Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Sociale medier i gymnasiet / Jesper Tække og Michael Paulsen / 396 sider
Forlaget UP. ISBN 978-87-92914-0-64
Anmeldt 7/1 2014, 21:33 af Ove Christensen

Mellem forbud og ligegyldighed


Mellem forbud og ligegyldighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sociale medier er en betegnelse for web 2.0-tjenester, hvor dikotomien mellem forbruger og producent er mere eller mindre ophævet. Det er altså ikke medierne, der er sociale, men brugen af medier, der kan anvendes til at forbinde mennesker i netværk. Facebook er det største og mest udbredte sociale medie, men der findes mange andre.

Forskellige sociale medier kan anvendes til forskellige sociale aktiviteter mellem mennesker ud fra deres forskellige måder at fungere på. Der er således stor forskel på, hvordan man kan anvende Facebook i forhold til Wordpress eller Pinterest. Fordelen ved Facebook er, at det mimer en hverdagskommunikation, hvor formålet med kommunikationen ofte er fatisk – altså kommunikation, der bekræfter, at vi har et socialt samvær. Vi bruger kontakten til at bevare kontakten. Facebook kan også anvendes til mange andre formål, men hovedformålet er (ofte) at være sammen – altså det sociale i sig selv.

I forhold til Facebooks måde at fungere på er Wordpress noget helt andet. Wordpress er et bloggingværktøj, hvor man kan skrive om, hvad man nu har lyst til. Det er et værktøj, der er velegnet til at den enkelte kan udtrykke sig selv som en del af sit eget identitetsarbejde. Det er også velegnet til at sprede den viden, den enkelte sidder inde med. Disse to formål er vidt forskellige, men som værktøj – som socialt medie – er Wordpress (eller Blogger eller andre bloggingværktøjer) velegnet. Pinterest kan også kaldes et videndelingsværktøj, men det har en anden karakter, da man her samler noget, der er skabt af andre. Pinterest er nærmere bestemt et kurateringsværktøj, hvor man samler ressourcer om et særligt emne og derved bidrager til at tilgængeliggøre en udvalgt samling for andre.

Sociale medier introducerer for så vidt ikke noget nyt: Vi dyrker og har altid dyrket fællesskabet for fællesskabets skyld; vi giver og har altid givet udtryk for os selv på den ene eller anden måde (tænk på læsebreve eller diskussioner i sociale sammenhænge); og vi har altid lavet samlinger af forskellig slags: samlinger af musikanmeldelser, kronikker om sociale forhold – og vi har professionaliseret dette med kunstsamlinger og museer.

Spørgsmålet er imidlertid om den lethed, hvormed alle kan deltage i disse praksisser, og den rækkevidde, disse har gennem den digitale mediering, også betyder en kvantitetens omslag i kvalitet, således der bliver tale om et nyt fænomen med sociale konsekvenser.

Dette sidste er udgangspunktet for en glimrende udgivelse Sociale medier i gymnasiet. Mellem forbud og ligegyldighed, som er skrevet af Jesper Tække og Michael Paulsen henholdsvis lektor i medievidenskab og filosofi fra universiteterne i Aarhus og Aalborg. Deres hypotese lyder således: ”Brugen af nye medier fører til ændrede sociale situationer, ændrede kommunikations- og informationssituationer, der fremtvinger udviklingen af nye normer, der i kongruens med det nye mediemiljø kan regulere de nye sociale situationer.” (s.79)

Som det fremgår af hypotesen, så er der i øjeblikket en ubalance mellem de sociale medier, deres brug og de sammenhænge, hvori de bliver brugt. Sociale mediers indtog i det sociale liv ændrer det selvsamme sociale liv.

Det mest synlige eksempel, der har været i omløb i efterhånden mange år, er teenageren, der ikke overholder forældrenes forventninger om, at man er sammen ved middagsbordet, men i stedet har travlt med at sms’e venner og bekendte. Teenagerens nærvær bliver splittet mellem det sociale liv ved middagsbordet med familien og det sociale samvær med vennerne, der er ’på mobilen’. Samværet bliver splittet mellem nærvær og ’netvær’ – eller hvad man nu skal kalde den sociale samværsform, der er formidlet digitalt.

Ubalancen, forfatterne tager op i bogen, er dog den, der kan konstateres i gymnasiet, og som uden videre kan overføres til også andre undervisningsinstitutioner. Mest umiddelbart ser man ubalancen, når studerende/elever bag skærmen er travlt optaget af spil eller kommunikation (Facebook), der ikke er en del af undervisningsdeltagelsen, men måske tværtimod trækker den lærende ud af undervisningssammenhængen.

