Det er næppe gået hen over hovedet på de fleste, at der i disse år er stort fokus på selvudvikling, og diverse selvhjælpsbøger oversvømmer løbende markedet, ligesom YouTube bugner af alskens ’inspirational videos’.

Navnlig coaching er blevet populært – både at blive coachet og at coache andre. I denne sammenhæng er Sofia Manning en af sværvægterne, idet hun har en stor aktie i, at coaching overhovedet er blevet udbredt herhjemme. Efter at have været i lære i USA hos motivationsguruen Anthony Robbins begyndte hun kort efter årtusindskiftet at coache danskerne. I dag er hendes coachinguddannelse Manning Inspire førende i Danmark, ligesom hun har flere bøger bag sig.

Bogen Coaching, som kom på gaden 13. juni 2016, er en gennemrevideret udgave af den bog, som Manning udgav i 2004, og som siden hen er blevet lidt af en klassiker inden for faget. Værket følger således med tiden og rummer blandt andet et kapitel om den udvikling, som coachingen har været igennem de senere år. Angiveligt er vi gået fra at være egocentrerede og ønske at opnå målbare resultater såsom en lønforhøjelse til at tænke mere holistisk og fællesskabsorienteret i vores jagt på udvikling. Om man kan genkende dét billede, er nok individuelt.

Bogen henvender sig primært til mennesker, der ønsker at uddanne sig til coach. (På Manning Inspires hjemmeside fremgår det da også, at man opfordrer kommende elever på coachinguddannelsen til at have læst netop denne bog inden kursusstart). Coaching er et overflødighedshorn af konkrete tips og værktøjer, og det hele illustreres med cases eller modeller. Eksempelvis finder man kapitler om, hvordan man skaber motivation hos klienten, hvordan man nedbryder hæmmende overbevisninger, og hvordan man runder coachingsessionen godt af.

Der fokuseres især på, at en god coach skal stille åbne spørgsmål 80 % af tiden og kun 20 % af tiden give råd eller komme med personlige erfaringer. (Noget, der nok kunne blive en udfordring for mange). Bogen rummer også en transskriberet, virkelig coachingsamtale med Mannings efterfølgende kommentarer til, hvorfor hun spørger klienten, som hun gør. Alt sammen meget detaljeret – næsten så meget, at man bliver helt overvældet.

Hvis man blot er nysgerrig på egen selvudvikling og ingen planer har om at skulle være professionel coach, kan man også læse bogen. Der er blot nogle kapitler, som man vil kunne springe let hen over. Det er umuligt ikke at kigge indad undervejs og reflektere over det, Manning siger. Jeg er i øvrigt selv underviser og tænkte under læsningen flere gange på, at man ville kunne bruge nogle af teknikkerne i vejledningen af elever inden for både faglige og personlige områder, så dét var også en mulig vinkel.

For nu at runde af med et af de mere inspirerende citater fra bogen (og dem er der mange af), så siger Manning følgende om svære valg i livet og forløsningen af vores potentiale: ”Det er os selv, der får malet os op i et hjørne. Vi fængsler os selv. Cellen består af vores egne overbevisninger og forestillinger. Og vi er i virkeligheden fri til at gøre. Lige. Hvad. Vi. Vil.”