“We see this book as an opportunity to dispel the myth that creative talent is something possessed by a gifted minority”. Sådan skriver den ene af nærværende bogs forfatterinder, Dorte Nielsen, i indledningen. The secret of the highly creative thinker er et indspark til diskussionen om talent versus hårdt arbejde, arv versus miljø. Dorte Nielsen og hendes amerikanske kompagnon, Sarah Thurber, er ikke i tvivl om, at kreativitet kan læres. Deres bog er derfor et ønske om at underbygge denne påstand både med teoretiske overvejelser og resultater, samt praktiske tips til at forøge sin egen kreativitet.

Bogen er skrevet af en dansker og en amerikaner, men det er sidstnævntes sindelag, der skinner igennem. Bogen er meget udansk i sin smart-i-en-fart-sprogtone, hvor forfatterne selv citeres i fremhævede tekstafsnit, og den næsten religiøse markering af åbenbaring skinner igennem allerede i titlen: her gives der indsigt i den indtil nu hemmeligholdte kreativitet. Orgiastisk drives vi gennem forfatternes enorme tro på eget projekt, som hele tiden støttes af ”videnskabelige resultater” fra ”kreative forskningsinstitutter”. Det er som killinger på methamfetamin. Bogens selvbillede er forfærdeligt, jeg havde et hyr med at komme igennem det. Det er selvsagt en skam, når der faktisk er interessante informationer at hente i bogen.

Et eksempel på en interessant information, som er blevet undersøgt af neurovidenskaben, er de fleste menneskers tendens til at tænke som en bibliotekar. Når vi hører ordet ”kat”, så forestiller vi os en kat. Meget kreative personer – kaldet ”conductors” – hører alskens referencer, når ordet ”kat” bliver nævnt: ”kat-astrofe”, ”kattemad”, ”kat-atonisk”, osv. (s. 58-59). Det så bogens pointe, at vi alle kan træne vores indre bibliotekar til at blive en ”conductor”. Bogen tilbyder i sin tredje del en boot camp, som er et crash course i kreativ tænkning, hvor man tvinges til at skabe forbindelser (connections) mellem to atypiske genstande i 21 forskellige øvelser.

Mit største problem med bogen er dens meget snævre forståelse af ”kreativitet”. For Nielsen og Thurber er kreativitet øjensynligt begrænset til gimmicks, som fx at sætte et stearinlys i en elpære; tegne Pacman, der spiser de gule pletter på togstationen; få en ødelagt guitar til at være stammen til et fuglehus, osv. Det er meget sjovt, men er denne type gakkede påfund virkelig det centrale i kreativitet?

For det meste er jeg som læser hverken begejstret eller overrasket over bogens eksempler. De er originale nok, men også lidt forcerede, som om der tvinges et påfund igennem. Kreativitet er jo i lige så høj grad evnen til at raffinere og forskønne det allerede eksisterende. At forme det bestående, så det sublimeres. Nielsen og Thurber har skrevet en engageret bog om kreativitet, som fører sin pointe helt igennem, men også så den efterlader læseren mere mat end opløftet.