På det principielle plan er der to forskellige typer af ubalancer i forbindelse med sociale medier og (formel) uddannelse. Den ene hænger sammen med, at undervisningens kendte rammer ændres, hvorved der opstår en konflikt mellem ’den gode gamle orden’ og ’det nye’, der udfordrer måden, den gamle orden fungerer/fungerede på. Her er der tale om en underminering af den kendte undervisningsverden. Den anden ubalance handler om de undervisningsmuligheder, der ligger i de sociale medier, og de barrierer der er for realiseringen af disse muligheder. Her er det påpegningen af nye undervisningsmuligheder og måske en radikal ændring af opfattelsen af, hvad undervisningens mål er, der er på spil.

Denne opdeling af ubalancer som ’bagudskuende’ og ’fremadskuende’ er ikke forfatternes, men den ligger i deres behandling, hvor de både ser på, hvilket udfordringer gennemførelse af undervisningen i gymnasiet står over for, og viser hvilke undervisningspotentiale, forskellige forskere og forskningsprojekter har peget på.

Sociale medier i gymnasiet. Mellem forbud og Ligegyldighed er en rapport fra et igangværende projekt, hvor de to forskere sammen med en gruppe lærere forsøger at ændre undervisningen for én udvalgt gymnasieklasse, så mulighederne med de sociale medier udnyttes bedre, samtidig med at de sociale medier ikke ses som isolerede teknologier. De sociale medier ses i den sociale sammenhæng, de indgår i, hvilket også (faktisk: især) indbefatter undervisningen i gymnasiet.

Der er tale om noget, man kan kalde interventionsforskning, hvor forskerne deltager og påvirker en social virkelighed, samtidig med at de forsker i den. Forfatterne henviser selv til traditionen ’aktionsforskning’, hvor forskere og deltagere sammen opstiller mål og løbende forsøger at bliver klogere på den proces, de sætter i gang. Der er dog ikke tale om klassisk aktionsforskning.

Gennem tidligere forskning har Tække og Paulsen konstateret, at der to typer af måder, hvorpå undervisere har forholdt sig til de sociale mediers indtog i undervisningslokalerne. De har enten forbudt brugen af sociale medier, så de ikke gik ud over elevernes koncentrerede deltagelse i undervisningen. Eller også har lærerne forholdt sig ligegyldige ud fra den opfattelse, at det var op til eleverne selv at tage ansvaret for at lære noget. De fleste lærere har nok benyttet sig af en holdning, der var lidt af begge – og måske har de vekslet mellem at være forbydende og ligegyldige.

En udgangspunkt for forskningsprojektet er, at begge disse måder at forhold sig til sociale medier på er uhensigtsmæssige, fordi de ikke befordrer elevernes selvstændige forholdningsmåde til de sociale medier – opnåelsen af ’digitale kompetencer’. Et af målene med projektet er at få eleverne til at vælge medier til og fra ud fra deres egen vurdering af det hensigtsmæssige i valgene. Det betyder dog også, at eleverne kan vælge dem til noget andet end undervisningen – enten fordi de har brug for en pause for at kunne deltage i undervisningen senere, eller fordi de allerede kan det, der bliver gennemgået, eller fordi det er en anden måde at hente informationer på, eller… Der kan være mange forskellige grunde til, at eleverne ikke deltager direkte i den undervisning, der foregår i klasserummet. Og dette kan naturligvis være en udfordring for lærere, som er vant til suverænt at definere undervisningsrelevans.

De deltagende lærere skal afholde sig fra at forholde sig forbydende eller ligegyldige over for elevernes brug af sociale medier.

Samtidig introduceres to sociale medier, der skal anvendes i undervisningen for at undersøge, om de kan leve op til nogle af de potentialer, forskningslitteraturen omtaler. Det drejer sig konkret om Twitter og Wikispaces. To sociale værktøjer, der typisk anvendes til forskellige formål, og som i deres design lægger op til forskellig brug. Twitter er et såkaldt microblogging-værktøj. Her kan man skrive til en større offentlighed, men man har kun 140 tegn til sin meddelelse. Ved hjælp af emneord – hashtags # – kan man holde diskussioner fokuserede om ét specifikt emne som eksempelvis, hvad der foregår i lige præcis denne engelsktime.

Wikispaces er et wikiværktøj – altså et værktøj, hvor man typisk vil indsamle og formidle viden om et specifikt emne. En wiki er oplagt som et værktøj, hvor eleverne selv producerer viden om et emne. Wikistrukturen gør, at man kan komme vidt omkring et emne. Det er muligt at gøre wikier mere eller mindre åbne, så den viden, der repræsenteres, kan gøres tilgængelige for en større eller mindre kreds. Muligheden for autentisk vidensproduktion er således et af potentialerne ved elevers brug af wikier.

Det er spændende at følge beskrivelserne af, hvordan forsøgene med de sociale medier virker – og resultaterne er svingende.

