Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
2 - Sagprosaanmeldelse
Kvinderne i Kabul
3 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
6 - Sagprosaanmeldelse
Man jager et bæst og fanger et menneske
7 - Sagprosaanmeldelse
Zornig – Vrede er mit mellemnavn
8 - Sagprosaanmeldelse
Borgerlig offentlighed
9 - Sagprosaanmeldelse
3096 dage
10 - Sagprosaanmeldelse
Historien der ikke bliver fortalt - Om krigen i Afghanistan




Tysk kulturhistorie / Anna Sandberg og Detlef Siegfried (redaktion) / 488 sider
Gyldendal. ISBN 8702101955
Anmeldt 19/4 2012, 21:29 af Hans Christian Davidsen

Et land med modsætningsfyldte selvbilleder


Et land med modsætningsfyldte selvbilleder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tysk kulturhistorie fra 1648 til i dag foreligger på dansk – den kan varmt anbefales. Tilbage står indtrykket af et laboratorium, hvor traditioner af forskellig oprindelse er blevet blandet sammen med hinanden, og hvor modernitetens modsætninger i det 20. århundrede er stødt kraftigere sammen end andre steder.

Det siges, at interessen for tysk og Tyskland er stigende i Danmark. Hvad det konkret betyder, er vanskeligt at afgøre. Det er ganske vist, at danskere i efterhånden flere år har valfartet til Berlin som turister eller for at købe lejlighed, men det er en tilsnigelse alene ud fra dette at udlede, at der skulle består en større interesse for det tyske. Er der også en særlig interesse for USA, når rejsende drages af Las Vegas eller New York? Forlaget Gyldendal skriver på sin hjemmeside, at »tyske kulturprodukter nyder en renæssance i den danske offentlighed«. Måske.

I 2002 udtalte den daværende formand for Midtfyns Festival, at »festivalen gerne ville vedgå, at den var en rent dansk festival, der ville tiltrække et dansk publikum.«. Derfor skulle det være slut med at opleve Die Toten Hosen eller Die Ärzte på festivalen, hed det i Fyens Stiftstidende. Få år senere lukkede festivalen.

Good-bye Lenin, Das Leben der Anderen og Der Untergang havde i det første årti af det 21. århundrede pæn succes i de danske biografer. Om det skyldtes en større interesse for Tyskland eller blot kan tilskrives det faktum, at tyskerne omsider var begyndt at lave ordentlige film igen, er nok også svært at slå fast. Hvor ender den ene, hvor begynder det andet? I 1970’erne og 1980’erne havde Rainer Werner Fassbinder et godt tag i det danske filmpublikum og danske fjernseere, så i den forstand kan man godt tale om en »renæssance«.

Én ting må man dog give Gyldendal ret i, når forlaget gør reklame for den næsten 500 sider tykke bog Tysk kulturhistorie: En sådan mangler i høj grad på markedet. Det er dog bemærkelsesværdig, at forlaget skriver markedet i bestemt form. For der menes det danske marked – ergo: En tysk kulturhistorie skrevet på dansk, fortrinsvis af danskere og for et dansk publikum. Tysk kulturhistorie foreligger jede Menge på tysk, men hvor meget – eller hvor lidt – læser danskerne på tysk? Ikke særlig meget, selv om »interessen for tysk« ifølge Gyldendal er stigende.

Det har dog en berettigelse, at et land og dets kulturhistorie bliver betragtet udefra – altså fra et andet land og med andre forfatteres briller. Et samfund har ligesom grupper rollestrukturer og normdannelser, der påvirker selvopfattelsen. I Danmark er det ligefrem comme il faut at tale om, at noget er »udansk«. Men lad hellere være med at sige »undeutsch«, når du taler tysk. Det ord har nationalsocialisterne indirekte fået fjernet fra den korrekte tyske sprogbrug ligesom en hel masse andre ord.

Sammenligning med det stabile Danmark
Udlandets briller er altid interessante. En af bogens bidragydere, professor Per Øhrgaard på Copenhagen Business School (ja, sådan hedder den i landet, hvor interessen for alt tysk skulle være stigende), og blandt andet bonkammerat med den tyske forfatter Günter Grass, er så meget inde i tysk kultur, at han sagtens ville kunne være tysklærer på et tysk universitet. Men fælles for alle bogens forfattere er, at de har fødderne plantet i Danmark, hvorfra de ser Tyskland. Det er som udgangspunkt kun et plus.

