Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Hverdagsyoga for god søvn / Karen Pallisgaard / 128 sider
Rosinante. ISBN 978-87-638-5139-8
Anmeldt 4/7 2017, 09:10 af Birgitte Amalie Thorn

Din personlige, lille yogalærer i bogform


Din personlige, lille yogalærer i bogform

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ét ord, der falder mig ind, når jeg sidder med Karen Pallisgaards nye yogabog i hånden: lækker. Den er simpelthen en gennemført, lækker, lille sag. Både hvad angår den visuelle side med grafik, farver og så videre, og når det kommer til indholdet. Formatet på bogen er ret lille, så den er lige til at have liggende på hjørnet af natbordet eller i tasken. Det ved jeg allerede, at jeg selv kommer til at gøre en del.

Karen Pallisgaard, der er journalist og yogainstruktør med et par yogaudgivelser bag sig, indleder med Hverdagsyoga for en god søvn nu en ny serie af håndbøger under titlen Hverdagsyoga. Hver bog skal adressere en række af de udfordringer, som det moderne, travle menneske bakser med, og forklare, hvordan yoga kan hjælpe. Pallisgaard, der selv har haft søvnproblemer og stress inde på livet, gør det godt.

I et letforståeligt, uhøjtideligt sprog formidler hun det basale omkring søvn og yoga. Samtidig er bogen rigt illustreret af små faktabokse, citater og farvefotos af Pallisgaard selv, hvor hun demonstrerer de forskellige yogaøvelser.

Bogens første og sidste del opridser kort en række forskningsbaserede informationer omkring den travlheds- og søvnepidemi, der p.t. fejer hen over vesten, samt nemme livsstilsråd til en bedre søvn. Og så er der naturligvis selve yogaøvelserne: De optager bogens midterdel, og hver øvelse er illustreret med et foto samt en beskrivelse af, hvordan man udfører øvelsen, og hvorfor den er god for kroppen eller sindet at lave. Jeg er vidensnørd, så især sidstnævnte er jeg ret vild med.

Øvelserne varierer i sværhedsgrad, men mange af dem er hentet fra den mere restorative gren af yogaen, hvilket gør, at de fleste kan være med. Pallisgaard understreger desuden pædagogisk, at eftersom kroppe er forskellige, skal man heller ikke føle, at man pinedød skal kunne udføre alle øvelserne. Selv er jeg absolut på begynderplan endnu, og jeg har oplevet bogen som utroligt nem at gå til. Dels på grund af de korte men alligevel udførlige instrukser for den enkelte øvelse, men også fordi bogen rummer forslag til fire serier af yogaøvelser af henholdsvis fem, ti, 20 og 30 minutters varighed. Så er det let at vælge den sammensætning, man har tid til netop den dag.

Ud over yogaen rummer bogen instruktioner i beroligende åndedrætsøvelser og små tips til at styre sine tanker, når man lægger sig for at sove. Især åndedrætsøvelserne er gode at bruge som en måde at ’grounde’ sig selv på eller snuppe en kort pause midt i en hektisk hverdag, synes jeg.

Alt i alt fremstår Hverdagsyoga for en god søvn bare utroligt handy og appetitlig. Jeg har haft bogen i et par uger og bruger den stadig som et lille opslagsværk, når jeg lige skal repetere en åndedrætsøvelse midt på dagen, eller når jeg ligger og laver en ti minutters yoga fra bogen hver aften. Jeg har den liggende fremme, for i bedste ’coffe table book’-stil er den jo køn at se på. Personligt vil jeg varmt anbefale den. Det bliver spændende at se, hvilke andre problematikker Pallisgaard kommer til at tage fat på i seriens kommende udgivelser.

Forrige anmeldelse
« Ged eller mammut? Om at oversæ... «
Næste anmeldelse
» Possessions and Family in the W... »