Forsøgene bekræfter, at undervisningen kan gøres mere fokuseret og flere elever kan komme til orde med sociale medier. Man kan også styrke studiemiljøet gennem brugen af sociale medier. De sociale medier giver også mulighed for at åbne skoler ud mod det omgivende samfund, som skolen er placeret i. Der er bedre mulighed for autentiske læringsaktiviteter, hvor læringens/undervisningens formål ikke isoleres til at være skolen eller eksamen, men noget der også kan bruges uden for en undervisningssammenhæng. Styrket motivation og engagement nævnes også som en mulighed, selvom det kan diskuteres, hvor meget af denne skyldes nyhedens værdi – Hawthorne-effekten. Endelig peger forskerne også på, at brugen af sociale medier i undervisningen er med til at styrke elevernes medie- og it-kompetencer, hvilket også må ses som et selvstændigt mål med undervisningen uanset uddannelse.

Projektet peger dog også på, at det er vanskeligt at realisere de potentialer for undervisningen, de sociale medier besidder – eller rettere: brugen af sociale medier besidder.

Med de sociale medier bliver det emnemæssigt usikkert, hvad der kommunikeres om i undervisningen, da der foregår flere diskussioner samtidig – og disse fungerer forskellige steder, da eleverne også kommunikere med nogle uden for skolerummet. Det bliver rumsligt og tidsligt usikkert, hvornår undervisningen foregår, og det bliver kulturelt usikkert, hvordan man skal forholde sig til det nye mediemiljø.

Der er mange andre udfordringer – også af mere normativ art, som det fremgår af endnu en hypotese: De ”forudeksisterende normer, der skal guide os i sociale situationer, ikke matcher de mange nye situationer, der opstår i det nye mediemiljø, da de er dannet uden de muligheder for at handle, interagere og tilgå information, som først opstår med det nye mediemiljø…” (s.335)

Selvom lærerne ikke udstikker forbud, så har eleverne en opfattelse af at gøre noget forbudt, når de går på Facebook eller spiller onlinespil i undervisningstiden. Eleverne har omvendt en opfattelse af sociale medier som noget, der hører fritidsaktiviteter til, og derfor kan de have svært at ved forløse det undervisningspotentiale, der ligger i medierne. Eleverne bliver forstyrrede og føler, at de skal svare på opdateringer, selvom de (i princippet) ikke har lyst eller selv finder det forstyrrende.

Som sagt er det en glimrende bog med mange spændende konkrete redegørelser fra en undervisningshverdag med sociale medier. Der er også masser af inspiration at hente af deres refleksioner og teoretiske gennemgange. Det er en meget belæst og klog bog.

Jeg har dog to anker mod bogen. Den er alt for lang. I det nye mediemiljø vil man gerne have tekster, hvor man får pointer hurtigt serveret. Afhængig af hvad man ønsker at bruge bogen til, så er selv tekstmassen en barrierer. Hvis man tænker en vigtig målgruppe kunne være gymnasielærere, så skal man ikke skrive 400 sider, og – og det er anden anke – i et højakademisk sprog, hvor det hedder ædakvans i stedet for i overensstemmelse med eller passende. Man mærker ikke, at der er en lyst til at kommunikere ind i det miljø, der berettes fra. Der er snarere tale om at skrive ’anerkendelsesværdigt’ i forhold til akademisk kreditering – hvilket jeg personligt føler er irriterende og indimellem grænsende til studentikost. Primært er bogen dog godt skrevet som akademisk litteratur.

Det har været fedt at læse bogen, som meget velreflekteret taler ind i en yderst relevant sammenhæng. De sociale medier underminerer mange af de måder, vi omgår hinanden på – og dette har også store konsekvenser for undervisningen inden for ungdomsuddannelserne og andre uddannelser. Sociale medier og brugen af dem er med til at gøre, at det er vanskeligt at opretholde den undervisningsform, vi har kendt siden Platon med en lærer, der formidler sin viden til de, der ikke besidder denne viden. Denne formidlings- og undervisningsform er naturligvis suppleret med andre ikke mindst i en nordeuropæisk pædagogisk tradition, men det er stadig den mest udbredte. Samtidig tyder rigtig meget på, at andre vidensformer og vidensformidlingsformer bliver aktualiseret med brug af digitale medier. Dette vil betyde, at undervisningsformer også vil skulle udnytte disse potentialer – hvilket vil betyder en række mere eller mindre radikale transformationer af undervisningen.

Ikke mindst er bogen et vigtigt bidrag i en diskussion om, hvad vi vil og skal med vores undervisningsinstitutioner – hvad er undervisningens mål og formål. Og det er påkrævet.

Forrige anmeldelse
« Den nyttige idiot «
Næste anmeldelse
» Breve fra vejen af rågummisåler... »