end jeg rimeligt kan opliste her. På trods af bogens tilblivelse som arkivstudier er den ganske stimulerende læsning, og den anbefales varmt som en dygtig, gymnastisk øvelse i teologisk tænkning og etik – uanset om man helst følger Luther, Løgstrup eller sågar Andersen i diverse udlægninger.