Ordet »Ildstorm« dækker over de allieredes luftkrig mod de store byer i Hitler-Tyskland. Et destruktionsprogram af et ubegribeligt omfang.

Først blev der sendt sprængbomber ned, og hvor der havde været vinduer og døre, efterlod de husene med åbne huller. Derefter kom en regn af tunge brandbomber, der gik direkte ned i de underste etager. Sprængbomberne havde i forvejen sørget for fri gennemtræk og maksimal effekt.

Flammehavet flåede taget af de store bygninger, rev facader omkuld og træer op med rode. De indbyggere, der var gået i kældrene, blev kvalt af iltmangel eller brændte op. Og de, der var nået ud af husene, blev suget hen over den kogende asfalt.

En ildstorm er altså ikke blot at sammenligne med en lidt hed ørkenvind, men en brand af enormt omfang, der i centrum blev op til over 800 grader varm, så den sugede al luft til sig fra omgivelserne. Vinden blæste med op til 270 kilometer i timen gennem gaderne, hvor asfalten kogte.

Der findes næppe en større tysk by uden en familie med et eller andet forhold til de allieredes omfattende bombekrig, og derfor sælger historikeren Jörg Friedrichs bog Der Brand - Deutschland im Bombenkrieg 1940-1945 som kun få andre inden for den historieformidling, der ikke blot er populær, men også videnskabeligt baseret.

I Storbritannien har bogen vakt forargelse. Mange briter mener, at Der Brand indirekte gør Churchill ansvarlig for over en halv million civile tyskeres død. Den engelske historiker Corelli Barnett har udtalt, at »Jörg Friedrichs bog er en farlig omskrivning af historien«. Briterne mente med deres »moral bombing« at kunne ødelægge de menige tyskeres modstandskraft, men på intet tidspunkt gjorde disse det forventede oprør mod naziregimet - hvad briterne måske burde have vidst, da tyskerne heller ikke med deres massive bombeangreb på London under »blitzen« i 1940 havde held til at knuse briternes modstandsvilje.

Systematisk barbari
Britiske journalister har spurgt, hvordan Jörg Friedrich kan beskrive den britiske premierminister som krigsforbryder. Det gør Friedrich dog heller ikke.

Han beskriver systematisk de allierede bombninger af 100 tyske byer. Sagligt, men dog med en snert af dramatik i det journalistiske sprog fortæller historikeren, hvor mange ton bomber, der blev hældt ned over byen, hvor mange mennesker der blev dræbt, og hvad ragnarokket kom til at betyde for de civile tyskere. Bombekrigen berørte 30 millioner tyskere. I de fire sidste krigsmåneder i 1945 døde hver dag 1000 civile tyskere. Noget sådan havde ingen befolkning oplevet før.

Jörg Friedrich præsenterer læseren for kendsgerninger. Som den afdøde historiker og forfatter Joachim Fest har formuleret det: »Den historiske sandhed har ingen nationalitet«.

Jörg Friedrich kan dog ud fra materialet konstatere, at systematisk barbari også blev leveret af Anden Verdenskrigs vindere. Det var ikke kun strategiske mål, de britiske og amerikanske bombeflyvere skulle ramme. Den tyske civilbefolknings moral skulle knækkes. »Moral bombing« kaldte briterne deres aktioner.

Arbejderkvarterer beboet af socialdemokrater - der ikke havde været med til at stemme Hitler til magten - blev systematisk sat i brand. Og den tyske soldat ved fronten skulle erfare, at hans kone havde båret deres barn til kirkegården i en spand - som aske. Det var en regulær voldshandling mod befolkningen.

Bombningen viste sig unødvendig
Man kan kritisere Jörg Friedrich for ikke at sætte de allieredes bombninger af de tyske byer ind i en kontekst. Bogen koncentrerer sig næsten udelukkende om bombekrigens følger for den tyske civilbefolkning, men hvad med Warszawa i 1939, Rotterdam og Coventry i 1940? Den brutale krig udgik, når alt kommer til alt, fra Tyskland.

Man kan ikke skrive om forbrydelser mod den tyske civilbefolkning uden at nævne koncentrationslejre og værnemagtens forbryderiske fremfærd især på østfronten, vil mange indvende. Det er den risiko, en forfatter eller historiker konstant løber, når et hul i den populære historieskrivning skal fyldes ud. I Tyskland er det at tale om befolkningens lidelse stadig ømt. Skældsord som »revisionist« og »revanchist« ligger latent og lurer.

Jörg Friedrich dokumenterer, at de vestallierede kunne have vundet krigen uden massivt at udradere hele middelalder-bykerner og boligkvarterer. Den anerkendte tyske historiker Hans Mommsen konstaterer i Frankfurter Rundschau: »Det nazifællesskab, der skulle tilintetgøres med bombardementerne, blev netop først rigtig svejset sammen gennem dem«.

De allieredes bombning af byer om natten i stor højde var den eneste måde, briterne kunne føre krig mod Hitler-Tyskland på. Det var ikke muligt for den britiske hær at foretage landgang i Europa og kæmpe sig vej til Berlin på landjorden. Det kunne ikke lade sig gøre at præcisionsbombe fabrikker eller tyske militære anlæg i dagslys uden at miste de deltagende fly og i øvrigt kun anrette minimal skade (den erfaring gjorde man sig allerede meget tidligt i krigen). Derfor udviklede briterne strategien med bombning af hele byer. Der var altså en militær begrundelse for at bombe byerne. At teorien om, at bombningerne ville nedslide det tyske produktionsapparat og ødelægge befolkningens moral, så ikke holdt stik, er en anden sag.