De to redaktører, Anna Sandberg og Detlef Siegfried er henholdsvis dansk og tysk, og har en interessant pointe i forordet til bogen, hvor de kalder Tyskland for et laboratorium, hvor traditioner af forskellig oprindelse er blevet blandet sammen med hinanden, og hvor modernitetens modsætninger i det 20. århundrede er stødt kraftigere sammen end andre steder.

»Sammenlignet med Danmark bliver det særligt tydeligt: Moderniseringen af det danske samfund er, selv under besættelsestiden, foregået inden for stabile politiske rammer, hvilket havde afgørende betydning for kontinuiteten i institutionerne, den nationale identitet og nationalkulturen. Den tyske modernisering i det 20. århundrede er derimod præget af fire dybe politiske brud – 1918, 1933, 1945 og 1989. At der derfor har udviklet sig nogle yderst forskelligartede og modsætningsfyldte selvbilleder, man stadig ser i dag, ligger lige for«.

Anna Sandberg og Detlef Siegfried fastslår, at hvor nøgleordene for Danmarks nationale selvbillede er kontinuitet, traditionsbundethed og homogenitet, er nøgleordene i Tyskland fragmentering, indre modsætninger, kulturel konfrontation, selvrefleksion og forskellige udviklingstempi.

Nu er bogens sigte ikke det komparative, men efter at have taget turen gennem tysk kulturhistorie fra Michaels Harbsmeiers kapitel, der begynder med Trediveårskrigen 1618-1648, til Moritz Schramms kapitel om Tyskland efter 1990, står ordene endnu stærkere i læserens bevidsthed.

Hvor ender historie, og hvor begynder kultur? At skrive kulturhistorie er et udtryk for ambitionen om både at skrive om kultur og historie: At fortælle historien om de litterære, kunstneriske, filosofiske, videnskabelige tolkninger og bearbejdelser af virkeligheden og at beskrive forandringerne i den økonomiske, sociale og politiske virkelighed, som de bearbejder og fortolker. »Både om det, som i virkeligheden skete, set med vores, eftertidens øjne, og om hvordan det, som skete, er blevet tolket, forstået og skabt af samtiden dengang«, som Michael Harbsmeier skriver i bogen.

Modernitet og tradition
Selv om bogen er skabt af 12 forfattere med hver deres udgangspunkt, fagområde og historisk periode, så er den homogen og meget grundigt struktureret. Alle forfattere er i den grad inde i stoffet og generelt fine formidlere. Historien og kulturen er netop så konsekvent flettet ind i hinanden, at det giver mening at tale om kulturhistorie. Især Per Øhrgaard fremhæver, hvordan det moderne og traditionelle i Tyskland altid har stået i kontrast, men samtidig også været flettet ind i hinanden. Også fordi Per Øhrgaard behandler den periode, hvor modsætningerne måske var allermest fremherskende, nemlig Weimarrepublikken 1919-1933.

Historikeren Allan Borup leverer et velskrevet og indsigtsfuldt indlæg om efterkrigstiden og den unge forbundsrepublik, hvori han ofte lader kunstnere og kulturpersonligheder tale med citater og rammende pointer. Som for eksempel forfatteren Erich Kästner, der om efterkrigstidens trang og lyst til kulturliv sagde, at hvis besættelsesmagterne efter 1945 havde efterkommet alle ansøgninger om tilladelser til at åbne kabaretter og teatre, så ville der have været flere kabaretter end uskadte huse.

Det var også Erich Kästner, der meget rammende beskrev det sammenstød, der var mellem den traditionelle tysk landligt forankrede kultur og den amerikanske kultur, der påvirkede Vesttyskland stærkt. I en tid med hastig økonomisk udvikling og bornerthed over for den nye »smudslitteratur« og de mere vovede filmproduktioner, talte Kästner om »motoriseret biedermeier«.

På tværs af perioderne er det spændende at iagttage den kulturpessimisme, der har været udbredt i Tyskland. Hvor kulturpessimismen i Weimar-tiden var mest udbredt på højrefløjen, var det efter Anden Verdenskrig repræsentanter for den såkaldt kritiske teori, blandt andre den tidligere emigrant Theodor W. Adorno, der så pessimistisk på tysk og europæisk civilisation og oplysningstradition.

DDR-kunst
Med et så omfattende værk som dette er det vanskeligt at give en kritik af hvert kapitel. Men vi skal ikke glemme DDR-tiden, som Karl Christian Lammers behandler ved at nævne bildende kunstnere, som kun de færreste danskere nok kender: Wolfgang Mattheuer, Willi Sitte, Bernhard Heissig og Werner Tübke, der var tæt på systemet og samtidig så internationalt berømte, at de nok kunne tillade sig at bevæge sig nogle skridt væk fra SED-regimets ønske om kunstnerisk idealisering af socialismen.

