Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Ronaldo / Christian Mohr Boisen / 191 sider
Lindhardt og Ringhof . ISBN 978-87-11-44123-7
Anmeldt 18/11 2015, 11:23 af Michael Agerbo Mørch

Tudefjæs og verdensstjerne


Tudefjæs og verdensstjerne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Christian Ronaldo er pt. officielt verdens bedste fodboldspiller. Han banker mål ind på stribe for kongeklubben Real Madrid, og som anfører for det portugisiske landshold har han netop skaffet holdet fra den iberiske halvø en EM-billet til næste sommers slutrunde i Frankrig. Udover at betage alverdens fodboldselskere med sine tricks, så er hans status som superstjerne også med til at sikre ham en fast plads i alverdens glitrede magasiner – en plads han ikke selv gør alverden for at undgå. Han elsker sit spotlight og stiller gerne op til alskens reklamespots for at få sit navn og sit ansigt i medierne. Hans ærkefjende fra FC Barcelona Lionel Messi har en mere lyssky og genert tilgang til pressen, men Ronaldo elsker at være “man of the hour”.

Det lå dog ikke i kortene, at CR7 – som han ofte blot kaldes – skulle blive en international superstjerne. Fødslen på øen Madeira gav ham en opvækst i ydmyge kår. Hjemmet var præget af faderens alkoholisme, og skolen blev forsømt af lille Christiano, der hellere ville spille fodbold med vennerne. Det lyder som opskriften på et liv på samfundets bund, men én ting adskiller Ronaldo fra tusindvis af andre fodboldglade drenge, der har forsømt opvækstens pligter: arbejdsraseri. Christiano Ronaldos totale dedikation til at blive bedre er måske hans fremmeste varemærke, en evne som alle dage har været i hans DNA. I Christian Mohr Boisens biografi om Ronaldo bliver arbejdsnarkomaniet beskrevet som den ingrediens, der sammen med et unikt atletisk talent, fører Ronaldo til stjernehimlen. Det er godt set, for man fortabes hurtigt i de mange tabloidhistorier uden for banen, og de næsten komiske målstatistikker på banen.

Ronaldos historie sprænger selvfølgelig det almindelige, men den er godt og præcist formidlet af Boisen. De fleste går for enten at elske eller at hade topscoreren, men Christian Mohr Boisen formår at tage de analytiske briller på, som hæver ham op over de banale “pros and cons” – uden at hans sympati med Ronaldo dog forties. Det er en mærkbar fascination, der har været årsagen til bogen. Den gode objektivisme kommer fx frem, når et af de store diskussionsemner omkring CR7 tages op: Ronaldos mange tårer. Christiano har let til tårer, hvilket for mange giver ham et lettere kvalmt og patetisk præg. Karaktertrækket beskrives uden at blive fordømt eller undskyldt. Det er faktisk befriende for en gangs skyld ikke at skulle høre et partsindlæg om tudefjæset fra Madeira.

Boisen beskriver også en række af Ronaldos “obsessions”, fra den metroseksuelle dyrkelse af sin egen krop og sin fremtoning, til den lettere obskure besættelse af syvtallet, Ronaldos rygnummer. Det hele er led i den trimmede brand-strategi, som et helt team bag CR7 arbejder for at optimere. Det inkluderer også det meget omstridte “Museu CR7”, et museum i Madeiras hovedstad, Funchal, lavet af Ronaldo selv om sig selv! Det er denne næsten sygelige selviscenesættelse, der er med til at dele vandene omkring Ronaldo.

Når talen falder på Christiano Ronaldo, så forfalder snakken let til disse beskrevne gimmicks og accessories. Men selvom Ronaldos dyrkelse af sig selv når narcissistiske højder, så er det først og fremmest fodbolden, der legitimerer den megen spotlight. Ingen kan nemlig tage noget fra de historiske præstationer som “robotten fra Funchal” har udført: flest scorede mål i europæiske klubturneringer, flest mål i Real Madrids historie, flest mål i en enkelt CL-sæson, eneste spiller der har scoret over halvtreds mål pr. sæson fem gange, osv. osv. Listen er lang, og den eneste grund til, at kæben ikke falder ned i skødet på os under læsningen, er, at vi har vænnet os til fænomenets præstationer.

Ingen spiller har over en længere periode holdt et så højt niveau som Ronaldo. Messis topniveau er måske højere, men Ronaldos stabilitet over de seneste ti år har sat nye standarder i europæisk topfodbold. Det eneste, der mangler i den imponerende samling af trofæer og hædersbevisninger, er en pokal med hjemlandet. En guldmedalje i Frankrig næste sommer vil for altid sikre Ronaldo en plads øverst i historiebøgerne. Indtil videre er andenpladsen ved EM i 2004 det bedste resultat med nationalmandskabet, og at det piner Christiano, får Boisen fint skrevet frem. Det har ikke været let for den selvbevidste målkonge, at holdkammeraterne fra Real Madrid med det spanske landshold mellem 2008 og 2012 rippede alle landsholdpokaler på et historisk stærkt mandskab. Men erfaringen har vist, at netop den slags er ekstra motivation for den portugisiske anfører.

Den rigt illustrerede bog om Christiano Ronaldo er fyldt med gode anekdoter, interviews med holdkammerater, beskrivelser af Ronaldos særegne personlighed og ekstreme vindermentalitet. Hans nedture og opture beskrives nøgternt, uden at gnisten eller fortælleglæden går fløjten. Bogen er måske henvendt til fodboldglade teenagedrenge, men selv en fuldvoksen fodboldfan vil læse den med interesse. Uanset hvordan man ellers forholder sig til Ronaldo.

Forrige anmeldelse
« Drop ambitionerne – og lav be... «
Næste anmeldelse
» Tro & tanke – en poetisk-krit... »