Lammers beskriver meget fint den konflikt, der stedse var mellem regimet og kulturlivet, en konflikt, der ikke altid var åben, fordi diktaturets politik vekslede mellem repression og begrænset liberalisering, så der var faser af både frustration og forhåbning på kulturlivets side.

»Overordnet var modsætningerne mellem stat og borger mindre udpræget end ofte påstået«, skriver Karl Christian Lammers – uden dog at dokumentere eller føre sandsynlighedsbevis for denne påstand. Mener han de modsætninger, der blot kom til overfladen, eller mener han også modsætninger, der ikke kom til overfladen? Man kommer næsten til at tænke på det interview, som Margot Honecker, enke efter førstesekretær og partichef Erich Honecker, for nylig gav i tysk tv fra sit eksil i Chile.

Af interviewet fremgik det, at Margot Honecker havde svært ved at forstå, at så mange i DDR lige pludselig var vendt på en tallerken i 1989. Kunne det ske, at modstanden mod DDR-toppen vitterligt havde været til stede i rigtig mange år, men at den blot aldrig var blevet artikuleret tydeligt? Alle vidste jo, hvad konsekvensen af (for megen) modstand var.

Moritz Schramm har fået den utaknemmelige opgave at skrive samtidshistorien fra 1990 til i dag – hvor det dog kan synes, at så meget allerede er historie. Er man en 16-årig purk i dag, er Gorbatjov jo en vodka. Moritz Schramm slipper gennemgående godt fra kapitlet, og med sine henvisninger til romaner og forfattere giver han læseren lyst til nyere tysk litteratur. Det er i øvrigt et generelt kendetegn ved bogen. Nogle steder har opremsningen af litteratur dog især karakter af… ja, opremsning.

Den tyske moraliseren
I 2010 udsendte Thilo Sarrazin som fremtrædende SPD-politiker, tidligere finansminister i Berlin og bestyrelsesmedlem i den tyske centralbank bogen Deutschland schafft sich ab, en af de mest solgte fagbøger i Tyskland i efterkrigstiden. I den politisk ukorrekte bog giver Sarrazin den tyske integrationsdebat nogle ordentlige skud. Det Kulturtyskland, man kender i dag, er ifølge Sarrazin på vej mod en opløsning, og han leverer en kraftig kritik af islams rolle og muslimsk indvandring.

Desværre holder Moritz Schramm ikke tungen lige i munden, når han skriver, at Sarrazin var med til at »legitimere og yderligere stimulere antimuslimske holdninger«. Det er lidt af en tilsnigelse af Schramm at hævde dette, og han fremfører heller ingen dokumentation for denne påstand. Man kan også hævde det modsatte: At Sarrazin gav udtryk for holdninger, der ikke føres frem i det offentlige rum i Tyskland af eller i det politiske establishment af den simple grund, at det er politisk ukorrekt. Hvad er årsag og virkning? Ét er sikkert: Sarrazin gav udtryk for synspunkter, som mange i Tyskland slet ikke stod fremmede overfor.

Det kan langt hen ad vejen begrundes – og sikkert også retfærdiggøres – at der i Tyskland findes en højere moral og en politisk korrekthed med den ubehagelige arv fra Det tredje Rige. Men der er også en tendens til at moralisere. Hvem husker ikke, at Tyskland med løftede moralske pegefingre tordnede mod den genindførte toldkontrol i 2011- samtidig med at CDU-regeringen i delstaten Slesvig-Holsten tilsidesatte de ellers så velfungerende hensigtserklæringer i København-Bonn mindretalserklæringerne ved ensidigt at skære ned på det danske mindretal i Sydslesvig? Uden nævneværdig modstand i Berlin.

Dertil skal lægges, at Danmark tager det tungeste slæb i finansieringen af mindretallene på begge sider af den dansk-tyske grænse, det vil side både det danske i Sydslesvig og det tyske i Nordslesvig. Her løber Tyskland fra sine forpligtelser. Det kunne Moritz Schramm – for at nuancere den selvgode Sarrazin-debat – sagtens have nævnt i forlængelse under afsnittet »politik og selvforståelse«.

Men det er blot lidt småirritationer over enkelte passager i et ellers fremragende værk.

Forrige anmeldelse
« Zornig – Vrede er mit mellemnav... «
Næste anmeldelse
» Wienerbørn - Barndom i krigens ... »